Fakahā 10

1 Pea ne u mamata ki ha ʻāngelo mālohi ʻe tokotaha ʻoku ʻalu hifo mei he langi, kuo kofuʻaki ʻae ʻao: pea naʻe ʻi hono ʻulu ʻae ūmata, pea naʻe tatau hono mata mo e laʻā, pea ko hono vaʻe naʻe tatau mo e pou afi:

Og jeg saa en anden vældig Engel komme ned fra Himmelen, svøbt i en Sky, og Regnbuen var paa hans Hoved, og hans Ansigt var som Solen og hans Fødder som Ildsøjler,

2 Pea naʻe ʻi hono nima ʻae tohi siʻi kuo folahi: pea naʻa ne ʻai hono vaʻe toʻomataʻu ki he tahi, pea mo e toʻohema ki he fonua,

og han havde i sin Haand en lille aabnet Bog. Og han satte sin højre Fod paa Havet og den venstre paa Jorden.

3 Pea kalanga leʻo lahi ia, ʻo hangē ko e ngungulu ʻoe laione: pea hili ʻene tangi, naʻe fakaongo honau leʻo ʻe he mana ʻe fitu.

Og han raabte med høj Røst, som en Løve brøler; og da han havde raabt, lode de syv Tordener deres Røster høre.

4 Pea kuo fakaongo ʻe he mana ʻe fitu honau leʻo, pea u te u ke tohi: pea ne u fanongo ki he leʻo mei he langi ʻoku pehē mai kiate au, “Fakamaʻu ke maʻu ʻae ngaahi meʻa kuo fakaongo mai ʻe he mana ʻe fitu, pea ʻoua naʻa tohi ia.”

Og da de syv Tordener havde talt, vilde jeg til at skrive; og jeg hørte en Røst fra Himmelen, som sagde: Forsegl, hvad de syv Tordener talte, og nedskriv det ikke!

5 Pea ko e ʻāngelo ʻaia ne u mamata naʻe tuʻu ki he tahi mo e fonua, naʻa ne hiki hono nima ki he langi,

Og Engelen, som jeg saa staa paa Havet og paa Jorden, opløftede sin højre Haand imod Himmelen

6 Pea ne fuakava ʻiate ia ʻoku moʻui ʻo taʻengata pea taʻengata, ʻaia naʻa ne fakatupu ʻae langi, mo e ngaahi meʻa ʻoku ʻi ai, mo e fonua, mo e ngaahi meʻa ʻoku ʻi ai, mo e tahi, mo e ngaahi meʻa ʻoku ʻi ai, ʻe ʻikai kei taʻofia: (aiōn g165)

og svor ved ham, som lever i Evighedernes Evigheder, som har skabt Himmelen, og hvad deri er, og Jorden, og hvad derpaa er, og Havet, og hvad deri er, at der ikke mere skal gives Tid; (aiōn g165)

7 Ka ʻi he ngaahi ʻaho ʻoe leʻo ʻo hono fitu ʻoe ʻāngelo, ʻi he lolotonga ʻo ʻene fakaongo, ʻe fakakakato ʻae ngāue fufū ʻae ʻOtua, ʻo hangē ko ʻene fakahā ki heʻene kau tamaioʻeiki ko e kau palōfita.

men i de Dage, da den syvende Engels Røst lyder, naar han skal til at basune, da er Guds skjulte Raad fuldbyrdet saaledes, som han har forkyndt sine Tjenere Profeterne.

8 Pea ko e leʻo ʻaia ne u fanongo mei he langi ne toe lea mai ia kiate au, ʻo pehē, “ʻAlu, mo ke toʻo ʻae tohi siʻi kuo folahi ʻi he nima ʻoe ʻāngelo ʻaia ʻoku tuʻu ki he tahi mo e fonua.”

Og den Røst, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter med mig og sagde: Gaa hen, tag den lille aabnede Bog, som er i den Engels Haand, der staar paa Havet og paa Jorden.

9 Pea ne u ʻalu ki he ʻāngelo, ʻo pehē kiate ia, “Tuku mai kiate au ʻae tohi siʻi.” Pea pehē ʻe ia kiate au, “ʻAve, pea ke kai ke ʻosi ia; pea ʻe fakakonaʻi ʻe ia ʻa ho kete, ka ʻe melie ia ʻi ho ngutu ʻo hangē ha meʻa huʻamelie.”

Og jeg gik hen til Engelen og sagde til ham, at han skulde give mig den lille Bog. Og han sagde til mig: Tag og nedsvælg den! og den vil volde Smerte i din Bug, men i din Mund vil den være sød som Honning.

10 Pea ne u toʻo ʻae tohi siʻi mei he nima ʻoe ʻāngelo, pea ne u kai ia ʻo ʻosi; pea naʻe melie ia ʻi hoku ngutu ʻo hangē ha meʻa huʻamelie: pea kuo u kai leva ia, pea kona ʻa hoku kete.

Og jeg tog den lille Bog af Engelens Haand og nedsvælgede den; og den var i min Mund sød som Honning, men da jeg havde nedsvælget den, følte jeg Smerte i min Bug.

11 Pea pehē ʻe ia kiate au, “Te ke toe kikite ʻi he ʻao ʻoe ngaahi kakai lahi, mo e ngaahi puleʻanga, mo e kakai lea kehekehe, mo e ngaahi tuʻi.”

Og man sagde til mig: Du bør igen profetere om mange Folk og Folkeslag og Tungemaal og Konger.