Psaltaren 141

1 En Psalm Davids. Herre, jag ropar till dig, skynda dig till mig. Förnim mina röst, när jag åkallar dig.

(En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

2 Min bön gälle inför dig såsom ett rökoffer; mina händers upphäfvande, såsom ett aftonoffer.

som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

3 Herre, bevara min mun, och bevara mina läppar.

HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

4 Böj icke mitt hjerta till något det ondt är, till att föra ett ogudaktigt väsende med de ogerningsmän; att jag icke äter af det som dem lyster.

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

5 Den rättfärdige slå mig vänliga, och straffe mig. Det skall göra mig så godt, som balsam på mitt hufvud; ty jag beder städse, att de icke skola göra mig skada.

Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

6 Deras lärare störte öfver en sten; så skall man då sedan höra mina läro, att hon lustig är.

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

7 Vår ben äro förströdd allt intill helvetet, såsom då en upprifver och uppkastar jordena. (Sheol h7585)

Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. (Sheol h7585)

8 Ty uppå dig, Herre, Herre, se min ögon. Jag tröster uppå dig; bortkasta icke mina själ.

Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

9 Bevara mig för den snaro, som de mig satt hafva, och för de ogerningsmäns gildre.

Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

10 De ogudaktige falle med hvarannan uti sina egna nät; men jag gånge alltid framom.

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.