Hiob 15
1 Na Temanni Elifas buae se,
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 “Enti onyansafo de nsɛm a aba biara nni mu beyi nʼano anaasɛ ɔde apuei mframa a emu yɛ hyew bɛhyɛ nʼafuru ma?
"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
3 Ɔde nsɛm huhuw begye akyinnye, aka nsɛm a mfaso biara nni so ana?
for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
4 Wototo onyamesuro ase mmom na wusiw Onyankopɔn som ho kwan.
Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
5 Wo bɔne kyerɛ wʼano nea ɔnka; na woafa anitew tɛkrɛma.
Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
6 Wʼankasa wʼano bu wo kumfɔ, ɛnyɛ me de; wʼankasa wʼano di adanse tia wo.
Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7 “Wone onipa a wɔwoo wo dii kan ana? Wɔwoo wo ansa na wɔrewo nkoko ana?
Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
8 Wutie Onyankopɔn afotu ana? Wo nko ara na wunim nyansa ana?
Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
9 Dɛn na wunim a, yennim? Nhumu bɛn na wowɔ a yenni?
Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
10 Nea wafuw dwen ne akwakoraa wɔ yɛn afa wɔn a wɔanyinyin sen wʼagya mpo.
Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
11 Onyankopɔn awerɛkyekye ne nsɛm a wɔka no brɛoo kyerɛ wo no sua ma wo ana?
Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
12 Adɛn nti na wo koma atwe wo akɔ adɛn nti na wʼani asɔ gya,
Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13 na woadan wʼabufuw agu Onyankopɔn so na woma saa nsɛm yi pue fi wʼano?
Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14 “Ɔdesani ne hena a obetumi ayɛ pɛ, anaasɛ nea ɔbea awo no bɛn na obetumi ayɛ ɔtreneeni?
Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15 Onyankopɔn nni ahotoso wɔ nʼakronkronfo mu ɔsorosoro mpo nyɛ kronkron wɔ nʼani so,
End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
16 na me ne onipa debɔneyɛfo ne omumɔyɛfo a ɔnom bɔne sɛ nsu.
hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17 “Tie me, na mɛkyerɛ wo mu; ma menka nea mahu nkyerɛ wo,
Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18 nea anyansafo apae mu aka, a wɔamfa biribiara a wonya fii wɔn agyanom hɔ no ansie
hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19 (wɔn nko ara na wɔde asase no maa wɔn bere a ananafo biara nni wɔn mu):
dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20 Omumɔyɛfo kɔ ahohia mu, ne nkwanna nyinaa, na basabasayɛni nso, ne mfe a wɔahyehyɛ ama no nyinaa.
Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
21 Nnyigyei a ɛyɛ hu hyɛ nʼasom ma; na sɛ ɛyɛ sɛ nneɛma rekɔ yiye ma no a, akorɔmfo tow hyɛ ne so.
Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
22 Ɔpa abaw sɛ obeguan afi sum mu; wɔabɔ no ato hɔ ama afoa.
han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23 Okyinkyin hwehwɛ aduan; onim sɛ sum da no abɛn.
udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
24 Ɔhaw ne ahoyeraw yi no hu; ɛhyɛ ne so sɛ ɔhene a wasiesie ne ho ama ɔko,
Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
25 efisɛ ɔteɛteɛ ne nsa kyerɛ Onyankopɔn na ɔma ne ho so tia Otumfo,
Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26 wɔde nkatabo a mu piw na ɛyɛ den kɔ ne so a, onsuro obiara.
stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27 “Ɛwɔ mu sɛ srade ama nʼafono atotɔ na nʼasen mu nam abubu agu so de,
Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
28 nanso ɔbɛtena nkurow a agu so na watena afi a obi nte mu, afi a ɛrebubu mu.
tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
29 Ɔrenkɔ so nyɛ ɔdefo bio, na nʼahonya rennyina, na nʼagyapade so bɛtew na ayera wɔ asase so.
Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
30 Ɔrenguan sum no; ogyaframa bɛhyew ne mman, na Onyankopɔn anom ahomegu bɛsoa no akɔ.
han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
31 Ɛnsɛ sɛ ɔde ne ho to nneɛma huhuw so de daadaa ne ho, efisɛ ɔrennya hwee mfi mu.
Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
32 Ansa na ne da bedu no, wobetua no ka a bi nka, na ne mman renyɛ frɔmfrɔm.
I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33 Ɔbɛyɛ sɛ bobedua a wɔaporow so aba a ennyin ɛ, te sɛ ngodua a ne nhwiren reporow gu fam.
han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
34 Na abɔnefo fekuw a wonnim Onyankopɔn no rensow aba, na ogya bɛhyew wɔn a wɔdɔ kɛtɛasehyɛ no ntamadan.
Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
35 Wonyinsɛn ɔhaw na wɔwo bɔne; wɔn awotwaa siesie nnaadaa.”
svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
