Selemaia 5

1 “Mou felele aki ʻi he ngaahi hala ʻo Selūsalema, pea mamata, mo ʻilo, pea kumi ʻi hono ngaahi potu laulahi, kapau te mou faʻa ʻiloʻi ha tangata, pea kapau ʻoku ʻi ai ha taha ʻoku fakamaau totonu, ʻaia ʻoku kumi ki he moʻoni pea te u fakamolemole ia.

Løb om i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg paa dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Ret, lægger Vind paa Sandhed, saa jeg kan tilgive dem.

2 Pea kapau ʻoku nau pehē, ‘ʻOku moʻui ʻa Sihova;’ ko e moʻoni ʻoku nau fuakava kākā pe.

Siger de: »Saa sandt HERREN lever«, sværger de falsk.

3 ‌ʻE Sihova, ʻikai ʻoku hanga ki he moʻoni ʻa ho fofonga? Kuo ke taaʻi ʻakinautolu, ka naʻe ʻikai te nau mamahi; kuo ke fakaʻauha ʻakinautolu, ka naʻe ʻikai te nau tokanga ki he tautea: kuo nau fakafefeka hake honau mata ʻi ha maka; ʻoku ʻikai te nau fie tafoki.

HERRE, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de ømmed sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet haardere end Flint, vilde ej vende om.

4 Ko ia naʻaku pehē, “Ko e moʻoni ʻoku nau masiva: ʻoku nau vale: he ʻoku ʻikai te nau ʻilo ʻae hala ʻo Sihova, pea mo e fakamaau ʻa honau ʻOtua.

Da tænkte jeg: »Det er kun Smaafolk, Daarer er de, thi de kender ej HERRENS Vej, deres Guds Ret;

5 Te u ʻalu ki he kau tangata poto, pea te u lea kiate kinautolu; he kuo nau ʻilo ʻae hala ʻo Sihova, pea mo e fakamaau ʻa honau ʻOtua;” ka ko kinautolu ni kuo nau maumauʻi ʻaupito ʻae haʻamonga, pea motuhi ʻae ngaahi haʻi.

jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da HERRENS Vej, deres Guds Ret!« Men alle havde sønderbrudt Aaget, sprængt deres Baand.

6 Ko ia ʻe tāmateʻi ʻakinautolu ʻe he laione mei he vao, pea ʻe maumauʻi ʻakinautolu ʻe he ulofi ʻoe efiafi, pea ʻe leʻo ki honau ngaahi kolo ʻe he lēpati: ko ia kotoa pē ʻe ʻalu atu ʻi ai ʻe haehae ke iiki; koeʻuhi ko ʻenau ngaahi angahala ʻoku lahi, pea ʻoku tupu ʻenau ngaahi fakaholomui.

Derfor skal en Løve fra Skoven slaa dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som gaar derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.

7 “ʻE fēfē ʻeku fakamolemole koe koeʻuhi ko e meʻa ni? Kuo liʻaki au ʻe hoʻo fānau, pea fuakava ʻiate kinautolu ʻoku ʻikai ko e ngaahi ʻotua: hili ʻeku fafanga ʻakinautolu ke mākona, naʻa nau fai angahala, pea nau fakataha ʻo tokolahi ʻi he ngaahi fale ʻoe kau faʻa feʻauaki.

Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Naar jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;

8 Pea naʻa nau hangē ko e fanga hoosi tau kuo fafanga ʻi he pongipongi: pea naʻa nau taki taha holi ki he uaifi ʻo hono kaungāʻapi.”

de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.

9 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻIkai te u tautea koeʻuhi ko e ngaahi meʻa ni? Pea ʻikai ʻe totongi ʻe hoku laumālie ki he puleʻanga pehē?

Skal jeg ikke hjemsøge sligt? saa lyder det fra HERREN, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk?

