Siosiua 22

1 Pea naʻe fekau ʻe Siosiua ke haʻu ʻae faʻahinga ʻo Lupeni mo e faʻahinga ʻo Kata, mo hono vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase,

Da kaldte Josva ad Rubeniterne og ad Gaditerne og ad den halve Manasse Stamme,

2 Pea pehē ʻe ia kiate kinautolu, “Kuo mou fai ʻaia kotoa pē naʻe fekau ʻe Mōsese ko e tamaioʻeiki ʻa Sihova kiate kimoutolu, pea kuo mou fai talangofua kiate au ʻi he ngaahi meʻa kotoa pē naʻaku fekau kiate kimoutolu:

og han sagde til dem: I have holdt alt det, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, og I have hørt min Røst i alt det, som jeg har budet eder.

3 Naʻe ʻikai te mou liʻaki homou kāinga ʻi he ngaahi ʻaho lahi ʻo aʻu ki he ʻaho ni, ka kuo mou tauhi ʻae enginaki ʻoe fekau ʻa Sihova ko homou ʻOtua.

I have ikke forladt eders Brødre i disse mange Aar indtil denne Dag; men I have taget Vare paa, hvad I skulle varetage, Herrens, eders Guds, Bud.

4 Pea ko eni, kuo foaki ʻe Sihova ko homou ʻOtua ʻae mālōlō ki homou kāinga ʻo hangē ko ʻene talaʻofa kiate kinautolu; ko ia ke mou liu atu ni, ʻo ʻalu ki homou ngaahi fale fehikitaki, pea ki he fonua ʻo homou tofiʻa, ʻaia naʻe foaki ʻe Mōsese ko e tamaioʻeiki ʻa Sihova kiate kimoutolu ʻi he kauvai ʻe taha ʻo Sioatani.

Og nu har Herren eders Gud skaffet eders Brødre Rolighed, som han havde tilsagt dem; saa vender eder nu og drager til eders Telte til eders Ejendoms Land, som Mose, Herrens Tjener, gav eder paa hin Side Jordanen.

5 Ka mou faʻa vakai ʻo fai ki he fekau mo e fono, ʻaia naʻe fakapapau ʻe Mōsese ko e tamaioʻeiki ʻa Sihova kiate kimoutolu, ke mou ʻofa kia Sihova ko homou ʻOtua, pea ke ʻaʻeva ʻi hono ngaahi hala, pea ke tauhi ʻene ngaahi fekau, pea ke mou pikitai kiate ia, pea ke mou tauhi ia ʻaki homou loto kotoa, pea mo homou laumālie kotoa.”

Alene tager Vare paa at gøre det Bud og den Lov, som Mose, Herrens Tjener, bød eder, at elske Herren eders Gud og at vandre i alle hans Veje og at holde hans Bud og at hænge ved ham og at tjene ham af eders ganske Hjerte og af eders ganske Sjæl.

6 Naʻe pehē ʻae tāpuakiʻi ʻakinautolu ʻe Siosiua, ʻo ne fekau ʻakinautolu ke ʻalu: pea naʻa nau ʻalu ki honau ngaahi fale fehikitaki.

Saa velsignede Josva dem og lod dem fare, og de gik til deres Telte.

7 Pea naʻe foaki ʻe Mōsese ki hono vaeuaʻanga ʻe taha ʻoe faʻahinga ʻo Manase ʻae tofiʻa ʻi Pesani; ka ki hono vaeuaʻanga ʻe taha naʻe foaki ʻe Siosiua fakataha mo honau kāinga ʻi he kauvai ni ʻo Sioatani ki he potu lulunga. Pea ʻi he fekau ʻakinautolu ʻe Siosiua ke ʻalu foki ki honau ngaahi fale fehikitaki, naʻa ne toki tāpuakiʻi ʻakinautolu,

Og Mose havde givet den halve Manasse Stamme Arv i Basan, og Halvdelen deraf gav Josva Arv med deres Brødre paa denne Side Jordanen mod Vesten. Og tilmed der Josva lod dem fare til deres Telte og havde velsignet dem,

8 Pea lea ʻe ia kiate kinautolu, ʻo pehē, Toe ʻalu mo e koloa lahi ki homou ngaahi fale fehikitaki, mo e fanga manu lahi, mo e siliva, mo e koula, mo e palasa, mo e ʻaione, pea mo e ngaahi kofu lahi: mou vahevahe ʻae vete ʻo homou ngaahi fili ki homou kāinga.

da sagde han til dem saalunde: Drager tilbage til eders Telte med meget Gods og med saare meget Kvæg, med Sølv og med Guld og med Kobber og med Jern og med saare mange Klæder, deler Byttet fra eders Fjender med eders Brødre!

