Siope 6
1 Ka naʻe leaange ʻa Siope, ʻo ne pehē,
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 “Taumaiā kuo fakatatau totonu ʻa ʻeku mamahi, pea ke ʻai kātoa ʻeku mamahi ki he meʻa fakatatau!
Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3 He ko eni, ʻe mamafa lahi ia ki he ʻoneʻone ʻoe tahi: ko ia kuo fōngia hifo ai ʻeku ngaahi lea.
Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4 He ʻoku ʻi loto ʻiate au ʻae ngaahi ngahau ʻoe Māfimafi, ko hono kona ʻo ia ʻoku ne inumia hoku laumālie: ʻoku tuʻu tali tau pe kiate au ʻae ngaahi fakailifia ʻae ʻOtua.
Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5 He ʻoku tangi ʻae ʻasi kai vao ʻoka maʻu ʻe ia ʻae mohuku? Pe ʻoku tangi ʻae pulu ʻi heʻene kai?
Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6 ʻE faʻa kai ʻae meʻa ifoifonoa taʻehamāsima? Pe ʻoku ai ha ifo ʻi he nāunau ʻoe foʻi manu?
Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7 Ko e ngaahi meʻa naʻe fehiʻa hoku laumālie ke ala ki ai, ko ʻeku meʻakai mamahi ia.
Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 “Taumaiā ke u lavaʻi ʻeku kole; pea tuku mai ʻe he ʻOtua ʻae meʻa ʻoku ou holi ki ai!
Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
9 ʻIo, ke lelei ki he ʻOtua ke tāmateʻi au; ke ne tukuange hono nima, ʻo motuhi au!
vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
10 Pehē te u toki maʻu ai ʻae fiemālie; ʻio, te u tali mālohi au ki he mamahi ke ʻoua naʻa ne mamae; he naʻe ʻikai te u fufū ʻae ngaahi folofola ʻae tokotaha māʻoniʻoni.
saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11 He ko e hā hoku mālohi, koeʻuhi ke u ʻamanaki ʻeau; pea ko e hā hoku ngataʻanga, koeʻuhi ke u fakatolonga ai pe ʻeku moʻui?
Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
12 He ko e mālohi ʻoe ngaahi maka ʻa hoku mālohi? Pe ko e palasa ʻa hoku kakano?
Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13 ʻIkai ʻoku ʻiate au haku tokoni? Pea kuo kapusi ʻaupito ʻae poto ʻiate au?
Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 “ʻOka mamahi ha taha [ʻoku ngali ]ke ʻofa kiate ia ʻa hono kāinga; ka ʻoku ne liʻaki ʻe ia ʻae manavahē ki he Māfimafi.
Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15 Kuo fai kākā ʻa hoku kāinga ʻo hangē ko ha vaitafe, pea hangē ko e ʻoho ʻoe vai ʻoku nau mole atu;
Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16 He ʻoku ʻuliʻuli ia koeʻuhi ko e ʻaisi, ʻaia ʻoku lilo ʻi ai ʻae ʻuha hinehina:
de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17 ʻOka māmāfana ia, ʻoku nau mole: pea ʻoka ʻaʻafu, ʻoku ʻauha leva ia mei hono potu.
men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18 Ko e ngaahi hala ʻo honau tafeʻanga kuo fakakehe; ʻoku fakaʻaʻau ʻo ʻikai, pea mole.
Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
19 Naʻe kumi lahi ʻe he kakai ʻo Tima, ko e kau fononga ʻo Sipa naʻa nau tatali ki ai.
Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
20 Naʻa nau puputuʻu koeʻuhi naʻa nau ʻamanaki; naʻa nau haʻu ki ai, pea mā.
men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21 He ko e meʻa noa pe foki ʻakimoutolu; ʻoku mou mamata ki hoku lī ki lalo, pea ʻoku mou ilifia.
Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
22 He ne u pehē, ‘Tokoni mai?’ Pe, ‘Foaki mai ha meʻa mei hoʻomou koloa?’
Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23 Pe, ‘Fakamoʻui au mei he nima ʻoe fili? Pe, ‘Huhuʻi au mei he nima ʻoe mālohi?’
red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
24 “Akonakiʻi au, pea te u longo pe: pea mou fai ke u ʻilo pe kuo u hē ʻi he hā.
Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25 Hono ʻikai mālohi ʻae ngaahi lea totonu! Ka ʻoku valokiʻi ʻae hā ʻe hoʻomou valoki?
Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26 He ʻoku mou pehē ke valokiʻi ʻae ngaahi lea, mo e ngaahi tala ʻo ha taha kuo tuʻutāmaki, ʻoku hangē ha matangi?
Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27 ʻIo, ʻoku mou lemohekina ʻae tamai mate, pea mou keli ha luo ki homou kāinga.
Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 Ko ia, mou fiemālie, ʻo vakai kiate au; he ʻoku ʻilongofua kiate kimoutolu ʻo kapau ʻoku ou kākā.
Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29 ʻOku ou kole, mou toe fakakaukau he ʻoku ʻi ai ʻeku māʻoniʻoni.
Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30 He ʻoku ai ha angahala ʻi hoku ʻelelo? ʻIkai ʻe faʻa ʻilo ʻe hoku ngutu ʻae ngaahi meʻa kovi?
Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
