< Siope 4 >

1 Pea toki leaange ai ʻa Elifasi mei Timani, ʻo ne pehē,
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 “Kapau te mau ʻahiʻahi ke lea kiate koe, te ke ʻita ai? Ka ko hai te ne faʻa taʻofi ia ʻe ia mei he lea?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Vakai, kuo ke akonekina ʻae tokolahi, pea kuo ke fakamālohiʻi ʻae nima vaivai.
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Naʻe poupou hake ʻe hoʻo ngaahi lea ʻaia naʻe meimei hinga, pea kuo ke fakamālohiʻi ʻae foʻi tui vaivai.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 Ka ko eni kuo hoko ia kiate koe, pea ke vaivai; ʻoku ala ia kiate koe, pea ʻoku ke puputuʻu.
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 He kofaʻā eni hoʻo manavahē, hoʻo falala, hoʻo ʻamanaki lelei, mo e angatonu ʻa ho ngaahi hala?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 “ʻOku ou kole kiate koe, ke ke fakamanatu, ko hai ha taʻeangahala naʻe ʻauha? Pea ko e potu fē naʻe motuhi ai ʻae māʻoniʻoni?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 ‌ʻIo, ʻo hangē pe ko ia kuo u mamata ki ai, ko kinautolu ʻoku keli ʻae angahala, mo tūtuuʻi ʻae fai kovi, ʻoku nau utu pe ia.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 ‌ʻI he ifi ʻae ʻOtua ʻoku nau ʻauha, pea ko e mānava ʻo hono fofonga ʻoku nau ʻosiʻosingamālie ai.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 ‌ʻOku [fakangata ]ʻae ngungulu ʻoe laione, mo e leʻo ʻoe laione fekai, pea ʻoku mafesifesi ʻae kau nifo ʻoe fanga laione mui.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 ‌ʻOku ʻauha ʻae motuʻa laione ko e masiva meʻa kai, pea ko e fānganga ʻoe laione mālohi kuo fakahēʻi mamaʻo.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 “Ko eni, naʻe ai ha meʻa naʻe ʻomi fufū kiate au, pea naʻe ongoʻi ʻe hoku telinga ʻae fafana ʻo ia.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 ‌ʻI he ngaahi mahalo mei he ngaahi meʻa hā mai ʻoe pō, ʻoka tō ʻae mohe maʻu ki he kakai,
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Naʻe hoko mai kiate au ʻae manavahē, mo e tetetete, ʻaia naʻe fakangalulu ai hoku ngaahi hui kotoa pē.
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 Pea naʻe toki māʻali ai ʻae laumālie ʻi hoku ʻao; pea naʻe vavana hake ʻae fulufulu ʻo hoku sino:
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Naʻe tuʻu mai ia, ka naʻe ʻikai te u ʻilo hono anga: naʻe ʻi hoku ʻao ʻae fakatātā, naʻe longo pe, pea ne u ongoʻi ʻae leʻo, naʻe pehē,
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 “ʻE faʻa angatonu lahi hake ʻae tangata ki hono ʻOtua? ʻE māʻoniʻoni lahi hake ʻae tangata ki hono Tupuʻanga?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Vakai, ʻoku ʻikai te ne falala ki heʻene kau tamaioʻeiki, pea ko ʻene kau ʻāngelo ʻoku ʻikai ke ne fakamālō ki ai.
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 Kae huanoa ʻakinautolu ʻoku nofo ʻi he ngaahi fale ʻumea, ko honau tuʻunga ʻoku ʻi he efu, pea ʻoku taʻomia ʻakinautolu ʻo hangē pe ko e ane?
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 ‌ʻOku tā hifo ʻakinautolu mei he pongipongi ʻo aʻu ki he efiafi: ʻoku nau ʻauha ʻo taʻetuku, ka ʻoku ʻikai tokanga ki ai ha taha.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Pea ʻikai ʻoku mole atu ʻae lelei kotoa pē ʻoku ʻiate kinautolu? ʻOku nau mate, ʻio, ʻi he taʻehapoto.’
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.

< Siope 4 >