Lea Fakatātā 27
1 ʻOua naʻa ke polepole ki he ʻapongipongi; he ʻoku ʻikai siʻi te ke faʻa ʻilo ʻae meʻa ʻe hoko ʻi ha ʻaho.
Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.
2 Tuku ke fakamālō kiate koe ʻe ha tangata kehe, ka ʻe ʻikai ʻi ho ngutu ʻoʻou pe; ko e taha kehe, ka ʻe ʻikai ʻi ho loungutu ʻoʻou.
Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!
3 ʻOku mamafa ʻae maka, pea ko e meʻa mamafa mo e ʻoneʻone, ka ko e ʻita ʻae vale ʻoku mamafa hake ia ʻi ai.
Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.
4 ʻOku fakamālohi ʻae houhau, pea ko e meʻa fakalili ʻae ʻita; ka ko hai ʻoku faʻa kātakiʻi ʻae fuaʻa?
Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?
5 ʻOku lelei hake ʻae valoki ʻoku fai fakahā, ʻi he ʻofa ʻoku fakalilolilo.
Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.
6 Ko e lavea mei he kāinga ko e angatonu ia; ka ko e ngaahi ʻuma mei ha fili ko e kākā ia.
Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.
7 ʻOku fehiʻa ʻaia ʻoku mākona ki he ngeʻesi ʻoe honi; ka ʻoku huʻamelie ʻae meʻa konā kotoa pē kiate ia ʻoku fiekaia.
En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.
8 ʻOku tatau mo e manupuna kuo hē mei hono pununga, ʻae tangata ko ia kuo hē mei hono nofoʻanga.
Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.
9 ʻOku fakafiefiaʻi ʻae loto ʻaki ʻae lolo tākai mo e meʻa namu kakala: ʻoku pehē ʻae lelei ʻoe kāinga ki ha tangata, ko e meʻa ʻi he akonakiʻi ʻoku fai mei he loto.
Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.
10 ʻOua naʻa ke siʻaki ho kāinga ʻoʻou, pe ko e kāinga ʻo hoʻo tamai; pea ʻoua naʻa ke ʻalu ki he fale ʻo ho tokoua ʻi he ʻaho ʻo hoʻo mamahi: he ʻoku lelei hake ho kaungāʻapi pe ʻoku ofi, ʻi ho tokoua ka ʻoku ne mamaʻo.
Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.
11 ʻE hoku foha, ke ke poto koe, pea ke fakafiefiaʻi hoku loto, koeʻuhi ke u faʻa tali ia ʻaia ʻoku manuki kiate au.
Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.
12 ʻOku sio mamaʻo atu ʻae tangata fakapotopoto ki he kovi, ʻo ne fufū ia mei ai: ka ʻoku mole atu pe ʻae vale, pea tautea ia.
Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.
13 Ke toʻo pe ʻae kofu ʻoʻona ʻoku tongia ha taha ʻoku ʻikai ʻiloʻi, pea ke maʻu mei ai ʻae tuku paʻanga ko e langomakiʻi ʻoe fefine muli.
Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.
14 Ko ia ʻoku fakamālō leʻo lahi ki hono kāinga ʻi heʻene tuʻu hake kei hengihengi, ʻe lau ia ko e fakamalaʻia kiate ia.
Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.
15 Ko e tō maʻu pe ʻae ʻuha ʻi he ʻaho ʻoe ʻuha lahi, ʻoku na tatau mo e fefine ʻoku faʻa kē.
Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.
16 Ko ia ʻoku ne fakafufū ia ʻoku tatau mo ʻene fakafufū ʻae matangi, pē ko e meʻa nanamu ʻi hono nima toʻomataʻu ʻaia ʻoku fakahā ia.
Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.
17 ʻOku fakamāsila ʻe he ukamea ʻae ukamea; ʻoku pehē ʻae fakalelei ʻe he tangata ʻae mata ʻo hono kāinga.
Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.
18 Ko ia ʻoku faʻa tauhi ki he ʻakau ko e fiki te ne kai ʻe ia hono fua: pea pehē foki, ko ia ʻoku tauhi ki heʻene ʻeiki ʻe hakeakiʻi ia.
Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.
19 Hangē ko e sioʻata ʻae mata ki he mata ʻi he vai, ʻoku pehē ʻae loto ʻoe tangata ki he tangata.
Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.
20 ʻOku ʻikai ke pito ʻa hētesi mo e fakaʻauha; pea pehē, ʻoku ʻikai ʻaupito ke fiemālie ʻae mata ʻoe tangata. (Sheol h7585)
Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. (Sheol h7585)
21 Hangē ko e kulo fakamaʻa ki he siliva mo e afi kakaha ki he koula; ʻoku pehē, ʻoku ʻiloʻi ʻae tangata mei hono ongoongo.
Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.
22 Naʻa mo hoʻo fakavolu ha vale ʻi he momosiʻanga fakataha mo e uite ʻaki ʻae meʻa momosi, ʻe ʻikai mahuʻi ʻene vale meiate ia.
Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.
23 Ke ke tokanga lahi ke ʻiloʻi pe ʻoku fēfē hoʻo fanga sipi, pea vakai lahi ki hoʻo fanga manu kehekehe.
Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!
24 He ʻoku ʻikai tolonga maʻuaipē ʻae koloa: pea ʻoku tolonga koā ʻae tatā[fakatuʻi ]ki he toʻutangata kotoa pē?
Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?
25 ʻOku hā mai ʻae mohuku mōmoa, mo e musie toki tupu ʻoku hā mai ia, pea ʻoku tānaki ʻae ʻakau iiki ʻoe ngaahi moʻunga.
Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.
26 ʻOku ai ʻae fanga lami koeʻuhi ke ke maʻu ho kofu, pea mo e fanga kosi ko e totongi ia ʻo hoʻo ngoue.
Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.
27 Pea ʻe lahi ʻae huʻa kosi ki hoʻo kai, mo e kai ʻa hoʻo kau nofoʻanga, pea ke moʻui ai ʻa hoʻo kau kaunanga.
Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.