10 “Mou ʻalu hake ki hono ngaahi ʻā, pea fakaʻauha; kaeʻoua naʻa fakaʻosi ʻaupito; ʻave ʻa hono ngaahi vaʻa; he ʻoku ʻikai ʻo Sihova ʻakinautolu.”

Stig op paa dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi HERREN tilhører de ikke.

11 He ʻoku pehē ʻe Sihova, “Kuo fai kākā ʻaupito kiate au ʻe he fale ʻo ʻIsileli, pea mo e fale ʻo Siuta.”

Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, saa lyder det fra HERREN.

12 Kuo nau fakafisingaʻi ʻa Sihova, ʻonau pehē, “ʻOku ʻikai ko ia ia; ʻe ʻikai hoko ha kovi kiate kitautolu pea ʻe ʻikai te tau mamata ki he heletā pe ha honge.

De fornægter HERREN og siger: »Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger;

13 Pea ʻe hoko ʻae kau palōfita ʻo hangē ko e matangi, pea ʻoku ʻikai ʻiate kinautolu ha lea: ʻe hoko ʻo pehē kiate kinautolu.”

Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet maa ramme dem selv!«

14 Ko ia ʻoku pehē mai ʻe Sihova ko e ʻOtua ʻoe ngaahi kautau, “Koeʻuhi kuo mou lea ʻaki ʻae lea ni, vakai, te u ngaohi ʻeku ngaahi lea ke hangē ko e afi ʻi ho ngutu, pea ko e kakai ni ke hangē ko e ʻakau, pea te ne fakaʻauha ʻakinautolu.”

Derfor, saa siger HERREN, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære.

15 Pea ʻoku pehē ʻe Sihova, “Vakai, Te u ʻomi ha kakai mei he mamaʻo kiate kimoutolu, ʻE fale ʻo ʻIsileli, ko e kakai mālohi, ko e kakai muʻa pe, ko e kakai ʻe ʻikai te ke poto ʻi heʻenau lea, pe ʻiloʻi ʻaia ʻoku nau lea ʻaki.

Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, saa lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Maal du ej kender, hvis Tale du ikke fatter;

16 ‌ʻOku tatau honau hōfangahau mo e fonualoto kuo matangaki, ko e kau tangata mālohi ʻakinautolu kotoa pē.

som en aaben Grav er dets Kogger, de er alle Kæmper;

17 Pea te nau kai ʻo ʻosi ʻa homou taʻu, pea mo hoʻomou mā, ʻaia ʻoku totonu ke kai ʻe ho ngaahi foha mo ho ngaahi ʻofefine: te nau kai ke ʻosi hoʻo fanga sipi mo hoʻo fanga manu: te nau kai ke ʻosi hoʻo ngaahi vaine mo e ngaahi ʻakau ko e fiki: te nau fakamasiva ʻaki ʻae heletā ʻa ho ngaahi kolo mālohi, ʻaia naʻa ke falala ki ai.”

det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtre, det skal æde dit Smaakvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler paa.

18 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Ka ʻe ʻikai te u fakaʻosi ʻaupito ʻakimoutolu, ʻi he ngaahi ʻaho ko ia.

Men selv i de Dage, lyder det fra HERREN, vil jeg ikke udslette eder.

19 Pea ʻe hoko ʻo pehē, ʻoka mou ka pehē, ‘Ko e hā ʻoku fai ai ʻe Sihova ko hotau ʻOtua ʻae ngaahi meʻa ni kotoa pē kiate kitautolu?’ Pea te ke toki lea pehē kiate kinautolu, ‘ʻO hangē kuo mou liʻaki au, pea tauhi ki he ngaahi ʻotua kehe ʻo homou fonua, ʻe pehē hoʻomou tauhi ki he kakai muli ʻi he fonua ʻoku ʻikai ʻomoutolu.’

