Hiob 27
1 Hiob toaa nʼasɛm so se,
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 “Sɛ Onyankopɔn te ase yi, nea wammu me atɛntrenee no, Otumfo a wama madi me kra mu awerɛhow,
Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3 mmere dodow a nkwa wɔ me mu, na Onyankopɔn home wɔ me mu yi,
Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
4 mʼano renka amumɔyɛsɛm, na me tɛkrɛma rentwa nkontompo.
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5 Merennye nto mu da sɛ nea woka no yɛ nokware; merenka me mudi nhyɛ, kosi sɛ mewu.
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6 Mekura me trenee mu, merennyaa mu; sɛ mete ase yi, me tiboa remmu me fɔ.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 “Ma mʼatamfo nyɛ sɛ amumɔyɛfo, na wɔn a wokyi me nyɛ sɛ atorofo.
Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8 Anidaso bɛn na wɔn a wonni nyamesu no wɔ wɔ wɔn wu akyi, bere a Onyankopɔn agye wɔn nkwa afi wɔn nsam no?
Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9 So Onyankopɔn tie wɔn sufrɛ bere a amanehunu aba wɔn so no ana?
Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
10 So wɔn ani begye wɔ Otumfo no mu? Wobesu afrɛ Onyankopɔn bere biara ana?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
11 “Mɛma mo Onyankopɔn tumi ho nkyerɛkyerɛ; meremfa Otumfo no akwan nhintaw.
Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12 Mo ankasa moahu eyinom nyinaa. Afei nsɛnhunu yi ase ne dɛn?
se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
13 “Eyi ne nea Onyankopɔn ahyɛ ato hɔ ama omumɔyɛfo, agyapade a otirimɔdenfo nya fi Otumfo no nkyɛn:
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
14 Sɛ ɔwɔ mma dodow dɛn ara, wɔn nkrabea ne afoa; na nʼasefo rennidi mmee da.
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15 Ɔyaredɔm besie wɔn a wɔbɛka wɔ nʼakyi, na wɔn akunafo rensu wɔn.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16 Ɛwɔ mu sɛ ɔhɔre dwetɛ te sɛ mfutuma na ɔboa ntama ano sɛ dɔte,
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
17 nea ɔpɛ gu hɔ no, atreneefo na wobefura na pɛpɛyɛfo no nso akyekyɛ dwetɛ no.
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18 Ofi a osi no te sɛ ananse abubummaba, ɛte sɛ pata bi a ɔwɛmfo abɔ.
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19 Ɔda hɔ te sɛ ɔdefo, nanso ɔrenna saa bio; ɔbɛtew nʼani no na ne nyinaa atu ayera.
han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
20 Ahunahuna ba ne so sɛ nsuyiri; ahum hwim no kɔ anadwo.
Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21 Apuei mframa soa no kɔ, na onni hɔ bio; ɛtwe no fi ne tenabea.
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22 Ɛbɔ no a ahummɔbɔ nni mu bere a ɔreguan afi ne tumi ase.
Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
23 Ɔde fɛw bɔ ne nsam na ɔpam no fi ne tenabea.”
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
