Hiob 30
1 “Nanso mprempren wɔserew me, nnipa a manyin sen wɔn, na wɔn agyanom mfata sɛ wɔne me nguan ho akraman tena.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Mfaso bɛn na wɔn nsa mu ahoɔden wɔ ma me, bere a wɔn ahoɔden afi wɔn mu?
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Ohia ne ɔkɔm ama wɔn ho atetew, wɔnantew asase kesee ne asase bonin so anadwo.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Wɔboaboaa nkyenhaban ano wɔ nkyɛkyerɛ mu, na wɔde sare so nnua ntin yɛɛ wɔn aduan.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Wɔn mfɛfo pam wɔn fii wɔn mu, na wohuroo wɔn sɛ akorɔmfo.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 Wɔhyɛɛ wɔn ma wɔtenaa suka a emu awo, abotan ne fam ntokuru mu,
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 wosuu sɛ mfurum wɔ wuram na wɔfofɔree so wɔ ɔdɔtɔ ase.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Kuw a wɔmfra na wonni din, wɔpam wɔn fii asase no so.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 “Na nnɛ yi wɔn mmabarima de dwom bɔ me akutia; mayɛ abusude wɔ wɔn mu.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Wokyi me na wontwiw mmɛn me; wɔmmfɛre sɛ wɔtete ntasu gu mʼanim.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Afei a Onyankopɔn abubu me tadua na ɔde amanehunu aba me so yi, wɔyɛ nea wɔpɛ wɔ mʼanim.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Abusuakuw no tow hyɛ me so wɔ me nifa so; wosum mʼanan mfiri, na wosisi mpie tia me.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 Wosisiw mʼakwan; na wonya me sɛe me na obiara mmoa me.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Wɔba te sɛ nea wofi ntokuru a ano abae mu; wɔnam mmubui no mu munumunum ba.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Ahunahuna ma me ho dwiriw me; mʼanuonyam atu kɔ sɛnea mframa abɔ agu, me bammɔ atu ayera sɛ omununkum.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 “Na mprempren, me nkwa resa; na amanehununna akyekyere me.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Anadwo wowɔ me nnompe mu; ɔyaw a ɛwe me no nnyae.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Onyankopɔn fi ne tumi mu yɛ sɛ adurade ma me; omia me te sɛ mʼatade kɔn.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Ɔtow me kyene dontori mu na ɔma me yɛ sɛ mfutuma ne nsõ.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 “Onyankopɔn, misu mefrɛ wo, nanso wummua me. Mesɔre gyina, nanso wohwɛ me kɛkɛ.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Woba me so anibere so; wode wʼabasa mu tumi tow hyɛ me so.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Wuhwim me na wode mframa pia me; wudenkyidenkyi me wɔ ahum mu.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Minim sɛ wode me bɛkɔ owu mu, faako a woahyɛ ama ateasefo nyinaa no.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 “Ampa ara obiara mfa ne nsa nka onipa a ɔrebrɛ bere a ɔresu pɛ mmoa wɔ nʼamanehunu mu.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 Mansu amma wɔn a wɔwɔ ɔhaw mu ana? Me kra werɛ anhow amma ahiafo ana?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Nanso bere a mʼani da papa so no, bɔne bae; bere a mepɛɛ hann no sum na edurui.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 Me yafunu mu a ɛwowɔ me no nnyae da; na nna a amanehunu wɔ mu da mʼanim.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Menenam a mabiri, nanso ɛnyɛ sɛ owia na ahyew me; migyina aguabɔbea na misu pɛ mmoa.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 Madan nnompo nuabarima, me ne mpatu na ɛbɔ.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Me honam ani biri na ehuanhuan; atiridii ama me ho adɔ.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Me sanku bɔ kwadwom, na mʼatɛntɛbɛn ma agyaadwotwa nnyigyei.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
