Hiob 10
1 “Abrabɔ afono me; enti mɛka mʼasɛm a meremfa hwee nsie na mɛkasa afi me kra yawdi mu.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Mɛka akyerɛ Onyankopɔn se: Mmu me kumfɔ, na mmom kyerɛ kwaadu a wobɔ me.
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Ɛyɛ wo fɛ sɛ wohyɛ me so, de po wo nsa ano adwuma, na woserew hwɛ amumɔyɛfo nhyehyɛe?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
4 Wowɔ ɔhonam mu ani ana? Wuhu ade te sɛ ɔdesani ana?
Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Wo nkwanna te sɛ ɔdesani anaa wo mfe te sɛ onipa hoɔdenfo,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
6 a enti ɛsɛ sɛ wohwehwɛ me mfomso na wopɛɛpɛɛ me bɔne mu?
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 Ɛwɔ mu, wunim sɛ minni fɔ, na obiara nso ntumi nnye me mfi wo nsam.
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 “Wo nsa na ɛnwenee me na ɛbɔɔ me. Afei wobɛdan wo ho asɛe me ana?
Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Kae sɛ wonwen me sɛ dɔte. Na wobɛdan me ayɛ me mfutuma bio ana?
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 So woanhwie me sɛ nufusu na woammɔ me toa sɛ srade,
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 amfa were ne honam ankata me ho ankeka nnompe ne ntin antoatoa mu ana?
iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Womaa me nkwa, yii ayamye kyerɛɛ me, na ɔhwɛsie mu wohwɛɛ me honhom so.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
13 “Nanso eyi na wode siee wo koma mu, na minim sɛ na eyi wɔ wʼadwene mu.
og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Sɛ meyɛɛ bɔne a anka wobɛhwɛ me na wobɛma me so asotwe.
Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Na sɛ midi fɔ a, nnome nka me! Na sɛ mpo midi bem a, merentumi mma me ti so, efisɛ aniwu ahyɛ me ma na mʼamanehunu amene me.
I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 Na sɛ mema me ti so a, wodɛɛdɛɛ me sɛ gyata, na bio woda wʼanwonwatumi no adi tia me.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 Wode nnansefo foforo betia me na woma wʼabufuw ano yɛ den wɔ me so; wʼasraafo tu ba me so bere biara.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 “Adɛn nti na woma wɔwoo me? Ɛkaa me nko a anka miwui ansa na ani bi rehu me.
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
19 Sɛ anka mamma nkwa yi mu, anaasɛ wɔsoaa me fi awotwaa mu de me kɔɔ ɔda mu tee!
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 So ɛnkaa kakraa bi na me nna kakraa no to ntwaa ana? Gyaa me na minya anigye bere tiaa bi
Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 ansa na makɔ koransan kusuuyɛ ne sunsuma kabii asase so,
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 asase a ɛyɛ anadwo sum kabii, sum kabii ne sakasaka, baabi a ɛhɔ hann mpo te sɛ sum.”
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
