Job 32

1 Då vände de tre män åter att svara Job; efter han höll sig rättfärdigan.

Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.

2 Men Elihu, Baracheels son, af Bus af Kams slägte, vardt vreder uppå Job, att han höll sina själ rättfärdigare än Gud.

Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.

3 Ock vardt han vred uppå de tre hans vänner, att de intet svar funno, och dock fördömde Job.

Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

4 Ty Elihu hade bidt, så länge de hade talat med Job, efter de voro äldre än han.

Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.

5 Derföre, då, han såg, att intet svar var i de tre mäns mun, vardt han vred.

Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.

6 Och så svarade Elihu, Baracheels son, af Bus, och sade: Jag är ung, och I ären gamle, derföre hafver jag skytt, och fruktat bevisa min konst på eder.

Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.

7 Jag tänkte: Låt åren tala, och åldren bevisa vishet.

Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!

8 Men anden är i menniskone, och dens Allsmägtigas Ande gör henne förståndiga.

Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.

9 Mästarena äro icke de visaste, och de gamle förstå icke hvad rätt är.

De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.

10 Derföre vill jag ock tala; hör härtill, jag vill ock bevisa mina konst.

Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.

11 Si, jag hafver bidt, medan I talat hafven; jag hafver gifvit akt på edart förstånd, tilldess I hafven gjort en ända på edart tal.

Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.

12 Och jag hafver haft akt uppå eder, och si, ingen är ibland eder, som Job straffa, eller till hans ord svara kan.

Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,

13 I mågen tilläfventyrs säga: Vi hafve drabbat på vishetena, att Gud hafver bortkastat honom, och ingen annar.

at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.

14 Det talet gör mig icke fyllest; jag vill intet svara honom, efter som I taladen.

Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.

15 Ack! de uppgifvas, och kunna intet mer svara; de kunna intet mer tala.

De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.

16 Efter jag nu bidt hafver, och de kunna intet tala; förty de stå tyste, och svara intet mer;

Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.

17 Vill jag dock svara min part, och bevisa mina konst;

Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.

18 Ty jag är så full med ordom, att min ande ängslas i minom buk.

Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.

19 Si, min buk är såsom must, dem tilltäppt är, hvilken ny fat sönderslår.

Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.

20 Jag måste tala, att jag må få andas; jag måste upplycka mina läppar och svara.

Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.

21 Jag vill på ingens person se, och ingo mennisko till vilja tala;

Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;

22 Förty jag vet icke, om jag så gjorde, om min skapare innan en kort tid mig borttagandes vorde.

thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.