Hiob 21
1 Na Hiob buae se,
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Muntie me nsɛm no yiye. Momma eyi nyɛ awerɛkyekye a mode ma me.
Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
3 Munnya ntoboase mma me bere a merekasa, na sɛ mekasa wie a, monkɔ so nni fɛw.
Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
4 “Minwiinwii hyɛ onipa ana? Adɛn nti na ɛsɛ sɛ minya ntoboase?
Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
5 Monhwɛ me, na mo ho nnwiriw mo; momfa mo nsa nkata mo ano.
Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
6 Sɛ midwen eyi ho a, mebɔ hu; na me ho popo.
Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
7 Adɛn nti na amumɔyɛfo tena nkwa mu? Wonyin kyɛ na wɔkɔ so di tumi.
De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
8 Wohu wɔn mma a atwa wɔn ho ahyia no nkɔso, wohu wɔn nenanom.
Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
9 Ɔhaw nni wɔn afi mu, na ehu nni hɔ; Onyankopɔn asotwe mma wɔn so.
deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
10 Wɔn anantwinini nnyɛ asaadwe; na wɔn anantwibere nwo a wɔmpɔn.
ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
11 Wɔka wɔn mma bɔ mu te sɛ nguankuw; na emu mmotafowa no huruhuruw.
de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
12 Wɔto nnwom wɔ akasae ne sanku so; na wɔde atɛntɛbɛn nnyigyei gye wɔn ani.
de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, (Sheol h7585)
14 Nanso wɔka kyerɛ Onyankopɔn se, ‘Fi yɛn so! Yɛmpɛ sɛ yehu wʼakwan.
skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
15 Hena ne otumfo no a ɛsɛ sɛ yɛsom no? Sɛ yɛbɔ no mpae a mfaso bɛn na yebenya?’
Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
16 Nanso wɔn nkɔso no nni wɔn nsam, enti metwe me ho fi amumɔyɛfo afotu ho.
Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
17 “Nanso mpɛn ahe na wodum amumɔyɛfo kanea? Mpɛn ahe na amanehunu ba wɔn so, nea Onyankopɔn fi nʼabufuw mu de ba no?
Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
18 Mpɛn ahe na wɔyɛ sɛ sare wɔ mframa ano, te sɛ ntɛtɛ a mframaden bi apra wɔn?
saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
19 Wɔka se, ‘Onyankopɔn kora onipa asotwe so de twɛn ne mma.’ Ɛsɛ sɛ ɔtwe onipa no ankasa aso ma ohu.
Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
20 Ma ɔno ankasa ani nhu ne sɛe; ma Otumfo abufuwhyew no nka nʼani.
lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
21 Dɛn na ɛfa wɔn ho fa wɔn abusuafo a woagyaw wɔn akyi no ho bere a asram a wɔatwa ama no aba awiei no?
Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
22 “Obi betumi akyerɛ Onyankopɔn nyansa, wɔ bere a obu atitiriw mpo atɛn?
Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
23 Obi wu wɔ bere a ɔwɔ ahoɔden ne ho tɔ no na nʼaso mu adwo no,
En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
24 na ne nipadua ayɛ frɔmfrɔm, na hon ahyɛ ne nnompe ma.
hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
25 Ɔfoforo nso de ɔkra mu yawdi wu, a wanka asetena pa anhwɛ da.
med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
26 Wosie wɔn nyinaa wɔ mfutuma koro mu, ma asunson nnunu wɔn nyinaa.
de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
27 “Mahu mo adwene, ɔkwan a mobɛfa so afom me.
Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
28 Moka se, ‘Onipa kɛse no fi wɔ he, ntamadan a omumɔyɛfo no tenaa mu no?’
naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
29 So mummmisaa wɔn a wotu kwan no asɛm da? Wɔn amanneɛbɔ mu nsɛm ho nhiaa mo
Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
30 sɛ onipa bɔne nya ne ti didi mu amanehunu da, na wogye wɔn abufuwhyew da no ana?
Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
31 Hena na ɔde ne suban si nʼanim? Hena na otua no nea wayɛ so ka?
Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
32 Wɔsoa no kɔ ɔda mu, na wɔwɛn nʼaboda.
Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
33 Obon mu dɔte yɛ no dɛ; nnipa nyinaa di nʼakyi, na dɔm a wontumi nkan wɔn di nʼanim.
i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
34 “Enti ɛbɛyɛ dɛn na mode mo nsɛnhunu bɛkyekye me werɛ? Mo mmuae nyɛ hwee sɛ atoro!”
Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