9 Pea naʻe ʻalu ʻae fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata mo hono vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase, ʻonau ʻalu mei he fānau ʻa ʻIsileli ʻi Sailo, ʻaia ʻoku ʻi he fonua ko Kēnani, kenau ʻalu ki he fonua ʻo Kiliati, ki he fonua ʻo honau tofiʻa, ʻaia naʻa nau maʻu, ʻo fakatatau ki he folofola ʻa Sihova ʻi he nima ʻo Mōsese.

Saa vendte Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme tilbage og gik fra Israels Børn fra Silo, som er i Kanaans Land, for at gaa til Gileads Land, til deres Ejendoms Land, i hvilket de havde taget Arv efter Herrens Befaling ved Mose.

10 Pea ʻi heʻenau hoko ki he veʻe Sioatani, ʻaia ʻoku ʻi he fonua ko Kēnani, naʻe fokotuʻu ʻi ai ʻe he fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata mo hono vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase ʻae ʻesifeilaulau ofi ki Sioatani, ʻae ʻesifeilaulau lahi ke vakai ki ai.

Og der de kom til Geliloth, som ligger i Kanaans Land, ved Jordanen, da byggede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme der et Alter ved Jordanen, et Alter stort af Anseelse.

11 Pea naʻe fanongo ʻe he fānau ʻa ʻIsileli ki he lau, “Vakai, kuo langa ʻae feilaulauʻanga ʻe he fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata mo hono vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase ʻo hanga atu ki he fonua ko Kēnani, ʻi he veʻe Sioatani, ʻi he aʻaʻanga ʻoe fānau ʻa ʻIsileli.”

Og Israels Børn hørte sige: Se, Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme have bygget et Alter foran i Kanaans Land, i Geliloth ved Jordan, over for Israels Børn.

12 Pea ʻi he fanongo ki ai ʻae fānau ʻa ʻIsileli, naʻe fakataha ʻae fānau kotoa pē ʻa ʻIsileli ʻi Sailo, koeʻuhi kenau ʻalu ʻo tauʻi ʻakinautolu.

Der Israels Børn hørte det, da forsamlede sig al Israels Børns Menighed i Silo, til at drage op imod dem til Strid.

13 Pea naʻe fekau ʻe he fānau ʻa ʻIsileli ki he fānau ʻa Lupeni, mo e fānau ʻa Kata, pea ki he vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase, ʻi he fonua ko Kiliati, ʻa Finiasi ko e foha ʻo ʻEliesa ko e taulaʻeiki,

Saa sendte Israels Børn til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, Pinehas, Præsten Eleasars Søn,

14 Pea naʻe ʻalu mo ia ʻae ʻeiki ʻe toko hongofulu, ʻae ʻeiki ʻe taha ʻi he fale ʻeiki taki taha ʻi he ngaahi faʻahinga ʻo ʻIsileli; pea naʻa nau taki taha ʻeiki ia ʻi he fale ʻo ʻenau ngaahi tamai ʻi he ngaahi toko afe ʻo ʻIsileli.

og ti Fyrster med ham, een Fyrste, hver for et Fædrenehus, af hver af Israels Stammer; og hver af dem var Øverste for deres Fædres Hus, for Israels Tusinder.

