1 Tesalonian 2
1 Ngonugv achiboru vdwa ngonugv nonua kaalwkla aanam hv anyung kaamanvgobv rima vla nonuno chinsudo.
I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
2 Nonugv Tesalonika hoka ngonugv aatv madvbv Pilippi lo rinikla okv rinyingrirula hinying paamunam ha nonuno chinsudo. Okv alo haaknv achialv jeka Pwknvyarnv ngonua mvngrw dubv jila ninyigv lokv aanv Alvnv Yunying nga nonua minji moto.
men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
3 Ngonugv nonua kumla minam hv rimur riki vmalo darwkmanvbv ridubv, hv majeka yvv akonyika mvvkup dubv ngonu gwngma.
Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
4 Vmabvya, ngonu Pwknvyarnv gv ngonua vbv minsego vla mvngku lokv ngonu lokia mindunv, ogulvgavbolo nw jwngkadaka la ngonua Alvnv Yunying nga japgo kardubv dartoku. Ngonu nyi vdwa mvngpu modubv vla rikw madunv vbvritola ngonugv haapok ka chinv kaanv Pwknvyarnvnyi mvngpu modubv ridunv
men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
5 Nonuno alvrungbv chinsudo ngonu nonu gvlo aala nonua minjo minlap yama, vbv rimajeka ngonugv kaabiu nama mintam mimam sila ka mimapvnv—Pwknvyarnv um kaaya tayala chinv ngv
Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne;
6 Ngonu nonu gvlokv vmalo kvvbi gvlokv hartv paanam lvgabv rikw mapvnv, hvyv gvloka rikw mapvnv,
ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
7 Ngonu Kristo gv Apostol gubv ridaka ngonu nonua koonam mego koolato. Vbvritola ngonu nonua anv ngv kuu vdwa ringchumriai nam jvbv rila ngonu nonua lvkobv ritoku
Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn,
8 Ogulvgavbolo ngonugv nonua paknam lokv ngonua Pwknvyarnv gvlokv Alvnv Yunying ormi sidubv rimwngma ngonu nonua ngonugv singnam aka ormi sidubv rito. Nonuno ngonugv achialvbv paknam gubv ritoku!
således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
9 Ngonugv ajin vdwa, jvjvbv nonu mvngpa nyadu nvpv ngonugv gwngnam rinam ma! Ngonu Pwknvyarnv gvlokv Alvnv Yunying nga japji dula nonua adwkaku dubv rimu nwngma mvngla aluayu bv kudungkua nga raitungtung bv ribwng supvnv.
I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
10 Ngonu vdwlo nonu mvngjwngnv vdwa lvkobv ririlo ngonu darwkbv, alvyaungbv, okv rimur kaamabv ngonu ripv dakpv kunv, um nonu kayatayanv okv Pwknvyarnv ka um chindunv.
I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
11 Nonu chindu anvabuv kuu vdwa oguaingbv mvdu ridudw vbv ngonu nonu akin-akinha mvto ritoku.
ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
12 Ngonu nonua mintvmiruto, ngonu nonua minyokto, okv ngonu nonua Pwknvyarnv mvngpu modubv rila doolakv vla miyarto, nw nonua ninyigv Karv nga okv kairungnamha nonua ka paamu dubv vla goklin kunvngv.
og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
13 Okv ngonu Pwknvyarnvnyi lokia umbonyikv vdunv ogulvgavbolo nonugv ninyigv doin ha torwk sunam gv lvkwnglo, nonuno um tvvtokula ngonugv doin gubv naamabv okv Pwknvyarnv gv doin gubv naarwk sutoku. Okv si Pwknvyarnv gv doin vrung, nonuno sum mvngjwng duku nonugv pingkolo Pwknvyarnv kudungkua ridu.
Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro.
14 Ngonugv ajin vdwa nonuno Judia lo Jisu Kristo gvlokv Pwknvyarnv gv gvrja vdw aingbv ridu, nonua nonunogv Atunyi vdwv maatarbv alvmabv mvpv, Judia lo Pwknvyarnv gv nyi vdwa kvvbi Jius nyi vdwgv mvnam apiabv,
Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
15 bunu Ahtu Jisunyi okv nyijwk vdwaka mvki toku, okv ngonua ka mvritmvka toku. Bunu vdwnvgo Pwknvyarnv gv kaalwk maanam gubv ridunv! Vdwgo nyichar mvnwng gvka nyiru kunam gubv ridunv!
der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod,
16 Bunu ngonua Jentail vdwa ringnam gv doin ha japji momare vla mintor dubv rikw toku. Vbvrila bunu lokia rimur kaiyayabv rilwk sutoku. Vbrikunamv ataranya lo Pwknvyarnv gv haachi hv bunu gvlo aalwk dukunv!
idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
17 Ajin vdwa, ngonu gvbv, vdwlo ngonu achukgo nonua adu tokudw—ngonu mvngnam lokvma vbvritola ayak lokv mwng—Vdwgo ngonu nonua lvkodv paami sudubv rikw pvkudw okv vdwgo ngonu nonua kaapa minsu kumabv ripvkudw!
Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel,
18 Ngonu nonu gvlo vngkur kunvpv vla mvngtoku. Ngo atubongv vngkur kunvpv vla lvko lvvyago rikwto, vbvritola Uyu ngv ngonua vbv rimuma.
efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
19 Vdwlo ngonugv Jisu Kristo aari kudw ninyigv kaagialo ngonugv mvngtin namv, ngonugv himpu namv okv ngonugv Rigumyala goosula riging ngv kvvbi vdwvma, nonuno yamabv.
Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
20 Nonuno jvjvbv ngonugv googing ngv okv himpu v!
I ere jo vor Ære og Glæde.
