Siope 9
1 Pea naʻe toki tali ʻe Siope, ʻo ne pehē,
Men Job svarede og sagde:
2 ʻOku ou ʻilo ʻoku pehē moʻoni ia ka ʻe tonuhia fēfē ʻae tangata ʻi he ʻao ʻoe ʻOtua?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Kapau te na alea, mo ia, ʻe ʻikai te ne faʻa talia ʻe ia ha taha ʻi he meʻa ʻe afe.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 ʻOku poto ia ʻi loto, pea lahi ʻi he mālohi: ko hai kuo ne fakaangatuʻu ia kiate ia, pea monūʻia?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Ko ia ia ʻoku ne hiki ʻae ngaahi moʻunga, kae ʻikai ke nau ʻilo: ʻoku ne fulihi ia ʻi hono houhau.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 ʻOku ne luluʻi ʻae fonua mei hono potu, pea ʻoku ngalulululu hono ngaahi pou.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 ʻOku ne fekauʻi ʻae laʻā, pea ʻikai ʻalu hake ia; pea ne tāpuni hake ʻae ngaahi fetuʻu.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 ʻOku ne folahi atu tokotaha pē ʻae ngaahi langi, pea ʻoku ne hāʻele ʻi he ngaahi peau ʻoe tahi.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 ʻOku ne ngaohi ʻa ʻAakitulio, mo Olioni, mo Peliatisi, pea mo e ngaahi potu ki he feituʻu tonga.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 ʻOku ne fai ʻae ngaahi meʻa lahi ʻo taʻefaʻaʻilo; ʻio, ko e ngaahi meʻa mana ʻoku taʻefaʻalaua.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Vakai, ʻoku hāʻele ia ʻi hoku tafaʻaki, ka ʻoku ʻikai te u mamata ki ai: ʻoku ne hāʻele atu foki ka ʻoku ʻikai te u ʻiloʻi ia.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Vakai, ʻoku ne toʻo atu, ko hai ʻe faʻa taʻofi ia? Ko hai ʻe pehē kiate ia, ‘Ko e hā ʻoku ke fai?’
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 “Kapau ʻe ʻikai taʻofi ʻe he ʻOtua ki hono houhau, ʻe mapelu ki lalo ʻiate ia ʻae kau tokoni fielahi.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Kae fēfē ai ʻeku talia ia ʻeau, pea u fili ʻeku ngaahi lea ke alea mo ia?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 ʻAia ʻe ʻikai te u talia, ʻoka ne u māʻoniʻoni, ka te u hū tāumaʻu ki hoku Fakamaau.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Ka ne u ui, pea talia ia; kae ʻikai te u tui kuo ne ongoʻi hoku leʻo.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 He ʻoku ne haʻaki au ʻaki ʻae afā, pea ne fakalahi ʻeku lavea taʻehanoʻuhinga.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 ʻOku ʻikai tuku ʻe ia ke u mānava, ka ʻoku ne fakapito au ʻaki ʻae mamahi.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Kapau te u lea ki he mālohi, vakai, ʻoku māfimafi ia: pe ki he fakamaau, ‘ko hai te ne fakamoʻoni kiate au?’
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: “Se her!” og kom det an paa Ret: “Hvo stævner mig?”
20 Kapau te u fakatonuhiaʻi au, pea tā ʻe fakahalaʻi au ʻe hoku ngutu ʻoʻoku; pē te u pehē ʻoku ou haohaoa, ʻe fakamoʻoni ia ki heʻeku halaia.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Neongo ʻa ʻeku haohaoa, ka ʻe ʻikai te u ʻilo ki hoku loto: te u fehiʻa ʻeau pē ki heʻeku moʻui.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 “Ko e meʻa ni pē taha, ʻoku ou fakamoʻoni ki ai, ʻOku ne fakaʻauha ʻae haohaoa mo e angahala.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Kapau ʻe fakafokifā pē ʻae taaʻi ʻe he fakamamahi, ʻe kata ʻe ia ʻi he ʻahiʻahiʻi ʻoe taʻeangahala.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Kuo tuku ʻae fonua ki he nima ʻoe angahala: ʻoku ne ʻufiʻufi ʻae mata ʻo hono kau fakamāu; ka ʻikai, pea kofaa, pe ko hai ia?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 “ʻOku vave eni ʻa hoku ngaahi ʻaho ʻi he tangata fekau: ʻoku puna atu ia, ʻoku ʻikai ʻilo ʻe ia ha lelei.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Kuo mole ia ʻo hangē ko e ngaahi vaka ngaholo: ʻo hangē ko e ʻikale ʻoku fakavave ki he kai.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Kapau te u pehē, ‘Te u fakangaloʻi ʻa ʻeku mamahi, te u siʻaki ʻeku māfasia, ʻo fakafiemālieʻi au:’
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 Tā te u ilifia ʻi heʻeku ngaahi mamahi fulipē, ʻoku ou ʻilo ʻe ʻikai te ke fakatonuhiaʻi au.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Kapau ʻoku ou angakovi, pea tā ʻoku kei taʻeʻaonga pe ʻeku ngāue?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 He kapau te u kaukau au ʻi he vai ʻuha hinehina, ʻo ngaohi ke maʻa ʻaupito hoku nima;
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Ka te ke lī au ki he pelepela, pea ʻe fakaliliʻa kiate au ʻa hoku ngaahi kofu ʻoʻoku.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 He ʻoku ʻikai ko e tangata ia, ʻo hangē ko au, koeʻuhi ke u talia ia, pea kema fakataha ʻi he fakamaau.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Pea ʻoku ʻikai ha tangata fakalelei ʻi homa vahaʻa, ke ne hili hono nima kiate kimaua fakatouʻosi.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Ke toʻo ʻe ia ʻene meʻa tā ʻiate au, pea ʻoua naʻa fakailifiaʻi au ʻe heʻene manavahē:
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Te u toki lea ai, ʻo taʻemanavahē kiate ia; ka ʻoku ʻikai te u pehē eni.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
