< Hiob 9 >
Men Job svarede og sagde:
2 “Yiw, minim sɛ eyi yɛ nokware. Na ɛbɛyɛ dɛn na ɔdesani bɛteɛ wɔ Onyankopɔn anim?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Sɛ obi pɛ sɛ ɔne Onyankopɔn yiyi ano a, ɔrentumi nyi nsɛm apem mu baako mpo ano.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Ne nyansa mu dɔ, na ne tumi so. Hena na ɔne no adi asi na ne ho baabiara anti?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Otutu mmepɔw a wonnim ho hwee obubu wɔn fa so wɔ nʼabufuw mu.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Ɔwosow asase fi ne sibea, na ɔma ne nnyinaso wosow biribiri.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Ɔkasa kyerɛ owia na ɛnhyerɛn, na ɔsɔw nsoromma hyerɛn ano.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Ɔno nko ara na ɔtrɛw ɔsoro mu, na ɔnantew po asorɔkye so.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Ɔno ne Nyankrɛnte, Akokɔbeatan ne ne mma Yɛfo; anafo fam nsorommakuw no.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Ɔyɛ anwonwade a wontumi nte ase, nsɛnkyerɛnne a wontumi nkan.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Sɛ ɔnam me ho a, minhu no; sɛ ɔsen a, minhu no.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Sɛ ohwim kɔ a, hena na osiw no kwan? Hena na obetumi abisa no se, ‘Dɛn na woreyɛ yi?’
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Onyankopɔn nkora nʼabufuw so; Rahab aboafo mpo ho popo wɔ nʼanim.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 “Na me ne hena a mene no beyiyi ano? Mɛyɛ dɛn anya nsɛm a me ne no de begye akyinnye?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Sɛ minnim ho hwee mpo a, merentumi nyi nʼano; ɛno ara ne sɛ mɛsrɛ ahummɔbɔ afi me temmufo nkyɛn.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Mpo, sɛ mefrɛ no na ɔba a, minnye nni sɛ obetie mʼasɛm.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Ɔde asorɔkye bɛhwe me ama mʼapirakuru adɔɔso kwa.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Ɔremma minnya mʼahome, bio, ɔde awerɛhow bɛhyɛ me ma tɔ.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Sɛ ɛyɛ ahoɔden asɛm a, ɔyɛ ɔhoɔdenfo! Na sɛ ɛba atɛntrenee nso a, hena na ɔne no bedi asi?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Sɛ midi bem mpo a, mʼano bebu me kumfɔ; sɛ me ho nni asɛm a, ebebu me fɔ.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 “Ɛwɔ mu sɛ midi bem de, nanso mimmu me ho; abrabɔ afono me.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Ne nyinaa yɛ pɛ; ɛno nti na meka se, ‘Ɔsɛe nea ne ho nni asɛm ne omumɔyɛfo.’
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Bere a amanehunu de owu aba no, ɔserew nea ne ho nni asɛm no abawpa.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Bere a asase akɔ amumɔyɛfo nsam no, ofura ɛso atemmufo ani. Sɛ ɛnyɛ ɔno a, na ɛyɛ hena?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 “Me nna ho yɛ hare sen ommirikatufo; ɛsen kɔ a anigye kakra mpo nni mu.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Etwa mu kɔ sɛ akorow a wɔde paparɔso ayɛ te sɛ akɔre a wɔretow akyere wɔn hanam.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Sɛ meka se, ‘Me werɛ mfi mʼanwiinwii, mɛsakra me nsɛnka, na maserew a,’
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 me yaw ahorow no bɔ me hu ara. Na minim sɛ, woremmu me bem.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Woabu me fɔ dedaw nti, adɛn na ɛsɛ sɛ mehaw me ho kwa?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Mpo sɛ ɛba sɛ mede samina guare na mede samina hohoro me nsa ho a,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 wobɛtow me akyene dontori amoa mu, ama mʼatade mpo akyi me.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 “Ɔnyɛ onipa te sɛ me na mayi nʼano, na yɛakogyina asennii abobɔ yɛn nkuro.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Sɛ anka obi wɔ hɔ a obesiesie yɛn ntam na waka yɛn baanu abɔ mu,
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 obi a obeyi Onyankopɔn abaa afi me so, na nʼahunahuna ammɔ me hu bio.
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Anka mɛkasa a merensuro no, nanso saa tebea a mewɔ mu yi de, mintumi.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.