Og naar de siger: »Hvorfor har HERREN vor Gud gjort os alt det?« sig saa til dem: »Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, saaledes skal I tjene fremmede i et Land, der ikke er eders.«

20 “Fakahā ʻae meʻa ni ʻi he fale ʻo Sēkope, pea fakahā ia ʻia Siuta, ʻo pehē,

Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda:

21 ‘Fanongo, ki he meʻa ni, ʻae kakai vale, pea taʻeloto; ʻakimoutolu ʻoku mata, ka ʻoku ʻikai mamata; ʻakimoutolu ʻoku telinga ka ʻoku ʻikai ongoʻi.’

Hør dette, du taabelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører:

22 ‌ʻOku pehē mai ʻe Sihova, ‘ʻIkai te mou manavahē kiate au? ʻE ʻikai te mou tetetete ʻi hoku ʻao? Kuo u ʻai ʻae ʻoneʻone ko e fakangatangata ʻoe tahi ʻi he fono taʻengata, ʻaia ʻe ʻikai te ne faʻa laka ai; kapau ʻe hake hono ngaahi peau, ʻe ʻikai te nau mālohi; kapau te nau ʻuʻulu, ka ʻe ʻikai te nau faʻa laka ai.’

Vil I ikke frygte mig, lyder det fra HERREN, eller bæve for mit Aasyn? Jeg, som gjorde Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.

23 “Ka ʻoku maʻu ʻe he kakai ni ʻae loto tafoki mo angatuʻu; kuo nau tafoki pea ʻalu.

Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort.

24 Pea naʻe ʻikai te nau pehē ʻi honau loto, ‘Ko eni, ke tau manavahē kia Sihova ko hotau ʻOtua, ʻaia ʻoku ne foaki kiate kitautolu ʻae ʻuha muʻa mo e ʻuha mui, ʻi hono ʻaho totonu: pea kuo ne tauhi maʻatautolu ʻae ngaahi uike tuʻutuʻuni ki he ututaʻu.’

De siger ikke i deres Hjerte: »Lad os frygte HERREN vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes.«

25 “Kuo fakaafe ʻae ngaahi meʻa ni meiate kimoutolu ʻe hoʻomou ngaahi angahala, pea kuo taʻofi ʻae ngaahi meʻa lelei meiate kimoutolu ʻe hoʻomou ngaahi hia.

Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.

26 He ʻoku ai ʻae kau angakovi ʻi hoku kakai: ʻoku nau toitoi, ʻo hangē ko ia ʻoku tautau ʻae ngaahi hele; ʻoku nau ʻai ʻae tauhele, ke nau moʻua ai ʻae kau tangata.

Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger paa Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker.

27 Pea ʻoku pito honau ngaahi fale ʻi he kākā, ʻo hangē ʻoku pito ʻae finaki ʻi he ngaahi manupuna: ko ia kuo nau hoko ai ke lahi, pea maʻu meʻa.

Som et Bur er fuldt af Fugle, saaledes er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige.

28 Kuo nau hoko ke sino, pea ngingila; ʻio, kuo nau kovi lahi hake ʻi he kau angahala: ʻoku ʻikai te nau fakamaau ʻae meʻa, ko e meʻa ʻae tamai mate; pea ʻoku ʻikai te nau fakamaau ʻae meʻa totonu ʻae masiva, ka ʻoku nau monūʻia.”

De er tykke og fede; og saa strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det maatte gaa dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret.

29 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova; “ʻIkai te u tautea koeʻuhi ko e ngaahi meʻa ni?”

Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra HERREN; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk?

30 Kuo fai ha meʻa fakaofo mo fakailifia ʻi he fonua.

Gyselige, grufulde Ting gaar i Svang i Landet;

31 ‌ʻOku kikite kākā ʻae kau palōfita, pea ʻoku kau taha mo kinautolu ʻae kau taulaʻeiki; pea ʻoku loto ʻa hoku kakai ke pehē pe ia: pea ko e hā te mou fai ʻi hono ikuʻanga?

Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det saa. Men hvad vil I gøre, naar Enden kommer?