Job 7

1 Måste icke menniskan alltid vara i strid på jordene; och hennes dagar äro såsom en dagakarls?

Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

2 Såsom en dräng åstundar skuggan, och en dagakarl, att hans arbete må vara ute;

Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

3 Så hafver jag väl arbetat hela månaden fåfängt, och bedröfvada nätter äro mig många vordna.

saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

4 När jag lägger mig, säger jag: När månn jag skola uppstå? Och sedan räknar jag, när afton skall varda; ty jag var hvarjom manne en styggelse intill mörkret.

Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

5 Mitt kött är fullt med matk och mull allt omkring; min hud är sammanskrynkt och till intet vorden.

Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

6 Mine dagar äro snarare bortflogne än en väfspole; och äro förledne utan all förtöfvan.

Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

7 Tänk uppå, att mitt lif är ett väder, och min ögon komma icke igen till att se det goda;

Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

8 Och intet lefvandes öga varder mig mera seendes; din ögon se på mig, deröfver förgås jag.

Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

9 Molnet varder allt, och går bort; så ock den som far neder i helvetet, han kommer icke upp igen; (Sheol h7585)

En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

10 Och besitter icke sitt hus igen, och hans rum blifver öde.

Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

11 Derföre vill jag ock icke förmena minom mun; jag vill tala i mins hjertas ångest, och vill utsäga min själs bedröfvelse.

Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

12 Är jag ett haf, eller en hvalfisk, att du så förvarar mig?

Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

13 Ty jag tänkte: Min säng skall trösta mig; mitt lägre skall lisa mig.

Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

14 När jag talar med mig sjelf, så förskräcker du mig med drömmar, och gör mig förfärelse;

da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

15 Att min själ önskar sig vara hängd, och min ben döden.

saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

16 Jag begärar intet mer lefva; håll upp af mig; ty mine dagar äro fåfängelige.

Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

17 Hvad är en menniska, att du aktar henne högt, och bekymrar dig med henne?

Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

18 Du hemsöker henne dagliga, och försöker henne alltid.

og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

19 Hvi går du icke ifrå mig, och släpper mig, så länge jag uppsvälger min spott?

Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

20 Hafver jag syndat, hvad skall jag göra dig, o du menniskors gömmare? Hvi gjorde du mig, att jag uppå dig stöta skulle, och är mig sjelfvom till tunga?

Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

21 Och hvi förlåter du mig icke mina missgerning, och tager icke bort mina synd? Ty nu skall jag lägga mig i mull; och när man om morgonen söker mig, är jag då intet till.

Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.