1 Kolinitō 5

1 ‌ʻOku fakaongo lahi mai ʻoku ai ʻae feʻauaki ʻiate kimoutolu, pea ko e feʻauaki pehē ʻoku ʻikai siʻi lau ki ai ʻi he kakai Senitaile, ʻo pehē ke maʻu ʻe ha taha ʻae uaifi ʻo ʻene tamai.

I det hele taget høres der om Utugt iblandt eder, og det saadan Utugt, som end ikke findes iblandt Hedningerne, at en lever med sin Faders Hustru.

2 Pea ʻoku mou anga fakafiefielahi, kae ʻikai te mou mamahi muʻa, koeʻuhi ko ia kuo ne fai ʻae meʻa ni, ke tukuange ia ʻiate kimoutolu.

Og I ere opblæste og bleve ikke snarere bedrøvede, for at den, som har gjort denne Gerning, maatte udstødes af eders Midte!

3 He ko e moʻoni, ko au ʻoku ou mamaʻo ʻi he sino, ka ʻoku ou ʻi ai ʻi he laumālie, kuo u fakamaauʻi ʻaia naʻe fai ʻae ngāue ni, ʻo hangē kuo u ʻi ai,

Thi jeg for min Del, fraværende med Legemet, men nærværende med Aanden, har allerede, som om jeg var nærværende, fældet den Dom over ham, som paa saadan Vis har bedrevet dette,

4 ‌ʻI hoʻomou fakataha ʻi he huafa ʻo hotau ʻEiki ko Sisu Kalaisi, mo hoku laumālie, mo e mālohi ʻa hotau ʻEiki ko Sisu Kalaisi.

at, naar i vor Herres Jesu Navn I og min Aand ere forsamlede, saa med vor Herres Jesu Kraft

5 Ke tukuange ʻae tokotaha pehē kia Sētane ke maumau ai ʻae sino, kae fakamoʻui ʻae laumālie ʻi he ʻaho ʻoe ʻEiki ko Sisu.

at overgive den paagældende til Satan til Kødets Undergang, for at Aanden kan frelses paa den Herres Jesu Dag.

6 Ko hoʻomou vikiviki ʻoku ʻikai lelei. ʻIkai ʻoku mou ʻilo “Ko e meʻa fakatupu siʻi ʻoku ne fakatupuʻi ʻae takaonga kotoa?”

Det er ikke noget smukt, I rose eder af! Vide I ikke, at en liden Surdejg syrer hele Dejgen?

7 Ko ia ke tafi kituʻa ʻae meʻa fakatupu motuʻa, koeʻuhi ʻi he ʻikai ha meʻa fakatupu ʻiate kimoutolu, ke mou hoko ko e takaonga foʻou. He ko Kalaisi ko ho tau [feilaulau ʻoe ]Lakaatu, kuo hifo ʻaki maʻatautolu.

Udrenser den gamle Surdejg, for at I kunne være en ny Dejg, ligesom I jo ere usyrede; thi ogsaa vort Paaskelam er slagtet, nemlig Kristus.

8 Ko ia ke tau fai ʻae kātoanga, kae ʻikai ʻi he meʻa fakatupu motuʻa, pe ʻi he ʻi meʻa fakatupu ʻoe fakafasifasi mo e angahala; ka ʻi he [mā ]taʻemeʻafakatupu ʻoe angatonu mo e moʻoni.

Derfor, lader os holde Højtid, ikke med gammel Surdejg, ej heller med Sletheds og Ondskabs Surdejg, men med Renheds og Sandheds usyrede Brød.

9 Kuo u tohi ʻi he tohi kiate kimoutolu, ke ʻoua naʻa mou fakataha mo e kau feʻauaki:

Jeg skrev eder til i mit Brev, at I ikke skulle have Samkvem med utugtige, —

10 Ka ʻoku ʻikai ko e pehē pe, ki he kau feʻauaki ʻoe māmani, pe ko e kau manumanu, pe ko e kau fakamālohi, pe ko e kau tauhi tamapua; he ka ne pehē, tā te mou ʻalu pe ʻi he māmani.

ikke i al Almindelighed denne Verdens utugtige eller havesyge og Røvere eller Afgudsdyrkere; ellers maatte I jo gaa ud af Verden.

11 Ka kuo u tohi eni kiate kimoutolu, ka ai ha taha ʻoku ui ko e kāinga, ka ʻoku feʻauaki, pe manumanu, pe tauhi tamapua, pe ko e manuki, pe ko e kona, pe ko e fakamālohi; ʻoua naʻa fakataha mo ha taha pehē, pea ʻoua naʻa kai mo ia.

Men nu skrev jeg til eder, at I ikke skulle have Samkvem, om nogen, der har Navn af Broder, er en utugtig eller en havesyg eller en Afgudsdyrker eller en Skændegæst eller en Dranker eller en Røver, ja, end ikke spise sammen med en saadan.

12 He ko hai au ke u fakamaau ʻakinautolu ʻoku ʻi tuaʻā? ʻIkai ʻoku mou fakamaau ʻakinautolu ʻoku ʻi lotoʻā pe?

Thi hvad kommer det mig ved at dømme dem, som ere udenfor? Dømme I ikke dem, som ere indenfor?

13 Ka ko kinautolu ʻoku ʻi tuaʻā ʻoku fakamaauʻi ʻe he ʻOtua. Ko ia ke “tukuange ʻiate kimoutolu ʻae tangata angahala ko ia.”

Men dem udenfor skal Gud dømme. Bortskaffer den onde fra eder selv!