< Predikaren 1 >
1 Detta är Predikarens ord, Davids sons, Konungs i Jerusalem.
Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
2 Allt är fåfängelighet, sade Predikaren; allt är icke annat än fåfängelighet.
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
3 Hvad hafver menniskan mer af alla sine mödo, som hon hafver under solene?
Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
4 En slägt förgås, den andra kommer till; men jorden blifver evinnerliga.
Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.
5 Solen går upp, och går neder, och löper till sitt rum, att hon der igen uppgå skall.
Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
6 Vädret går söder ut, och kommer norr igen, och åter på det rum igen, der det begynte.
Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
7 Alla floder löpa i hafvet, dock varder icke hafvet dess fullare; till det rum, der de utflyta, dit flyta de igen.
Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
8 All ting är mödosam, så att ingen kan uttalat. Ögat ser sig aldrig mätt, och örat hörer sig aldrig mätt.
Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
9 Hvad är det, som skedt är? Detsamma, som härefter ske skall. Hvad är det man gjort hafver? Detsamma, som man härefter ännu göra skall; och sker intet nytt under solene.
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
10 Sker ock något, der man af sägs kan: Si, det är nytt? Ty det är ock förr skedt i de förra tider, som för oss varit hafva.
Kommer der noget, om hvilket man siger: »Se, her er da noget nyt!« det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.
11 Man kommer intet ihåg, huru det tillförene gånget är, ej heller kommer man ihåg, hvad härefter kommer, när dem som tillkommande äro.
Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12 Jag, Predikare, var Konung öfver Israel i Jerusalem;
Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
13 Och gaf mitt hjerta till att visliga söka och ransaka allt det man gör under himmelen. Sådana usla mödo hafver Gud gifvit menniskors barn, att de sig deruti qvälja skola.
Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
14 Jag såg på allt det under solene sker, och si, det var allt fåfängelighet och jämmer.
Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
15 Krokot kan icke varda rätt; icke heller kunna bristerna varda räknade.
Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
16 Jag sade i mitt hjerta: Si, jag är härlig vorden, och hafver mer vishet, än alla de som för mig varit hafva i Jerusalem, och mitt hjerta hafver mycket lärt och försökt.
Jeg tænkte ved mig selv: »Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.«
17 Och gaf också mitt hjerta dertill, att jag måtte lära vishet, och dårskap, och klokhet; men jag förnam, att det är ock möda.
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.
18 Ty der mycken vishet är, der är mycken grämelse; och den mycket försöker, han måste mycket lida.
Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.