Selemaia 5

1 “Mou felele aki ʻi he ngaahi hala ʻo Selūsalema, pea mamata, mo ʻilo, pea kumi ʻi hono ngaahi potu laulahi, kapau te mou faʻa ʻiloʻi ha tangata, pea kapau ʻoku ʻi ai ha taha ʻoku fakamaau totonu, ʻaia ʻoku kumi ki he moʻoni pea te u fakamolemole ia.

Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den.

2 Pea kapau ʻoku nau pehē, ‘ʻOku moʻui ʻa Sihova;’ ko e moʻoni ʻoku nau fuakava kākā pe.

Og om de end sige: Saa vist som Herren lever, saa sværge de dog falskelig.

3 ‌ʻE Sihova, ʻikai ʻoku hanga ki he moʻoni ʻa ho fofonga? Kuo ke taaʻi ʻakinautolu, ka naʻe ʻikai te nau mamahi; kuo ke fakaʻauha ʻakinautolu, ka naʻe ʻikai te nau tokanga ki he tautea: kuo nau fakafefeka hake honau mata ʻi ha maka; ʻoku ʻikai te nau fie tafoki.

Herre! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en Klippe, de vægrede sig ved at vende om.

4 Ko ia naʻaku pehē, “Ko e moʻoni ʻoku nau masiva: ʻoku nau vale: he ʻoku ʻikai te nau ʻilo ʻae hala ʻo Sihova, pea mo e fakamaau ʻa honau ʻOtua.

Men jeg sagde: Det er vel kun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende Herrens Vej, deres Guds Ret;

5 Te u ʻalu ki he kau tangata poto, pea te u lea kiate kinautolu; he kuo nau ʻilo ʻae hala ʻo Sihova, pea mo e fakamaau ʻa honau ʻOtua;” ka ko kinautolu ni kuo nau maumauʻi ʻaupito ʻae haʻamonga, pea motuhi ʻae ngaahi haʻi.

jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide Herrens Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.

6 Ko ia ʻe tāmateʻi ʻakinautolu ʻe he laione mei he vao, pea ʻe maumauʻi ʻakinautolu ʻe he ulofi ʻoe efiafi, pea ʻe leʻo ki honau ngaahi kolo ʻe he lēpati: ko ia kotoa pē ʻe ʻalu atu ʻi ai ʻe haehae ke iiki; koeʻuhi ko ʻenau ngaahi angahala ʻoku lahi, pea ʻoku tupu ʻenau ngaahi fakaholomui.

Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne ødelægger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Stæder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige.

7 “ʻE fēfē ʻeku fakamolemole koe koeʻuhi ko e meʻa ni? Kuo liʻaki au ʻe hoʻo fānau, pea fuakava ʻiate kinautolu ʻoku ʻikai ko e ngaahi ʻotua: hili ʻeku fafanga ʻakinautolu ke mākona, naʻa nau fai angahala, pea nau fakataha ʻo tokolahi ʻi he ngaahi fale ʻoe kau faʻa feʻauaki.

Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen.

8 Pea naʻa nau hangē ko e fanga hoosi tau kuo fafanga ʻi he pongipongi: pea naʻa nau taki taha holi ki he uaifi ʻo hono kaungāʻapi.”

De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru.

9 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻIkai te u tautea koeʻuhi ko e ngaahi meʻa ni? Pea ʻikai ʻe totongi ʻe hoku laumālie ki he puleʻanga pehē?

Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren; og skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk, som dette er?

10 “Mou ʻalu hake ki hono ngaahi ʻā, pea fakaʻauha; kaeʻoua naʻa fakaʻosi ʻaupito; ʻave ʻa hono ngaahi vaʻa; he ʻoku ʻikai ʻo Sihova ʻakinautolu.”

Stiger op paa dens Mure og fordærver, men gører ikke aldeles Ende paa den; borttager dens Ranker, thi de ere ikke Herrens.

11 He ʻoku pehē ʻe Sihova, “Kuo fai kākā ʻaupito kiate au ʻe he fale ʻo ʻIsileli, pea mo e fale ʻo Siuta.”

Thi Israels Hus og Judas Hus have været helt troløse imod mig, siger Herren.

12 Kuo nau fakafisingaʻi ʻa Sihova, ʻonau pehē, “ʻOku ʻikai ko ia ia; ʻe ʻikai hoko ha kovi kiate kitautolu pea ʻe ʻikai te tau mamata ki he heletā pe ha honge.

De fornægtede Herren og sagde: Ham er det ikke; og Ulykke skal ikke komme paa os, og Sværd og Hunger skulle vi ikke se.

13 Pea ʻe hoko ʻae kau palōfita ʻo hangē ko e matangi, pea ʻoku ʻikai ʻiate kinautolu ha lea: ʻe hoko ʻo pehē kiate kinautolu.”

Og Profeterne skulle blive til Vind, og der er ingen, som taler i dem; saaledes skal det ske dem.

14 Ko ia ʻoku pehē mai ʻe Sihova ko e ʻOtua ʻoe ngaahi kautau, “Koeʻuhi kuo mou lea ʻaki ʻae lea ni, vakai, te u ngaohi ʻeku ngaahi lea ke hangē ko e afi ʻi ho ngutu, pea ko e kakai ni ke hangē ko e ʻakau, pea te ne fakaʻauha ʻakinautolu.”

Derfor, saa siger Herren, den Gud Zebaoth: Efterdi I sige dette Ord, se, da gør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem.

15 Pea ʻoku pehē ʻe Sihova, “Vakai, Te u ʻomi ha kakai mei he mamaʻo kiate kimoutolu, ʻE fale ʻo ʻIsileli, ko e kakai mālohi, ko e kakai muʻa pe, ko e kakai ʻe ʻikai te ke poto ʻi heʻenau lea, pe ʻiloʻi ʻaia ʻoku nau lea ʻaki.

Se, jeg vil lade komme et Folk langvejsfra over eder, Israels Hus, siger Herren; det er et haardt Folk, det er et Folk, som har været til fra gammel Tid af; et Folk, hvis Tungemaal du ikke kender, og hvis Tale du ikke forstaar;

16 ‌ʻOku tatau honau hōfangahau mo e fonualoto kuo matangaki, ko e kau tangata mālohi ʻakinautolu kotoa pē.

dets Kogger er som en aaben Grav; de ere alle sammen Kæmper.

17 Pea te nau kai ʻo ʻosi ʻa homou taʻu, pea mo hoʻomou mā, ʻaia ʻoku totonu ke kai ʻe ho ngaahi foha mo ho ngaahi ʻofefine: te nau kai ke ʻosi hoʻo fanga sipi mo hoʻo fanga manu: te nau kai ke ʻosi hoʻo ngaahi vaine mo e ngaahi ʻakau ko e fiki: te nau fakamasiva ʻaki ʻae heletā ʻa ho ngaahi kolo mālohi, ʻaia naʻa ke falala ki ai.”

Og det skal fortære din Høst og dit Brød, det skal fortære dine Sønner og dine Døtre, det skal fortære dine Faar og dine Øksne, det skal fortære dit Vintræ og dit Figentræ; det skal forstyrre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, ved Sværdet.

18 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Ka ʻe ʻikai te u fakaʻosi ʻaupito ʻakimoutolu, ʻi he ngaahi ʻaho ko ia.

Men ogsaa i disse Dage, siger Herren, vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa eder.

19 Pea ʻe hoko ʻo pehē, ʻoka mou ka pehē, ‘Ko e hā ʻoku fai ai ʻe Sihova ko hotau ʻOtua ʻae ngaahi meʻa ni kotoa pē kiate kitautolu?’ Pea te ke toki lea pehē kiate kinautolu, ‘ʻO hangē kuo mou liʻaki au, pea tauhi ki he ngaahi ʻotua kehe ʻo homou fonua, ʻe pehē hoʻomou tauhi ki he kakai muli ʻi he fonua ʻoku ʻikai ʻomoutolu.’

Og det skal ske, naar I sige: Hvorfor gjorde Herren vor Gud alle disse Ting ved os? da skal du sige til dem: Ligesom I forlode mig og tjente de fremmede Guder i eders Land, saaledes skulle I og tjene fremmede i et Land, som ikke er eders.

20 “Fakahā ʻae meʻa ni ʻi he fale ʻo Sēkope, pea fakahā ia ʻia Siuta, ʻo pehē,

Kundgører dette i Jakobs Hus, og lader det høres i Juda, saa der siges:

21 ‘Fanongo, ki he meʻa ni, ʻae kakai vale, pea taʻeloto; ʻakimoutolu ʻoku mata, ka ʻoku ʻikai mamata; ʻakimoutolu ʻoku telinga ka ʻoku ʻikai ongoʻi.’

