2-Şamuelin 22
1 Rəbbee Davud gırgıne cune duşmanaaşineyiy Şaulne xılençe g'attixhan hı'ımee, Davudee Rəbbis ina mə'niy qəbəqqə:
David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
2 Rəbb yizda suva vobna, yizda g'ala, zı g'attixhan ha'ana vorna.
Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
3 Allah yizın ganz vodun, Mang'usne zı dyugul ixhes. Yizın g'alxan, zı g'attixhanasda suva, it'umun ciga Mana vor. Allahee zı g'attixhan ha'a. Ğu, Rəbb, zı eb ulyooğanbışde xılençe g'attixhan ha'a!
min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
4 Şukur gyooxhane Rəbbilqa ona'as, yizde duşmanaaşine xılençer g'attixhanasda.
Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
5 Yizde hiqiy-alla gyabat'an mırtar ıxha, zı gek'ane damabışile zı qəyq'ən ıxha.
Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig. (Sheol h7585)
7 Dağamiyvalee zı Rəbbilqa onu'iyn, Allah kumagıs qort'ul. Mang'uk'le yizın ses Cune xaa g'ayxhiyn, yizın uts'ur Mang'une k'ıriysqa hitxhıriyn.
I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
8 Mang'us qəl vuxhal-alla ç'iye oyt'al, ı'ğiykaran, xəən xhebbı iğiykar, manbı hoyharanbı.
Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
9 Mang'une quşeençe kuma qığeç'u, ghalençe gyooxhan haa'an ts'a ı'xiyxə. Mançikeb gyopxhanna ghadır k'yoohar.
Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
10 Mang'vee xəybı qaxı, ç'iyelqamee geç'ena. Miç'axiyvalla Mang'une g'elybışik avub vuxha.
Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
11 Sa keruvulil alixı, mıtsıne xılibışil ilexa.
Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
12 Hiqiy-allan ciga xəmdilqa sak'al ha'a, xhineka gyatsts'ıyne k'aarıne buludbışike Culqa aççesın kar ha'a.
Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
13 Mang'une nuruke gyotxhanan ts'a qı'ğəə ıxha.
Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
14 Rəbbee xəybı g'əhətqə'ə, Haq'-Ta'aalee ses gyayhe.
Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
15 Vukbı avhu, duşmanar ehevkaa'anbı, ts'ayılpan ı'xı'ı', manbı oot'al-ooxal haa'anbı.
Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
16 Qəvəəq'ənasde Rəbbine sesıke, quşeençene qı'ğəəne it'umne nafasıke, deryahın k'oralybı g'ece giyğal, dyunyeyn xhebbı g'ece giyğal.
Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
17 Mang'vee xəybışeençe xıl hotku, zı aqqı, zı k'orane xhyanbışeençe qığavhu.
Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
18 Zı gucnane duşmanıke Mang'vee g'attixhan hı'ı, zı g'ımece eyxhenbışike, yizdemee geeb gucnanbışike g'attixhan hı'ı.
Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
19 Yizde pisde yiğıl manbı yizde ögilqa qığeepç'ı, Rəbbeeme zı aqqı.
De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
20 Mang'vee zı dağamiyvalike hixu'u, zı ıkkiykın, zı g'attixhan hı'ı.
Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
21 Yizde qopkuvalis sik'ı Rəbbee zas huvu, yizde xılene məttıvalis sik'ı huvu.
Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
22 Mang'vee məxüd hı'iyn zı Rəbbina yəq' avquva, pisda ıxha Allahılqa yı'q' sak'al hidi'ıva.
For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
23 Mang'un gırgın q'aanunbı yizde ögil vod, Mang'une g'aydabışiler hixu deş.
for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
24 Zı Mang'une ögil məttıne yik'eka ıxha, zıcar zı bınahıke havacına.
og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
25 Rəbbee yizde qopkuvalis sik'ı huvu, Cune ulene ögil yizde məttıvalis sik'ı huvu.
Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
26 Ğu saadik'ranang'uka saadik'ra eyxhe, kaamilinbışika kaamilyra vor.
Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
27 Məttınbışika məttıra, quç'opkuriynbışika, cone quç'opkuriys sik'ı eyxhe.
mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
28 Hooç'an-g'ooç'ananbı Ğu g'attivxhan haa'a, cocab-co axtıba vukkekanbışilqab Ğu ul giviyxhe, manbı k'ap'ik'ıle avqa qaa'a.
Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
29 Rəbb, Ğu yizın işiğ vod, Ğu yizda miç'axiyvalla nurulqa savaak'al haa'a.
For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
30 Zı Vakasana duşmanaaşikın ha'a, yizde Allahıka şaharbı aqqaqqa.
For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
31 Allahna yəq kaamilyba vob, Rəbbin cuvab mətdıda vod! Mang'ulqa yı'q' qizzırna gırgına, Mang'vee g'attixhan ha'ana.
Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
32 Rəbbile ğayrı, Allah vuşune vor? Yişde Allahıle ğayrı, medın ganz nenne vod?
For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
33 Allah yizda it'umna g'ala vobna, Mang'vee yizda yəq qopku qaa'a.
Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
34 Mang'vee yizın g'elybı maralın g'elybı xhinne ek' qa'a, Zı axtıvalee it'umra aqqaqqa.
Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
35 Mang'vee yizın xıleppı dəv'əysın xhinne qa'a, zasse tuncıke hı'iyn vuk quç'okara'as əxən.
Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
36 Ğu zas g'attixhanasın g'alxan huvu, Ğu hı'iyne kumaagıka zı axtı qı'ı.
Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
37 Zasse saccu Vaka əq'ra iykaras əxə, zı məxür qaçayxarır deş.
Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
38 Zı duşmanar g'ee'epşiynbı, manbı gyapxıynbı, manbışikın ixhesmee yı'q'əlqar sak'ı deş.
Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
39 Zı manbı hööq'əv'u ç'əvxhana, manbışisse suğoots'asıb vəvxü deş, yizde g'elybışik avqa manbı qukk'yopk'ul.
Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
40 Dəv'əynemee Ğu zalqa guc alipk'ır, zalqa g'elil qeepxhaynbı Ğu yizde g'eliqqa huvu.
Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
41 Duşmanar zalqa yı'q'ı'hina qav'u, zı g'ımecenanbışikınıd zı hı'iyn.
Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
42 Manbışe uleppı ooqa qe'eeyid, manbı g'attivxhan haa'anbı vuxha deş, Rəbbilqa onu'eeyid, Mang'vee alidghıniy quvu deş.
De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
43 Zı manbı k'ööq'ü, toz xhinne qav'u, şahrabışeedın battağ xhineeyib k'ööq'üynbı.
Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
44 Ğu zı, yizde milletne g'elil qepxhayke g'attixhan hı'ı, zake milletbışda xərna hı'ı, zak'le dyats'ancad milletbı yizde xılyaqa quvu.
Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
45 Menne cigeençenbı yizde ögil k'yozarav'uynbı, yizın do g'ayxhımee, eyhen ha'a.
Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
46 Menne cigeençenbı yizde ögil hapq'ıriynbı. Qəpq'ı'n zezebı atk'u, dyuguleepxhayne cigeençe qığeepç'iynbı.
Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
47 Rəbb vorna! Yizde Ganzıs şukur vuxhena! Zı g'attixhan hı'iyn Ganz, Allah, axtı qe'e!
Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
48 Allahee zal-alla qəl qığaaha, milletbı yizde xılyaqa qele.
den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
49 Mang'vee zı yizde duşmanaaşine xılençe g'attixhan ha'a, Mang'vee zı yizde duşmanaaşile ooqana ha'a, Zı eb ulyooğanbışde xılençe g'attixhan hı'ı.
og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
50 Rəbb, mançil-alla zı Ğu menne milletbışde yı'q'nee axtı qa'as, zı Yiğne doyus şukur haa'as!
Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
51 Allahee Cune paççahıs xədın ğamxhaybı heles, g'əyxı'yne Davudne nasıles gırgıne gahbışilycab yugvalla haagvas.
Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
