Hiob 7
1 “Asase so som nyɛ den mma onipa ana? Ne nkwanna nte sɛ ɔpaani de?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Sɛnea akoa ani gyina anwummere sunsuma, anaasɛ ɔpaani ho pere no nʼakatua ho no,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 saa ara na wɔatwa asram hunu ato me hɔ, ne anadwo a ɔhaw wɔ mu ama me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Sɛ meda a, midwen bisa se, ‘Bere bɛn na ade bɛkye?’ Nanso anadwo twa mu nkakrankakra, na mepere kosi ahemadakye.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Asunson ne aporɔporɔw afura me nipadua, me were atetew na ɛrefi nsu.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 “Me nna kɔ ntɛm sen ɔnwemfo akurokurowa, na ɛkɔ awiei a anidaso biara nni mu.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Ao, Onyankopɔn, kae sɛ me nkwanna te sɛ ɔhome; na mʼani renhu anigye bio da.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 Ani a ehu me mprempren no renhu me bio; mobɛhwehwɛ me, nanso na minni hɔ bio.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Ɔrensan mma ne fi da biara da bio; nʼatenae renkae no bio.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 “Ɛno nti meremmua mʼano; mifi me honhom ahoyeraw mu akasa, mefi me kra ɔyaw mu anwiinwii.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 So meyɛ ɛpo anaa aboa kɛse a ɔwɔ bun mu, na mode me ahyɛ ɔwɛmfo nsa yi?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Sɛ midwen sɛ minya awerɛkyekye wɔ me mpa so, na mʼakongua adwudwo mʼanwiinwii ano a,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 ɛno mpo na wode adaeso yi me hu na wode anisoadehu hunahuna me,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 ɛno nti mepɛ ɔsɛn ne owu, sen me nipadua yi.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 Mimmu me nkwa; mentena ase afebɔɔ. Munnyaa me; na me nna nka hwee.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 “Ɔdesani ne hena a ne ho hia wo sɛɛ, na wʼani ku ne ho,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 na wohwehwɛ ne mu anɔpa biara na wosɔ no hwɛ bere biara?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Worennyi wʼani mfi me so da, anaasɛ worennyaa me bere tiaa bi mpo ana?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Sɛ mayɛ bɔne a, dɛn na mayɛ wo, Ao adesamma so wɛmfo? Adɛn nti na watu wʼani asi me so? Mayɛ adesoa ama wo ana?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Adɛn nti na wonkata me mmarato so na womfa me bɔne nkyɛ me? Ɛrenkyɛ biara, mɛda mfutuma mu. Wobɛhwehwɛ me nanso na minni hɔ bio.”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