15 Pea naʻa nau haʻu ki he fānau ʻa Lupeni, pea ki he fānau ʻa Kata, pea ki hono vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase, ki he fonua ko Kiliati, pea naʻa nau lea kiate kinautolu, ʻo pehē,

Og der de kom til Rubens Børn og til Gads Børn og til den halve Manasse Stamme, til Gileads Land, da talede de med dem og sagde:

16 ‌ʻOku pehē mai ʻe he fakataha kotoa pē ʻa Sihova, “Ko e hā ʻae meʻa hala ni kuo mou fai ki he ʻOtua ʻo ʻIsileli, ke tafoki he ʻaho ni mei he muimui ʻia Sihova, ʻi hoʻomou langa kiate kimoutolu ha feilaulauʻanga, koeʻuhi ke mou fai angatuʻu he ʻaho ni kia Sihova?

Saa siger al Herrens Menighed: Hvad er denne for en Troløshed, som I have vist mod Israels Gud, i Dag at vende eder bort fra Herren, idet I bygge eder et Alter, saa at I ville i Dag være genstridige mod Herren?

17 He kuo siʻi fau kiate kitautolu ʻae hia ʻa Peoli, (ʻaia ʻoku teʻeki fakamaʻa ʻakitautolu mei ai he ʻaho ni, ka ko e moʻoni naʻe ai ʻae mahaki lahi ʻi he fakataha ʻa Sihova, )

Er Misgerningen ved Peor os for liden, fra hvilken vi ikke have renset os indtil denne Dag, og Plagen kom dog over Herrens Menighed?

18 Kuo mou tafoki ai ʻakimoutolu he ʻaho ni mei he muimui ʻia Sihova? Pea ʻe pehē, ʻi hoʻomou angatuʻu he ʻaho ni kia Sihova, ʻe houhau ia ʻapongipongi ki he kakai fakataha kotoa pē ʻo ʻIsileli.

Og I vende eder i Dag bort fra Herren! og det sker, om I i Dag ere genstridige imod Herren, at han herefter bliver vred paa al Israels Menighed.

19 Ka koeʻuhi, kapau ʻoku taʻemaʻa ʻae fonua ʻo homou tofiʻa, pea mou hiki mai ki he fonua ki he tofiʻa ʻo Sihova, ʻaia ʻoku tuʻu ai ʻae fale fehikitaki ʻo Sihova, pea maʻu ʻae tofiʻa fakataha mo kimautolu: kaeʻoua te mou angatuʻu kia Sihova, pea angatuʻu kiate kimautolu, ʻi he fokotuʻu ʻae feilaulauʻanga moʻomoutolu, kae tuku ʻae feilaulauʻanga ʻo Sihova ko hotau ʻOtua.

Men dersom eders Ejendoms Land er urent, da kommer over til Herrens Ejendoms Land, hvor Herrens Tabernakel boer, og tager Arv midt iblandt os; og værer ikke genstridige imod Herren, og værer ikke genstridige imod os, saa at I bygge eder et Alter foruden Herrens, vor Guds, Alter.

20 ‌ʻIkai naʻe fai hala ʻe ʻAkani ko e foha ʻo Sela ʻi he meʻa fakamalaʻia, pea naʻe tō ai ʻae houhau ki he kakai fakataha kotoa pē ʻo ʻIsileli? Pea naʻe ʻikai malaʻia tokotaha pe ʻae tangata ko ia ʻi heʻene hia.”

Mon ikke Akan, Seras Søn, forgreb sig saare paa det bandlyste? og der kom en Vrede over al Israels Menighed, og denne ene Mand, han var ikke den eneste, som omkom for sin Misgerning.

21 Pea naʻe lea ai ʻae fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata mo hono vaeuaʻanga ʻoe faʻahinga ʻo Manase, ʻo tali, ʻonau pehē ki he ngaahi ʻeiki ʻoe ngaahi toko afe ʻo ʻIsileli,

Da svarede Rubens Børn og Gads Børn og den halve Manasse Stamme, og de sagde til de Øverste for Israels Tusinder:

22 “Ko Sihova ko e ʻOtua ʻoe ngaahi ʻotua, ko Sihova ko e ʻOtua ʻoe ngaahi ʻotua, ʻoku ne ʻafioʻi, pea ʻe ʻilo ia mo ʻIsileli foki; kapau kuo fai eni ʻi he angatuʻu, pea kapau ʻoku fai ʻi he talangataʻa kia Sihova, (ʻoua naʻa fakamoʻui ʻakimautolu he ʻaho ni, )

Den stærke, Gud, Herren, den stærke, Gud, Herren, han ved det, og Israel skal vide det: Ej er det Genstridighed, og ej er det Overtrædelse imod Herren — saa frelse du os ikke paa denne Dag! —

23 ‌ʻEmau langa homau feilaulauʻanga ke tafoki mei heʻemau muimui ʻia Sihova, pea kapau ko e meʻa ke fai ki ai ʻemau ngaahi feilaulau tutu, pe ko e feilaulau meʻakai, pea ke ʻatu ʻi ai ʻae ngaahi feilaulau fakalelei, tuku ke totongi ia ʻe Sihova pe;

at vi vilde bygge os et Alter, for at vende os bort fra Herren; og ej er det for at ofre Brændoffer derpaa eller Madoffer, og ej er det for at gøre Takoffer derpaa — saa hjemsøge Herren det selv! —

24 Pea kapau naʻe ʻikai te mau fai ia ko e manavahē ki he meʻa ni, ʻo pehē, ʻe lea nai ʻe hoʻomou fānau ʻamui ki heʻemau fānau, ʻo pehē, ‘Ko e hā ʻoku mou kau ai ʻakimoutolu kia Sihova ko e ʻOtua ʻo ʻIsileli?

men vi gjorde det af Omhyggelighed, for den Sags Skyld, at vi sagde: Eders Børn maatte ellers herefter sige til vore Børn: Hvad have I at gøre med Herren, Israels Gud?

25 He kuo ngaohi ʻe Sihova ʻa Sioatani ko e ngataʻanga vahevahe ʻiate kimautolu mo kimoutolu, ʻakimoutolu ʻae fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata; ʻoku ʻikai hamou tofiʻa ʻia Sihova;’ ko ia ʻe fai ʻe hoʻomou fānau ke taʻofi ʻemau fānau ʻi heʻenau manavahē kia Sihova.

Herren har jo sat Jordanen til Landemærke imellem os og imellem eder, I Rubens Børn og Gads Børn, I have ingen Del i Herren: Saa maatte eders Børn bringe vore Børn til at høre op med at frygte Herren.

26 Ko ia naʻa mau alea ai, ʻo pehē, ‘Ke tau tokonaki ʻo langa haʻatau feilaulauʻanga, ʻoku ʻikai ki he feilaulau tutu, pe ki he feilaulau:

Derfor sagde vi: Lader os dog gøre dette, at bygge et Alter, ikke til Brændoffer og ej til Slagtoffer;

27 Ka koeʻuhi ke hoko ko e fakamoʻoni ia kiate kimautolu mo kimoutolu, pea ki hotau ngaahi toʻutangata kimui ʻiate kitautolu, koeʻuhi ke mau fai ʻae ngāue ʻa Sihova ʻi hono ʻao ʻaki ʻemau ngaahi feilaulau tutu, mo ʻemau ngaahi feilaulau, mo ʻemau ngaahi feilaulau fakalelei; ke ʻoua naʻa lau ʻe hoʻomou fānau ki heʻemau fānau ʻamui, ʻOku ʻikai te mou kau kia Sihova.’

men det skal være et Vidne imellem os og imellem eder og imellem vore Efterkommere efter os, at vi betjene Herrens Tjeneste for hans Ansigt med vore Brændofre og med vore Slagtofre og med vore Takofre, og at eders Børn ikke herefter skulle sige til vore Børn: I have ingen Del i Herren.

28 Ko ia naʻa mau pehē, ʻe hoko ʻo pehē, ‘Kapau tenau lau kiate kimautolu, pe ki homau toʻutangata kimui, pea te mau tali, ʻo pehē, Vakai ki hono fakatātā ʻoe feilaulauʻanga ʻo Sihova, ʻaia naʻe ngaohi ʻe heʻemau ngaahi tamai, naʻe ʻikai ki he feilaulau tutu, pe ki he ngaahi feilaulau: ka ko e meʻa fakamoʻoni kiate kimautolu mo kimoutolu.’

Derfor sagde vi: Naar det sker, at de sige sligt til os eller til vore Efterkommere herefter, da ville vi sige: Ser den Lignelse af Herrens Alter, som vore Fædre gjorde ikke til Brændoffer og ikke til Slagtoffer, men til et Vidne imellem os og imellem Eder.

