Kau ʻAposetolo 14

1 Pea naʻe pehē ʻi ʻIkoniume, naʻa na ō fakataha ki he falelotu ʻoe kakai Siu, pea ko e meʻa ʻi heʻena lea, naʻe tui ʻae fuʻu tokolahi ʻi he Siu mo e Senitaile.

Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte saaledes, at en stor Mængde, baade af Jøder og Grækere, troede.

2 Ka ko e kau Siu taʻetui, naʻa nau ueʻi kovi ʻae kakai Senitaile, ʻo fakakoviʻi honau loto ki he kāinga.

Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene.

3 Ka naʻe nofo fuoloa ai ʻakinaua, ʻo na lea mālohi ʻi he ʻEiki, pea naʻe fakamoʻoni ʻe ia ki he folofola ʻo ʻene ʻaloʻofa, ʻo ne tuku ke fai ʻe hona nima ʻae ngaahi mana mo e meʻa fakaofo.

De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder.

4 Ka naʻe vaeua ʻae kakai ʻoe kolo: naʻe kau ʻae niʻihi ki he kakai Siu, ka ko e niʻihi ki he ongo ʻaposetolo.

Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.

5 Pea fai ke feʻohofi ʻae Senitaile, mo e Siu mo honau ngaahi pule, ke ngaohikoviʻi mo tolongaki ʻaki ʻae maka ʻakinaua.

Men da der blev et Opløb, baade af Hedningerne og Jøderne med samt deres Raadsherrer, for at mishandle og stene dem,

6 Pea naʻa na ʻilo ki ai, pea na hola ki Lisita mo Teape, ko e ongo kolo ʻo Likonia, pea ki he ngaahi potu naʻe vāofi:

og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land,

7 Pea naʻa na malangaʻaki ai ʻae ongoongolelei.

og der forkyndte de Evangeliet.

8 Pea naʻe nofo ʻi Lisita ʻae tangata ʻe taha, naʻe veʻe mate, ko e pipiki ia mei he manāva ʻo ʻene faʻē, kuo teʻeki ʻaupito ke ʻeveʻeva:

Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gaaet.

9 Pea naʻe fanongo ia ki he lea ʻa Paula: ʻaia naʻe sio fakamamaʻu kiate ia, pea ne ʻilo kuo maʻu ʻe ia ʻae tui ke moʻui ai,

Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet paa ham og saa, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst:

10 Pea ne leaʻaki ʻae leʻo lahi, “Tuʻu totonu hake ʻi ho vaʻe.” Pea naʻe hopohopo ia, ʻo ʻeveʻeva.

„Staa ret op paa dine Fødder!” Og han sprang op og gik omkring.

11 Pea ʻi he mamata ʻae kakai ki he meʻa kuo fai ʻe Paula, naʻa nau kalanga, ʻi he lea fakaLikonia, ʻo pehē, “Kuo maliu hifo ʻae ngaahi ʻotua kiate kitautolu ʻi he anga ʻoe tangata.”

Men da Skarerne saa, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde paa Lykaonisk: „Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os.”

12 Pea naʻa nau ui ʻa Pānepasa, ko Supita; kae [ui ]ʻa Paula, ko Mekulio, koeʻuhi ko ia ia naʻe faʻa malanga.

Og de kaldte Barnabas Zeus, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet.

13 Pea ko e taulaʻeiki ʻo Supita, ʻaia naʻe ʻi honau veʻe kolo, ne ʻomi ʻe ia ki he matapā ʻae fanga pulu, mo e tuinga kakala, pea nau tokanga mo e kakai ke feilaulau.

Men Præsten ved Zeustemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne.

