Job 19

1 Y RESPONDIÓ Job, y dijo:

Men Job svarede og sagde:

2 ¿Hasta cuándo angustiaréis mi alma, y me moleréis con palabras?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Ya me habéis vituperado diez veces: ¿no os avergonzáis de descomediros delante de mí?

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Sea así que realmente haya yo errado, conmigo se quedará mi yerro.

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Mas si vosotros os engrandeciereis contra mí, y adujereis contra mí mi oprobio,

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 Sabed ahora que Dios me ha trastornado, y traído en derredor su red sobre mí.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 He aquí yo clamaré agravio, y no seré oído: daré voces, y no habrá juicio.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Cercó de vallado mi camino, y no pasaré; y sobre mis veredas puso tinieblas.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Hame despojado de mi gloria, y quitado la corona de mi cabeza.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 Arruinóme por todos lados, y perezco; y ha hecho pasar mi esperanza como árbol [arrancado].

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 E hizo inflamar contra mí su furor, y contóme para sí entre sus enemigos.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 Vinieron sus ejércitos á una, y trillaron sobre mí su camino, y asentaron campo en derredor de mi tienda.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Hizo alejar de mí mis hermanos, y positivamente se extrañaron de mí mis conocidos.

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Mis parientes se detuvieron, y mis conocidos se olvidaron de mí.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 Los moradores de mi casa y mis criadas me tuvieron por extraño: forastero fuí yo en sus ojos.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 Llamé á mi siervo, y no respondió; de mi propia boca le suplicaba.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 Mi aliento vino á ser extraño á mi mujer, aunque por los hijos de mis entrañas [le] rogaba.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Aun los muchachos me menospreciaron: en levantándome, hablaban contra mí.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Todos mis confidentes me aborrecieron; y los que yo amaba, se tornaron contra mí.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 Mi cuero y mi carne se pegaron á mis huesos; y he escapado con la piel de mis dientes.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Oh vosotros mis amigos, tened compasión de mí, tened compasión de mí; porque la mano de Dios me ha tocado.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 ¿Por qué me perseguís como Dios, y no os hartáis de mis carnes?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 ¡Quién diese ahora que mis palabras fuesen escritas! ¡quién diese que se escribieran en un libro!

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 ¡Que con cincel de hierro y con plomo fuesen en piedra esculpidas para siempre!

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Yo sé que mi Redentor vive, y al fin se levantará sobre el polvo:

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Y después de deshecha esta mi piel, aun he de ver en mi carne á Dios;

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 Al cual yo tengo de ver por mí, y mis ojos lo verán, y no otro, [aunque] mis riñones se consuman dentro de mí.

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 Mas debierais decir: ¿Por qué lo perseguimos? ya que la raíz del negocio en mí se halla.

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 Temed vosotros delante de la espada; porque [sobreviene] el furor de la espada [á causa] de las injusticias, para que sepáis que hay un juicio.

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.