Siope 16
1 Pea naʻe toki tali ʻe Siope, ʻo ne pehē,
Da tok Job til orde og sa:
2 Kuo lahi ʻae meʻa pehē kuo u fanongo ai: ko e kau fakafiemālie fakamamahi ʻakimoutolu kotoa pē.
Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
3 ʻE ngata afe ʻae launoa? Pe ko e hā ʻoku ne tokoniʻi koe ke ke tali?
Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
4 Te u faʻa lea foki ʻeau ʻo hangē pe ko kimoutolu: ka ne fetongi ʻaki homou laumālie ʻa hoku laumālie, te u faʻa fokotuʻu lea kiate kimoutolu, pea te u kalokalo hoku ʻulu kiate kimoutolu.
Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
5 Ka te u tokoniʻi ʻakimoutolu ʻaki hoku ngutu, pea ko e ueʻi ʻo hoku loungutu ʻe fakafiemālieʻi ʻakimoutolu.
jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
6 “Neongo ʻeku lea, ʻoku ʻikai fakasiʻisiʻi ʻeku mamahi: pea kapau te u taʻofi, ko e hā ʻeku fiemālie ai?
Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
7 Ka ko eni, kuo ne fakakikinaʻi au: kuo ke fakaʻauha ʻa hoku kāinga kotoa pē.
Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
8 Kuo ke ʻufiʻufi ʻaki au ʻae feʻufeʻu, ko e fakamoʻoni ia: pea ʻoku ha hake hoku tutue ʻo valoki ki hoku mata.
Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
9 ʻOku ne haehae au ʻi hono houhau, ʻaia ʻoku fehiʻa kiate au ʻoku ne fengaiʻitaki hono nifo kiate au, ʻoku matalili ʻa hoku fili kiate au.
Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
10 Kuo nau fakamanga honau ngutu kiate au; kuo taaʻi manuki au ʻi hoku kouʻahe; kuo nau fakataha ʻakinautolu kiate au.
De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
11 Kuo tukuange au ʻe he ʻOtua ki he kakai angahala, pea kuo ne lī au ki he nima ʻoe kakai fai kovi.
Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
12 Ne u fiemālie, ka kuo ne maumauʻi au: kuo ne kuku foki hoku kia, ʻo laiki au, ʻo fokotuʻu au ko hono fanaʻanga.
Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
13 ʻOku tuʻu takatakai kiate au ʻene kau tangata fana, ʻoku ne fahiua hoku konga loto, ʻo ʻikai tuku; ʻoku ne lilingi hoku ʻahu ki he kelekele.
Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
14 ʻOku ne maumauʻi au ʻaki ʻae tā ki he tā, ʻoku ne ʻohofia au ʻo hangē pe ha fuʻu tangata lahi.
Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
15 Kuo u tuitui ʻae tauangaʻa ki hoku kili, ʻo fakaʻuliʻi hoku nifo ʻi he efu.
Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
16 ʻOku kovi hoku mata ʻi he tangi, pea ʻoku ʻi hoku laumata ʻae malumalu ʻoe mate;
mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
17 Ka ʻoku ʻikai ʻi ha taʻetotonu kuo ʻi hoku nima: pea ʻoku māʻoniʻoni foki ʻeku lotu.
Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
18 “ʻE kelekele, ʻoua naʻa ke ʻuʻufi hoku toto, pea ʻoua naʻa hao ki ha potu ʻa ʻeku tangi.
Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
19 Ko eni foki, vakai, ʻoku ʻi he langi hoku fakamoʻoni, pea ko ia ʻoku ne ʻiloʻi au ʻoku ʻi ʻolunga.
Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
20 ʻOku manukiʻi au ʻe hoku ngaahi kāinga: ka ʻoku lilingi ʻae loʻimata ʻa hoku mata ki he ʻOtua.
Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
21 Taumaiā ke faʻa alea ʻae tangata mo e ʻOtua, ʻo hangē ko e tangata mo hono kaungāʻapi!
at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
22 ʻOka hokosia ʻae ngaahi taʻu siʻi, te u toki ʻalu ʻi he hala ʻe ʻikai te u foki mei ai.
for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
