Psaltaren 132
1 En visa i högre choren. Tänk, Herre, uppå David, och uppå allt hans lidande;
Herre! kom David i Hu for alle hans Lidelser,
2 Hvilken Herranom svor, och lofvade dem mägtiga i Jacob:
ham, som tilsvor Herren og lovede Jakobs mægtige:
3 Jag vill icke gå i mins hus hyddo, eller lägga mig på mine sängs lägre;
„Jeg vil ikke gaa ind i mit Hus's Telt, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leje;
4 Jag vill icke låta mina ögon sofva, eller mina ögnalock sömnoga vara;
jeg vil ikke lade mine Øjne sove, eller mine Øjenlaage blunde,
5 Tilldess jag må finna ett rum för Herranom, till en boning dem mägtiga i Jacob.
førend jeg finder et Sted for Herren, en Bolig for Jakobs mægtige.”
6 Si, vi höre derom i Ephrata; vi hafve funnit det på skogsmarkene.
Se, vi hørte om den i Efrata; vi fandt den paa Jaars Mark.
7 Vi vilje gå in uti hans boningar, och tillbedja inför hans fotapall.
Vi ville gaa ind i hans Bolig, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.
8 Herre, statt upp till dina ro, du och din magts ark.
Herre! staa op til din Hvile, du og din Magts Ark.
9 Låt dina Prester kläda sig med rättfärdighet, och dina heliga glädja sig.
Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed og dine hellige synge med Fryd.
10 Tag icke bort dins smordas regemente, for din tjenare Davids skull.
For David, din Tjeners Skyld, forskyd ikke din Salvedes Ansigt!
11 Herren hafver svorit David en sannan ed, der skall han intet ifrå träda: Jag skall sätta dig dins lifs frukt uppå din stol.
Herren tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: „Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone.”
12 Om dina barn hålla mitt förbund, och min vittnesbörd, som jag dem lärandes varder, så skola ock deras barn sitta på dinom stol evinnerliga.
Dersom dine Børn holde min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skulle og deres Børn altid sidde paa din Trone.
13 Ty Herren hafver utvalt Zion, och hafver lust till att bo der.
Thi Herren har udvalgt Zion, han har begæret sig den til Bolig:
14 Detta är min hvila evinnerliga, här vill jag bo; ty här behagar mig väl.
„Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begæret den.
15 Jag vill välsigna dess spis, och gifva dess fattigom bröd nog.
Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil mætte de fattige der med Brød.
16 Dess Prester vill jag bekläda med salighet, och dess helige skola glädja sig.
Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd.
17 Dersammastäds skall uppgå Davids horn; jag hafver tillredt minom smorda ena lykto.
Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede.
18 Hans fiendar vill jag bekläda med skam; men öfver honom skall hans krona blomstras.
Hans Fjender vil jeg klæde i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre.
