Hiob 4
1 Na Temanni Elifas buaa Hiob se,
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 “Sɛ obi pɛ sɛ ɔne wo kasa a, worennya ntoboase ana? Hena na wobetumi aka nʼano ato mu?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Dwene sɛnea wakyerɛkyerɛ nnipa bebree, sɛnea woahyɛ nsa a emu ayɛ mmerɛw no den.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Wo nsɛm ahyɛ wɔn a wɔahintiw no den; woahyɛ nkotodwe a ayɛ mmerɛw mu den.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 Na afei a ɔhaw aba no, wʼaba mu abu; adwira wo, na wo werɛ ahow.
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 So ɛnsɛ sɛ wo nyamesuro yɛ wʼahotoso na wʼakwan a ɛho nni asɛm no yɛ wʼanidaso ana?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 “Dwene ho: Wɔasɛe obi a ne ho nni asɛm pɛn ana? Ɛhefa na wɔsɛee obi a ɔyɛ pɛ?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Sɛnea mahu no, wɔn a wofuntum bɔne ne wɔn a wodua ɔhaw no twa so aba.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9 Onyankopɔn home ano, wɔsɛe; nʼabufuw turuw a wɔyera.
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 Gyata betumi abobɔ mu na wɔaworo so, nanso wɔabubu gyata akɛse no se.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 Gyata annya hanam a owu, na gyatabere mma no bɔ hwete.
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 “Wɔbɛkaa kokoamsɛm bi kyerɛɛ me na mʼaso tee no sɛ asomsɛm.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Wɔ anadwo daeso basabasa mu, bere a nnipa adeda nnahɔɔ no,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 ehu ne nketenkete kyeree me ɛmaa me nnompe nyinaa wosowee.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Honhom bi twaa mʼani so, na me ho nwi sɔre gyinae.
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 Egyinae, nanso, manhu nʼabɔsu. Biribi begyinaa mʼanim, na metee nne bɔkɔɔ bi a ɛrebisa se,
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 ‘Onipa desani betumi ateɛ asen Onyankopɔn? Na mpo ɔhoɔdenfo betumi ayɛ kronkron asen ne Yɛfo ana?
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Sɛ Onyankopɔn ntumi mfa ne ho nto nʼankasa asomfo so, sɛ ɔka nʼabɔfo mfomso kyerɛ wɔn a,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 na nkantom wɔn a wɔtete dɔte afi mu, wɔn a wɔn fapem sisi mfutuma mu na wɔdwerɛw wɔn ntɛm so sen abubummaba!
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Efi anɔpahema kosi anwummere wobubu wɔn mu nketenkete; na wɔyera korakora a obiara nhu wɔn bio.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 So wommiamia wɔn ntamadan ahama mu, a ɛno nti wowuwu a wonni nyansa ana?’
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."
