Job 10

1 ESTÁ mi alma aburrida de mi vida: daré yo suelta á mi queja sobre mí, hablaré con amargura de mi alma.

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

2 Diré á Dios: no me condenes; hazme entender por qué pleiteas conmigo.

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

3 ¿Parécete bien que oprimas, que deseches la obra de tus manos, y que resplandezcas sobre el consejo de los impíos?

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?

4 ¿Tienes tú ojos de carne? ¿ves tú como ve el hombre?

Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

5 ¿Son tus días como los días del hombre, ó tus años como los tiempos humanos,

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,

6 Para que inquieras mi iniquidad, y busques mi pecado,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

7 Sobre saber tú que no soy impío, y que no hay quien de tu mano libre?

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!

8 Tus manos me formaron y me compusieron todo en contorno: ¿y así me deshaces?

Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!

9 Acuérdate ahora que como á lodo me diste forma: ¿y en polvo me has de tornar?

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

10 ¿No me fundiste como leche, y como un queso me cuajaste?

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

11 Vestísteme de piel y carne, y cubrísteme de huesos y nervios.

iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

12 Vida y misericordia me concediste, y tu visitación guardó mi espíritu.

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —

13 Y estas cosas tienes guardadas en tu corazón; yo sé que esto está cerca de ti.

og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

14 Si pequé, tú me has observado, y no me limpias de mi iniquidad.

Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.

15 Si fuere malo, ¡ay de mí! y si fuere justo, no levantaré mi cabeza, estando harto de deshonra, y de verme afligido.

I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

16 Y subirá de punto, [pues] me cazas como á león, y tornas á hacer en mí maravillas.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

17 Renuevas contra mí tus plagas, y aumentas conmigo tu furor, remudándose sobre mí ejércitos.

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

18 ¿Por qué me sacaste de la matriz? Habría yo espirado, y no me vieran ojos.

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;

19 Fuera, como si nunca hubiera sido, llevado desde el vientre á la sepultura.

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

20 ¿No son mis días poca cosa? Cesa pues, y déjame, para que me conforte un poco.

Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

21 Antes que vaya para no volver, á la tierra de tinieblas y de sombra de muerte;

før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,

22 Tierra de oscuridad, lóbrega como sombra de muerte, sin orden, y que aparece como [la] oscuridad [misma].

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.