14 Ka ʻi he fanongo ki ai ʻae ongo ʻaposetolo, ko Pānepasa mo Paula, naʻa na haehae hona kofu, pea na feleleʻi ki he kakai, mo na kalanga,

Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren,

15 ‌ʻo pehē, “ʻAe kau tangata, ko e hā ʻoku mou fai ai ʻae ngaahi meʻa ni? Ko e ongo tangata pe ʻakimaua ʻo hangē ko kimoutolu, pea ʻoku ma malanga kiate kimoutolu ke mou tafoki mei he ngaahi vaʻinga ni ki he ʻOtua moʻui, ʻaia naʻa ne ngaohi ʻae langi, mo māmani, mo e tahi, mo e meʻa kotoa pē ʻoku ʻi ai:

raabte og sagde: „I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Kaar undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem;

16 ‌ʻAia naʻa ne tuku ke ʻeveʻeva ʻae ngaahi puleʻanga kotoa pē ʻi honau ngaahi hala, ʻi he ngaahi kuonga kuo hili ange.

han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje,

17 Ka naʻe ʻikai ke ne tuku ia taʻehaʻanefakamoʻoni, he naʻe fai lelei mai ʻe ia, ʻo tuku kiate kitautolu ʻae ʻuha mei he langi, mo e ngaahi taʻu mahu, ʻo ne fakapito ʻaki ʻakitautolu ʻae meʻakai mo e fiefia.”

ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde.”

18 Pea naʻe ʻikai te na meimei faʻa taʻofi ʻae kakai, ʻaki ʻae lea ni, ke ʻoua te nau feilaulau kiate kinaua.

Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem.

19 Pea naʻe haʻu ki ai ʻae tuʻunga Siu mei ʻAniteoke mo ʻIkoniume, ʻonau fakalotokoviʻi ʻae kakai, pea hili ʻenau tolongaki ʻa Paula ʻaki ʻae maka, naʻe toho ia ki he tuʻa kolo, ʻonau mahalo kuo mate ia.

Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den Tro, at han var død.

20 Kae lolotonga ʻae tuʻu takatakai ʻae kau ākonga ʻiate ia, naʻe tuʻu hake ia, ʻo ʻalu ki he kolo: pea ko e ʻaho naʻa na feholoi, naʻa na ō ai mo Pānepasa ki Teape.

Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

21 Pea kuo na malangaʻaki ʻae ongoongolelei ʻi he kolo ko ia, mo na fakalotuʻi ʻae tokolahi, pea na liu mai ki Lisita, mo ʻIkoniume, mo ʻAniteoke,

Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia

22 ‌ʻO na tokoniʻi ʻae loto ʻoe kau ākonga, pea akonaki ke nau tuʻumaʻu ʻi he tui, “Koeʻuhi kuo tonu ke tau hū ki he puleʻanga ʻoe ʻOtua ʻi he mamahi lahi.”

og styrkede Disciplenes Sjæle og paamindede dem om at blive i Troen og om, at vi maa igennem mange Trængsler indgaa i Guds Rige.

23 Pea kuo na fakanofo ʻae kau mātuʻa ʻi he siasi kotoa pē ʻo fai ʻae lotu mo e ʻaukai, naʻa nau tuku ʻakinautolu ki he ʻEiki, ʻaia kuo nau tui ki ai.

Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem, overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro.

24 Pea kuo ʻosi ʻa Pisitia, ʻi heʻena ʻalu, pea na hoko ki Pamifilia.

Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien.

25 Pea hili ʻena malangaʻaki ʻae folofola ʻi Peaka, pea na ō hifo ki ʻAtaleia.

Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia.

26 Pea folau mei ai ki ʻAniteoke, ʻaia naʻe tomuʻa tuku atu ʻakinaua mei ai ki he ʻaloʻofa ʻae ʻOtua, koeʻuhi ko e ngāue kuo na fakaʻosi.

Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne overgivne til Guds Naade til den Gerning, som de havde fuldbragt.

27 Pea kuo na hoko ange, ʻo fakakātoa ʻae siasi, pea na fakamatala ʻaia kotoa pē kuo fai ʻe he ʻOtua ʻiate kinaua, mo ʻene fakaava ʻae matapā ʻoe tui ki he ngaahi Senitaile.

Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde aabnet en Troens Dør for Hedningerne.

28 Pea naʻa nau nonofo ai mo e kau ākonga ʻo fuoloa.

Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.