29 Ke taʻofi ʻe he ʻOtua ke ʻoua ʻaupito naʻa mau angatuʻu kia Sihova, ʻo tafoki he ʻaho ni mei he muimui ʻia Sihova, ke langa ʻae feilaulauʻanga ki he ngaahi feilaulau tutu, pe ki he ngaahi feilaulau meʻakai, pe ki he ngaahi feilaulau, kae tuku ʻae feilaulauʻanga ʻo Sihova ko hotau ʻOtua ʻaia ʻoku ʻi he mata fale fehikitaki ʻoʻona.”

Dette skal være langt fra os at være genstridige mod Herren og at vende os i Dag bort fra Herren, til at bygge et Alter til Brændoffer, til Madoffer og til Slagtoffer, foruden Herren vor Guds Alter, som er foran hans Tabernakel.

30 Pea ʻi he fanongo ʻe Finiasi ko e taulaʻeiki, mo e ngaahi ʻeiki ʻoe kakai fakataha, mo e ʻeiki ʻoe ngaahi toko afe ʻo ʻIsileli ʻaia naʻe ʻiate ia, ki he ngaahi lea naʻe lea ʻaki ʻe he fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata, mo e fānau ʻa Manase, naʻa nau fiemālie ai.

Der Pinehas, Præsten, og Menighedens Fyrster og Øversterne over Israels Tusinder, som vare med ham, hørte de Ord, som Rubens Børn og Gads Børn og Manasse Børn sagde, da var det godt for deres Øjne.

31 Pea naʻe lea ʻa Finiasi ko e foha ʻo ʻEliesa ko e taulaʻeiki ki he fānau ʻa Lupeni, pea ki he fānau ʻa Kata, pea ki he fānau ʻa Manase, “ʻOku mau mamata he ʻaho ni ʻoku ʻiate kitautolu ʻa Sihova, koeʻuhi ʻoku ʻikai te mou fai ʻae meʻa hala ni kia Sihova; ko eni kuo mou fakamoʻui ʻae fānau ʻa ʻIsileli mei he nima ʻo Sihova.”

Og Pinehas, Præsten Eleasars Søn, sagde til Rubens Børn og til Gads Børn og til Manasse Børn: I Dag kende vi, at Herren er midt iblandt os, idet I ikke have vist en saadan Troløshed imod Herren, da I have reddet Israels Børn af Herrens Haand.

32 Pea naʻe liu mai ʻa Finiasi ko e foha ʻo ʻEliesa ko e taulaʻeiki, mo e ngaahi ʻeiki, mei he fānau ʻa Lupeni, pea mei he fānau ʻa Kata, mei he fonua ko Kiliati, ki he fonua ko Kēnani, ki he fānau ʻa ʻIsileli, ʻonau ʻomi ʻae ongoongo kiate kinautolu.

Da drog Pinehas, Præsten Eleasars Søn, og Fyrsterne fra Rubens Børn og fra Gads Børn fra Gileads Land til Kanaans Land igen, til Israels Børn; og de bragte dem Svar igen.

33 Pea naʻe fiemālie ai ʻae fānau ʻa ʻIsileli; pea naʻe fakafetaʻi ki he ʻOtua ʻe he fānau ʻa ʻIsileli, pea naʻe ʻikai tenau loto ke ʻalu ke tauʻi ʻakinautolu, ke fakaʻauha ʻae fonua naʻe nofo ai ʻae fānau ʻa Lupeni, mo Kata.

Og det Ord var godt for Israels Børns Øjne, og Israels Børn lovede Gud, og de sagde ikke, at de vilde drage op imod dem til Strid for at ødelægge det Land, som Rubens Børn og Gads Børn boede udi.

34 Pea naʻe ui ʻe he fānau ʻa Lupeni mo e fānau ʻa Kata ʻae feilaulauʻanga, “Ko e fakamoʻoni eni ʻiate kitaua ko Sihova ko e ʻOtua.”

Og Rubens Børn og Gads Børn gave Alteret det Navn: „det er Vidne imellem os, at Herren er Gud‟.