Siope 17
1 “ʻOku ʻeho ʻeku mānava, kuo ʻosi hoku ngaahi ʻaho, ʻoku tali ʻae ngaahi luo kiate au.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 ʻIkai ʻoku ʻiate au ʻae kau manuki? Pea ʻikai ʻoku nofomaʻu ʻi hoku ʻao ʻenau ʻahiʻahi kovi?
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 “Ko eni, ke tuku hifo, ke ai haʻaku fakamoʻoni meiate koe; ko hai ia te ma tā nima mo au?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 He kuo ke fufū honau loto mei he ʻilo: ko ia ʻe ʻikai ai te ke hakeakiʻi ʻakinautolu.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Ko ia ʻoku ne lea lapu ki hono kāinga, ʻe vaivai ʻae mata ʻo ʻene fānau ʻaʻana.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 “Kuo ne tuku au ko e taukaeʻanga ʻoe kakai; ka naʻaku tatau muʻa mo e meʻa faiva.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Kuo nenefu hoku mata ko e meʻa ʻi he mamahi, pea ko e ata pe ʻa hoku kupuʻi sino kotoa pē.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 ʻE ofo ʻae kakai angatonu ʻi he meʻa ni, pea ko e taʻeangahala te ne ueʻi ia ki he mālualoi.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 ʻE fakakukafi foki ʻae māʻoniʻoni ʻi hono hala, pea ko ia ʻoku nima maʻa ʻe fakahoko ʻe ia ʻae mālohi ki he mālohi.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Ka ko kimoutolu kotoa pē, mou foki ʻo ʻalu: he ʻoku ʻikai te u faʻa ʻilo ha taha ʻoku poto ʻiate kimoutolu.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Kuo ʻosi hoku ngaahi ʻaho, kuo motuhi ʻeku ngaahi tuʻutuʻuni, ʻio, ʻaia naʻaku loto ki ai.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 ʻOku nau liliu ʻae pō ko e ʻaho: ʻoku fuonounou ʻae maama ko e meʻa ʻi he fakapoʻuli.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
13 Kapau te u tatali, ko hoku fale ʻae faʻitoka pē: kuo ngaohi hoku mohenga ʻi he fakapoʻuli. (Sheol h7585)
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 Kuo u pehē ki he popo, ‘Ko ʻeku tamai koe:’ pea ki he kelemutu, ‘Ko ʻeku faʻē,’ mo ‘hoku tuofefine.’
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Pea kofaʻā eni ʻa ʻeku ʻamanaki lelei? ʻIo, ko ʻeku ʻamanaki lelei, ko hai te ne mamata ki ai?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
