Psaltaren 137

1 Vid de älfver i Babel såte vi och grete, då vi på Zion tänkte.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Våra harpor hängde vi på pilträ, som der äro.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Ty der bådo de oss sjunga, som oss fångna höllo, och i vår gråt glade vara: Sjunger oss ena af Zions Visor.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Huru skulle vi sjunga Herrans viso i främmande land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Om jag förgäter dig, Jerusalem, så varde min högra hand förgäten.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Min tunga låde vid min gom, om jag icke tänker uppå dig; om jag icke låter Jerusalem min högsta glädje vara.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Herre, mins uppå Edoms barn, på Jerusalems dag; de der säga: Slår ned, slår ned i grund.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Du förstörda dotter Babel, säll är den dig vedergäller, såsom du oss gjort hafver.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Säll är den, som dina unga barn tager, och slår dem emot stenen.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.