Siope 7

1 “ʻIkai ʻoku ai ʻae kuonga kuo tuʻutuʻuni ki he tangata ʻi māmani? pea tatau hono ngaahi ʻaho mo e ngaahi ʻaho ʻoe ngāue unga?

Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.

2 ‌ʻO hangē ko e holi lahi ʻae tamaioʻeiki ki he malumalu, pea hangē ko e ʻamanaki ʻae ngāue unga ki he totongi ʻo ʻene ngāue:

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,

3 ‌ʻOku pehē, kuo tuku ke ʻaʻaku ʻae ngaahi māhina mamahi, pea kuo tuʻutuʻuni kiate au ʻae ngaahi pō fakamamahi.

saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 ‌ʻO kau ka tokoto hifo, ʻoku ou pehē, ‘te u tuʻu hake ʻafē, kuo ʻosi ʻae pō?’ Pea ʻoku ou fiu ʻi he fetafokifokiʻaki ʻo aʻu ki he maʻa ʻae ʻaho.

Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 Kuo kofuʻaki hoku sino ʻae ʻuanga mo e ngaahi konga kelekele; kuo mafahifahi hoku kili, pea kuo fakalielia.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 Ko hoku ngaahi ʻaho ʻoku vave ʻi he faʻonga filo ʻoe tangata lalanga, pea ʻoku fakaʻosi ia taʻehaʻamanaki lelei.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.

7 ‌ʻOfa ke manatuʻi ko e matangi ʻa ʻeku moʻui: ʻE ʻikai toe mamata ʻa hoku mata ki he lelei.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!

8 Ko e mata ʻo ia kuo ne mamata kiate au ʻe ʻikai toe mamata mai: ʻoku ʻiate au ho fofonga, pea u ʻikai leva.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

9 ‌ʻO hangē ko e fakamovetevete ʻo mole atu ʻae ʻao: ʻoku pehē, ko ia ʻoku ʻalu hifo ki he faʻitoka ʻe ʻikai toe ʻalu hake. (Sheol h7585)

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)

10 ‌ʻE ʻikai toe foki ia ki hono fale, pea ʻe ʻikai toe ʻiloʻi ia ʻe hono potu.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

11 “Ko ia ʻe ʻikai te u taʻofi ki hoku ngutu; te u lea ʻi he ongosia ʻo hoku laumālie; te u lāunga ʻi he mamahi ʻo hoku laumālie.

Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 He ko ha tahi au pe ko e tofuaʻa, koeʻuhi kuo ke fakanofo ha leʻo kiate au?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 ‌ʻO kau ka pehē, ‘ʻE fakafiemālieʻi au ʻe hoku mohenga, ʻe fakasiʻisiʻi hoku mamahi ʻe hoku tokotoʻanga;’

Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 ‌ʻOku ke fakailifiaʻi au ʻaki ʻae ngaahi misi, pea ke fakalilikaʻi au ʻi he ngaahi meʻa hā mai:

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 Ko ia ʻoku fili ai ʻe hoku laumālie ʻae sisina, mo e mate ʻi heʻeku moʻui.

saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.

16 ‌ʻOku ou fakaliliʻa ki ai; ʻe ʻikai te u fie moʻui ai pe: tuku ai pe au; he ko e vaʻinga pe ʻa hoku ngaahi ʻaho.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 He ko e hā ʻae tangata, ʻoku ke hakeakiʻi ai ia? Pea koeʻuhi ke ke tukupau ho loto kiate ia?

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 Pea koeʻuhi ke ke ʻaʻahi ki ai ʻi he pongipongi kotoa pē, mo ʻahiʻahiʻi ia ʻi he kihiʻi feituʻulaʻā siʻi kotoa pē?

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 ‌ʻE fēfē hono fuoloa mo e ʻikai te ke ʻalu ʻiate au, pe tuku pe au ke ʻoua muʻa ke u folo hifo hoku ifo?

Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 Kuo u fai angahala; ko e hā te u fai kiate koe, ʻa koe ko e fakamoʻui ʻoe kakai? Ko e hā kuo ke fokotuʻu ai au ko e fakaʻilonga maʻau, ke u hoko ai ko e kavenga, kiate au pe?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Pea ko e hā ʻoku ʻikai ai ke ke fakamolemole ʻeku angahala, pea toʻo atu ʻeku fai hala? He ko eni te u mohe pe ʻi he efu; pe te ke kumi au ʻi he pongipongi, ka ʻe ʻikai te u ʻi ai au.”

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!