Hosea 9
1 ʻOua naʻa ke nekeneka, ʻe ʻIsileli, ʻi he fiefia, hangē ko e kakai kehe: he kuo ke ʻalu ʻo feʻauaki mei ho ʻOtua, kuo ke manako ʻae totongi ʻi he hahaʻanga koane kotoa pē.
Israel, glæd dig ikke med Folkenes Jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, paa hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.
2 Ko e hahaʻanga, mo e tataʻoʻanga uaine ʻe ʻikai fafanga ai ʻakinautolu, pea ʻe ʻikai ʻiate ia ʻae uaine foʻou.
Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slaar fejl for dem.
3 ʻE ʻikai te nau nofo ʻi he fonua ʻo Sihova; ka ʻe tafoki ʻa ʻIfalemi ki ʻIsipite, pea te nau kai ʻae meʻa taʻemaʻa ʻi ʻAsilia.
Ej skal de blive i HERRENS Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur.
4 ʻE ʻikai te nau feilaulau ʻaki ʻae uaine kia Sihova, pea ʻe ʻikai te ne fiemālie ai: ko ʻenau ngaahi feilaulau ʻe hangē ko e mā ʻae kau tangilāulau kiate kinautolu; ko kinautolu kotoa pē ʻoku kai ai te nau ʻuli ai: he ko e mā maʻa honau laumālie, ʻe ʻikai hoko ia ki he fale ʻo Sihova.
Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det, uren; thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENS Hus kommer intet.
5 Ko e hā te mou fai ʻi he ʻaho mamafa, pea ʻi he ʻaho ʻoe kātoanga ʻa Sihova?
Hvad gør I paa Højtidsdagen, paa HERRENS Festdag?
6 He, vakai, kuo nau ʻalu koeʻuhi ko e fakaʻauha: ʻe tānaki ʻakinautolu ʻe ʻIsipite, ʻe tanu ʻakinautolu ʻe Memifisi: ko e ngaahi potu lelei ki heʻenau siliva, ʻe maʻu ia ʻe he hongohongo: ʻe ʻi honau ngaahi fale fehikitaki ʻae ʻakau talatala.
Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.
7 Ko e ngaahi ʻaho ʻoe ʻaʻahi kuo hoko, ko e ngaahi ʻaho ʻoe totongi kuo hoko; ʻe ʻilo ia ʻe ʻIsileli, ‘Ko e palōfita ko e vale ia,’ ʻoku faha ʻae tangata fakalaumālie, ko e meʻa ʻi he lahi ʻo hoʻo hia, mo e fehiʻa lahi.
Hjemsøgelsens Dage kommer, Gengældelsens Dage, det skal Israel mærke. »Afsindig er Profeten, forrykt den af Aanden grebne« — fordi din Brøde er stor og Fjendskabet stort!
8 Ko e tangata leʻo ʻo ʻIfalemi naʻe ʻi hoku ʻOtua: ka ko e palōfita ko e tauhele ʻae tangata tauhele manu ʻi hono hala kotoa pē, mo e fehiʻanekina ʻi he fale ʻo hono ʻOtua.
I sin Guds Hus lurer Efraim paa Profeten; der er Snarer paa alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb.
9 Kuo nau fakaʻuliʻi lahi ʻakinautolu ʻo hangē ko e ngaahi ʻaho ʻo Kipea: ko ia te ne manatu ʻenau hia, te ne ʻaʻahi ki heʻenau angahala.
Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.
10 Ne u ʻilo ʻa ʻIsileli hangē ko e kālepi ʻi he toafa; ne u mamata ki hoʻo ngaahi tamai, hangē ko e tomuʻa momoho ʻi he ʻakau ko e fiki ʻi hono ʻuluaki toʻukai: ka ne nau ʻalu ki Peali-Peoli, pea mavahe ʻakinautolu ke nau mā; pea ko ʻenau ngaahi fakalielia naʻe tatau mo ʻenau manako.
Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner paa Træet saa jeg eders Fædre. De kom til Ba'al-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.
11 Ka ko ʻIfalemi, ʻe puna atu hono nāunau hangē ko e manupuna, mei he fāʻele, mo e manāva, pea mei he tuituʻia.
Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse — forbi!
12 Neongo ʻoku nau tauhi ʻenau fānau, ka te u fakamasiva ʻakinautolu, ke ʻoua naʻa toe ha tangata: ʻio, malaʻia foki kiate kinautolu ʻo kau ka mahuʻi meiate kinautolu!
Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve ogsaa dem, naar jeg viger fra dem!
13 ʻOku tō ʻa ʻIfalemi ʻi he potu lelei, hangē naʻaku mamata ki Taia; ka ʻe fanauʻi ʻe ʻIfalemi ʻa ʻene fānau ki he fakapō.
Efraim saa jeg som en Mand, der gør Jagt paa sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.
14 Foaki kiate kinautolu, ʻe Sihova: ko e hā te ke foaki? Foaki kiate kinautolu ʻae manāva tōtama mo e huhu maha.
Giv dem, HERRE — ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster!
15 “Ko ʻenau angakovi kotoa pē ʻoku ʻi Kilikali: he naʻe ʻi ai ʻeku fehiʻa kiate kinautolu: koeʻuhi ko e kovi ʻo ʻenau faianga, te u kapusi ʻakinautolu mei hoku fale, ʻe ʻikai te u toe ʻofa kiate kinautolu: ko e kau angatuʻu ʻa honau houʻeiki kotoa pē.
I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster.
16 Kuo taaʻi ʻa ʻIfalemi, kuo mōmoa honau aka, ʻe ʻikai te nau fua: ʻio, neongo ʻoku nau fānau, ka te u tāmateʻi ʻae ʻofeina ʻa honau manāva.”
Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og faar de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.
17 Ko hoku ʻOtua te ne liʻaki ʻakinautolu, koeʻuhi naʻe ʻikai te nau fanongo kiate ia: pea te nau hoko ko e kau ʻāuhē ʻi he ngaahi puleʻanga.
Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.