Hør dog dette, du taabelige og uforstandige Folk; de have Øjne og se ikke, de have Øren og høre ikke.

22 ‌ʻOku pehē mai ʻe Sihova, ‘ʻIkai te mou manavahē kiate au? ʻE ʻikai te mou tetetete ʻi hoku ʻao? Kuo u ʻai ʻae ʻoneʻone ko e fakangatangata ʻoe tahi ʻi he fono taʻengata, ʻaia ʻe ʻikai te ne faʻa laka ai; kapau ʻe hake hono ngaahi peau, ʻe ʻikai te nau mālohi; kapau te nau ʻuʻulu, ka ʻe ʻikai te nau faʻa laka ai.’

Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke skælve for mit Ansigt? jeg, som har sat Sand til Havets Grænse, en evig Skik, som det ikke kan overskride; saa at, om dets Bølger end bevæge sig stærkt, de ikke formaa noget, og om de bruse, de dog ikke overskride den.

23 “Ka ʻoku maʻu ʻe he kakai ni ʻae loto tafoki mo angatuʻu; kuo nau tafoki pea ʻalu.

Men dette Folk har et modvilligt og genstridigt Hjerte; de afvege og gik bort.

24 Pea naʻe ʻikai te nau pehē ʻi honau loto, ‘Ko eni, ke tau manavahē kia Sihova ko hotau ʻOtua, ʻaia ʻoku ne foaki kiate kitautolu ʻae ʻuha muʻa mo e ʻuha mui, ʻi hono ʻaho totonu: pea kuo ne tauhi maʻatautolu ʻae ngaahi uike tuʻutuʻuni ki he ututaʻu.’

Og de sige ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte Herren vor Gud, ham, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; de til Høsten beskikkede Uger bevarer han os.

25 “Kuo fakaafe ʻae ngaahi meʻa ni meiate kimoutolu ʻe hoʻomou ngaahi angahala, pea kuo taʻofi ʻae ngaahi meʻa lelei meiate kimoutolu ʻe hoʻomou ngaahi hia.

Eders Misgerninger have forvendt disse Ting, og eders Synder have holdt det gode borte fra eder.

26 He ʻoku ai ʻae kau angakovi ʻi hoku kakai: ʻoku nau toitoi, ʻo hangē ko ia ʻoku tautau ʻae ngaahi hele; ʻoku nau ʻai ʻae tauhele, ke nau moʻua ai ʻae kau tangata.

Thi der findes ugudelige iblandt mit Folk, de lure, som Fuglefængere dukke sig; de have sat Fælder, de ville fange Folk.

27 Pea ʻoku pito honau ngaahi fale ʻi he kākā, ʻo hangē ʻoku pito ʻae finaki ʻi he ngaahi manupuna: ko ia kuo nau hoko ai ke lahi, pea maʻu meʻa.

Som et Fuglebur er fuldt af Fugle, saaledes ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.

28 Kuo nau hoko ke sino, pea ngingila; ʻio, kuo nau kovi lahi hake ʻi he kau angahala: ʻoku ʻikai te nau fakamaau ʻae meʻa, ko e meʻa ʻae tamai mate; pea ʻoku ʻikai te nau fakamaau ʻae meʻa totonu ʻae masiva, ka ʻoku nau monūʻia.”

De ere blevne fede, de glinse, de strømme over med Ondskabs Ord, de udføre ingen Sag, ja, ikke den faderløses Sag, saa at de sætte den igennem, og de skaffe ikke de fattige Ret.

29 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova; “ʻIkai te u tautea koeʻuhi ko e ngaahi meʻa ni?”

Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk som dette?

30 Kuo fai ha meʻa fakaofo mo fakailifia ʻi he fonua.

Forskrækkelige og gruelige Ting ske i Landet;

31 ‌ʻOku kikite kākā ʻae kau palōfita, pea ʻoku kau taha mo kinautolu ʻae kau taulaʻeiki; pea ʻoku loto ʻa hoku kakai ke pehē pe ia: pea ko e hā te mou fai ʻi hono ikuʻanga?

Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?