Hiob 37
1 “Eyi ma me koma bɔ kitirikitiri na ehuruw fi nʼatenae.
Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!
2 Tie! Tie ne nne mmubomu, ne huuyɛ a efi nʼanom reba no.
Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!
3 Ogyaa nʼanyinam mu wɔ ɔsoro ase nyinaa na ɔma ekodu asase ano.
Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;
4 Ɛno akyi na ne mmubomu no ba; ɔde nne kɛse bobɔ mu. Sɛ ɔkasa a, biribiara nsianka no.
efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.
5 Onyankopɔn nne bobɔ mu ma no yɛ nwonwa; ɔyɛ nneɛma akɛse a ɛboro yɛn adwene so.
Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.
6 Ɔka kyerɛ sukyerɛmma se, ‘Tɔ gu asase so,’ ne osu nso se, ‘Yɛ osutɔ kɛse.’
Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"
7 Sɛnea nnipa a wabɔ wɔn nyinaa behu nʼadwuma nti, ɔma nnipa nyinaa gyae wɔn adwumayɛ.
For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.
8 Wuram mmoa kɔtetɛw; wɔkɔhyehyɛ wɔn abon mu.
De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:
9 Ahum tu fi ne pia mu, na awɔw nso fi mframa a ɛrebɔ mu.
Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.
10 Onyankopɔn home de sukyerɛmma ba, na nsu tamaa no kyen.
Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.
11 Ɔde fuonwini hyɛ omununkum ma; na otwa nʼanyinam fa mu.
Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;
12 Ɔhyɛ ma wokyinkyin fa asase so nyinaa hyia yɛ nea ɔhyɛ sɛ wɔnyɛ biara.
det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,
13 Ɔde omununkum ba bɛtwe nnipa aso, anaasɛ ɔma ɛtɔ gu asase so de kyerɛ nʼadɔe.
hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.
14 “Tie eyi, Hiob; gyae na dwene Onyankopɔn anwonwade ho.
Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!
15 Wunim sɛnea Onyankopɔn si fa di omununkum so, na ɔma nʼanyinam twa?
Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?
16 Wunim sɛnea omununkum si fa sensɛn wim, nea ɔwɔ nimdeɛ a so nni no anwonwade no?
Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?
17 Mo a mufi fifiri wɔ mo ntade mu bere a anafo mframa ma asase no yɛ dinn no,
Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?
18 wubetumi aboa no ama watrɛw wim, a ɛyɛ den sɛ kɔbere mfrafrae ahwehwɛ?
Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?
19 “Kyerɛ yɛn nea ɛsɛ sɛ yɛka kyerɛ no; yɛrentumi nka yɛn asɛm, efisɛ yennim.
Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.
20 Ɛsɛ sɛ wɔka nea mepɛ sɛ meka kyerɛ no ana? Onipa bi wɔ hɔ a ɔbɛpɛ sɛ wɔbɛmene no ana?
Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?
21 Obiara rentumi nhwɛ owia, sɛnea ɛhyerɛn wɔ wim bere a mframa abɔ ama wim atew.
Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,
22 Ofi atifi fam ba wɔ anuonyam sononko mu; Onyankopɔn ba wɔ ahenni nwonwaso mu.
fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,
23 Otumfo no korɔn wɔ yɛn so na wɔpagyaw no wɔ tumi mu; nʼatɛntrenee ne treneeyɛ kɛse akyi no mpo, ɔnyɛ nhyɛso.
og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;
24 Ɛno nti nnipa de nidi ma no, efisɛ onnwen koma mu anyansafo nyinaa ho ana?”
derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.
