ʻIsaia 41

1 “ʻAe ngaahi motu, mou fakalongo pē ʻi hoku ʻao; pea tuku ke fakafoʻou ʻe he kakai honau mālohi: tuku ke nau haʻu ke ofi; pea toki tuku ke nau lea: ke tau ʻunuʻunu ke ofi ki he fakamaau.

Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft, komme hid og tage til Orde, lad os sammen gaa frem for Retten!

2 Ko hai naʻa ne fokotuʻu ʻae tangata māʻoniʻoni mei he potu hahake, ʻo ui ia ki hono vaʻe, pea foaki ʻae ngaahi puleʻanga ʻi hono ʻao, pe ngaohi ia ke pule ki he ngaahi tuʻi? Naʻa ne foaki ʻakinautolu ʻo hangē ko e efu ki heʻene heletā, pea hangē ko e veve kuo vilingia ki heʻene kaufana.

Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod gaar fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Straa,

3 Naʻa ne tulia ʻakinautolu, pea ʻalu fiemālie pe; ʻio, ʻi he hala naʻe ʻikai fou ai hono vaʻe.

forfølger dem, gaar uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har traadt.

4 Ko hai kuo ngāue mo fai ia, ʻo ne ui ʻae toʻutangata mei he kamataʻanga? Ko au ko Sihova, ko e ʻuluaki pea mo e kimui; ko au ia.

Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne frem, jeg, HERREN, som er den første og end hos de sidste den samme.

5 Naʻe mamata ʻe he ngaahi motu, pea manavahē; naʻe manavahē ʻae ngaahi ngataʻanga ʻo māmani, ʻonau ʻunuʻunu mai, pea haʻu.

Fjerne Strande saa det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de nærmede sig og kom.

6 Naʻe tokoni taki taha ki hono kaungāʻapi; pea pehē taki taha ki hono tokoua, “Ke ke lototoʻa.”

Den ene hjælper den anden og siger: »Broder, fat Mod!«

7 Ko ia naʻe tokoni ʻae tufunga ʻakau ki he tufunga koula, pea mo ia ʻoku fakamolemole ʻaki ʻae hamala ʻaia naʻa ne taaʻi ki he fakalalango, ʻo pehē, “Kuo ʻosi” hono teu ki he fakahoko: pea ne fakamaʻu ia ʻaki ʻae ngaahi faʻo, ke ʻoua naʻa ngaue ia.

Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer; Lodningen tager han god og sømmer det fast, saa det staar.

8 Ka ko koe, ʻE ʻIsileli, ko ʻeku tamaioʻeiki, ʻE Sēkope ʻa koe kuo u fili, ko e hako ʻo ʻEpalahame ko hoku kāinga.

Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, — Ætling af Abraham, min Ven —

9 ‌ʻA koe kuo u toʻo mei he ngataʻanga ʻo māmani, pea ui mei he kau tangata tuʻu ki muʻa ʻi ai, pea kuo u pehē kiate koe, ‘Ko koe ko ʻeku tamaioʻeiki;’ kuo u fili koe, ka naʻe ʻikai liʻaki koe.

hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste Kroge, til hvem jeg sagde: »Du min Tjener, som jeg valgte og ikke vraged«:

10 ‌ʻOua naʻa ke manavahē; he ʻoku ou ʻiate koe: ʻoua ʻe loto vaivai; he ko au ko ho ʻOtua, te u fakamālohi koe; ʻio, te u tokoni koe; ʻio, te u poupou hake koe ʻaki ʻae nima toʻomataʻu ʻo ʻeku angatonu.

Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej raadvild, thi jeg er din Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig.

11 Vakai, ko kinautolu kotoa pē naʻe ʻita kiate koe te nau mā pea puputuʻu: te nau hangē ko e meʻa noa pe; pea ʻe ʻauha mo kinautolu ʻoku fai kovi kiate koe.

Se, Skam og Skændsel faar alle, som er dig fjendske, til intet bliver de, der trætter med dig, de forgaar.

12 Te ke kumi ʻakinautolu, ka e ʻikai ʻiloʻi ʻakinautolu, ʻio, ʻakinautolu naʻe fai mo koe: ko kinautolu ʻoku tauʻi koe te nau hangē ko e meʻa noa pe, pea hangē ha meʻa ʻoku ʻikai.

Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til Luft bliver de, der strides med dig.

13 He ko au ko Sihova ko ho ʻOtua te u puke ho nima toʻomataʻu, ʻo pehē kiate koe, ‘ʻOua ʻe manavahē; te u tokoni koe.’

Thi jeg, som er HERREN din Gud, jeg griber din Haand, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper.

14 ‌ʻOua naʻa manavahē ʻa koe, ko e kelemutu ko Sēkope, pea mo kimoutolu ʻae kau tangata ʻo ʻIsileli; ʻOku pehē ʻe Sihova, ko ho huhuʻi, ko e tokotaha māʻoniʻoni ʻo ʻIsileli, te u tokoni kiate koe.

Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra HERREN, din Genløser er Israels Hellige.

15 Vakai, te u ngaohi kiate koe ha meʻa haha foʻou ʻoku māsila pea nifo: te ke haha ʻae ngaahi moʻunga, pea taaʻi ke iiki, pea ngaohi ʻae ngaahi tafungofunga ʻo hangē ko e veve vilingia.

Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal tærske og knuse Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner;

16 Te ke tuiʻi ʻakinautolu, pea ko e matangi te ne puneekina ʻakinautolu, pea ko e ʻahiohio te ne vetekina ʻakinautolu: pea te ke fiefia ko e ʻia Sihova, pea vikiviki ʻi he tokotaha māʻoniʻoni ʻo ʻIsileli.

du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men du skal juble i HERREN, rose dig af Israels Hellige.

17 ‌ʻOka kumi ʻe he masiva mo e paea ʻae vai, pea ʻoku ʻikai ia, pea ʻoku vaivai honau ʻelelo ʻi he fieinu, Ko au ko Sihova te u fanongo kiate kinautolu, Ko au ko e ʻOtua ʻo ʻIsileli ʻe ʻikai te u liʻaki ʻakinautolu.

Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af Tørst; jeg, HERREN, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud.

18 Te u fakaava ʻae ngaahi vaitafe ʻi he ngaahi potu māʻolunga, pea mo e ngaahi matavai ʻi he ngaahi teleʻa: te u ngaohi ʻae toafa ko e anovai, pea mo e fonua mōmoa ko e ngaahi matavai.

Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld.

19 Te u tō ʻi he toafa ʻae sita, ʻae ʻakau ko e sita, pea mo e maile, pea mo e ʻakau lolo; te u tō fakataha ʻi he toafa lala ʻae ʻakau ko e fea, pea mo e paini, pea mo e ʻakau ko e pokasi:

I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran,

20 Koeʻuhi ke nau mamata, pea ongoʻi, pea tokanga, pea ʻilo fakataha, ko e nima ʻo Sihova kuo ne fai ʻae meʻa ni, pea kuo fakatupu ia ʻe he tokotaha māʻoniʻoni ʻo ʻIsileli.

at de maa se og kende, mærke sig det og indse, at HERRENS Haand har gjort det, Israels Hellige skabt det.

21 ‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Fakahā hoʻomou meʻa;” ʻoku pehē ʻe he Tuʻi ʻo Sēkope, “ʻOmi hoʻomou lea mamafa.”

Fremlæg eders Sag, siger HERREN, kom med Bevis! siger Jakobs Konge.

22 “Tuku ke nau ʻomi ia, pea fakahā kiate kimautolu pe ko e hā ʻe hoko: tuku ke nau fakahā ʻae ngaahi meʻa muʻa, pe ko e hā ia, ke mau fifili ki ai, pea ʻilo mo hono fakamoʻoni ʻo ia; pe fakahā kiate kimautolu ʻae ngaahi meʻa ʻe haʻu ʻamui.

De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer!

23 Fakahā ʻae ngaahi meʻa ʻe hoko ʻamui, ke mau ʻilo ko e ngaahi ʻotua ʻakimoutolu: ʻio, fai lelei, pe fai kovi, ke mau ilifia, pea mamata fakataha ki ai.

Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, saa maaler vi os med hinanden!

24 Vakai, ʻoku siʻi hifo ʻakimoutolu ʻi he meʻa ʻoku ʻikai, pea ko hoʻomou ngāue ko e meʻa noa pe: ʻoku fakalielia ia ʻaia ʻoku ne fili ʻakimoutolu.

Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder vælger.

25 “Kuo u fokotuʻu ha tokotaha mei he potu tokelau, pea ʻe haʻu ia: talu mei he hopo ʻae laʻā te ne ui ki hoku huafa: pea te ne molomoloki ʻae houʻeiki ʻo hangē ko e lahe kuo hakaluku, pea hangē ʻoku molomoloki ʻe he tangata ngaohi ipu ʻae ʻumea.

Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter sit Ler.

26 Ko hai kuo ne fakahā mei he kamataʻanga, ke mau ʻilo ia? Pea ʻi muʻa, ke mau pehē ai, ‘ʻOku moʻoni ʻae meʻa ni?’ Ko e moʻoni, ʻoku ʻikai ha tokotaha naʻe tomuʻa tala ia, ko e moʻoni, ʻoku ʻikai ha taha naʻe fakahā ia, ʻio, naʻe ʻikai ha tokotaha te ne fanongo ki hoʻomou ngaahi lea.

Hvo forkyndte det før, saa vi vidste det, forud, saa vi sagde: »Han fik Ret!« Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt eders Ord.

27 Ne u fuofua pehē ki Saione, ‘Vakai, vakai kiate kinautolu:’ pea ne u foaki ki Selūsalema ha tokotaha ʻoku ʻomi ʻae ongoongolelei.

Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud.

28 He naʻaku mamata, ka naʻe ʻikai ha tangata; ʻio, ʻiate kinautolu, pea naʻe ʻikai ha fakahinohino, pea ʻi heʻeku ʻeke kiate kinautolu, naʻe ʻikai te nau tali ʻaki ha momoʻi lea.

Jeg ser mig om — der er ingen, ingen af dem ved Raad, saa de svarer mig paa mit Spørgsmaal.

29 Vakai, ko e vaʻinga kotoa pē ʻa ʻenau ngāue: ko e matangi mo e vaʻinga ʻa ʻenau ngaahi tamapua kuo haka.

Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed.