Hiob 17
1 Me honhom atɔ beraw, me nna so atwa, na ɔda retwɛn me.
Brudt er min Aand, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2 Ampa ara fɛwdifo atwa me ho ahyia; ɛsɛ sɛ mehwɛ wɔn atutuwpɛ.
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje maa skue.
3 “Ao Onyankopɔn, hyɛ me bɔ a wuhia. Hena bio na ɔbɛma me bammɔ?
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Haandslag?
4 Wɔato wɔn adwene mu a wɔnte asɛm ase; enti woremma wonni nkonim.
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5 Sɛ obi sopa ne nnamfonom de gye akatua a, ɛbɛhwere ne mma aniwa.
den, der forraader Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6 “Onyankopɔn de me ayɛ asɛm a ɛda obiara ano, obi a wɔte ntasu gu nʼani so.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7 Awerɛhow ama mʼani ayɛ siamoo me nipadua nyinaa yɛ sunsuma.
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8 Ɛyɛ atreneefo nwonwa; wɔn a wodi bem tia wɔn a wonni nyamesu.
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9 Nanso atreneefo bɛkɔ wɔn anim, na wɔn a wɔn nsa ho tew no bɛkɔ so anya ahoɔden.
men den retfærdige holder sin Vej, en renhaandet vokser i Kraft.
10 “Mo nyinaa monsan mmra mmɛsɔ nhwɛ! Na merennya onyansafo wɔ mo mu.
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!
11 Me nna atwa mu, me nhyehyɛe apansam. Nanso me koma apɛde
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12 ma anadwo dan awia; sum mu koraa no hann bɛn.
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
vil jeg haabe, faar jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, (Sheol h7585)
14 sɛ meka kyerɛ porɔwee se, ‘Wo yɛ mʼagya,’ ne osunson se, ‘Me na’ anaa ‘Me nuabea’ a,
Graven kalder jeg Fader, Forraadnelsen Moder og Søster.
15 na afei mʼanidaso wɔ he? Hena na obetumi anya anidaso bi ama me?
Hvor er da vel mit Haab, og hvo kan øjne min Lykke?
