Job 10

1 ESTÁ mi alma aburrida de mi vida: daré yo suelta á mi queja sobre mí, hablaré con amargura de mi alma.

Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

2 Diré á Dios: no me condenes; hazme entender por qué pleiteas conmigo.

Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

3 ¿Parécete bien que oprimas, que deseches la obra de tus manos, y que resplandezcas sobre el consejo de los impíos?

Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

4 ¿Tienes tú ojos de carne? ¿ves tú como ve el hombre?

Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

5 ¿Son tus días como los días del hombre, ó tus años como los tiempos humanos,

Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

6 Para que inquieras mi iniquidad, y busques mi pecado,

saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

7 Sobre saber tú que no soy impío, y que no hay quien de tu mano libre?

da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

8 Tus manos me formaron y me compusieron todo en contorno: ¿y así me deshaces?

Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

9 Acuérdate ahora que como á lodo me diste forma: ¿y en polvo me has de tornar?

Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

10 ¿No me fundiste como leche, y como un queso me cuajaste?

Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

11 Vestísteme de piel y carne, y cubrísteme de huesos y nervios.

Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

12 Vida y misericordia me concediste, y tu visitación guardó mi espíritu.

du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

13 Y estas cosas tienes guardadas en tu corazón; yo sé que esto está cerca de ti.

Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

14 Si pequé, tú me has observado, y no me limpias de mi iniquidad.

Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

15 Si fuere malo, ¡ay de mí! y si fuere justo, no levantaré mi cabeza, estando harto de deshonra, y de verme afligido.

Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

16 Y subirá de punto, [pues] me cazas como á león, y tornas á hacer en mí maravillas.

Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

17 Renuevas contra mí tus plagas, y aumentas conmigo tu furor, remudándose sobre mí ejércitos.

du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

18 ¿Por qué me sacaste de la matriz? Habría yo espirado, y no me vieran ojos.

Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

19 Fuera, como si nunca hubiera sido, llevado desde el vientre á la sepultura.

Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

20 ¿No son mis días poca cosa? Cesa pues, y déjame, para que me conforte un poco.

Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

21 Antes que vaya para no volver, á la tierra de tinieblas y de sombra de muerte;

før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

22 Tierra de oscuridad, lóbrega como sombra de muerte, sin orden, y que aparece como [la] oscuridad [misma].

et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.