Salmos 39

1 Yo dije: Miraré por mis caminos, para no pecar con mi lengua: guardaré mi boca con freno, entre tanto que el impío fuere contra mí.

Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

2 Enmudecí con silencio, me callé de lo bueno; y mi dolor se alborotó.

Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

3 Calentóse mi corazón dentro de mí; en mi meditación se encendió fuego: hablé con mi lengua.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

4 Notifícame, Jehová, mi fin, y la medida de mis días cuanta sea, sepa yo cuanto tengo de ser del mundo.

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

5 He aquí, como a palmos diste mis días, y mi edad es como nada delante de ti: ciertamente toda la vanidad es todo hombre que vive. (Selah)

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

6 Ciertamente en tiniebla anda el hombre: ciertamente en vano se inquietan: allega, y no sabe quien lo cogerá.

Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

7 Y ahora, Señor, ¿qué esperaré? Mi esperanza en ti está.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

8 Escápame de todas mis rebeliones, no me pongas por afrenta de insensato.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

9 Yo enmudecí, no abrí mi boca; porque tú lo hiciste.

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

10 Quita de sobre mí tu llaga; de la guerra de tu mano soy consumido.

Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

11 Con castigos sobre el pecado corriges al hombre, y haces desleir, como de polilla, su grandeza: ciertamente vanidad es todo hombre. (Selah)

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

12 Oye mi oración, o! Jehová escucha mi clamor; no calles a mis lágrimas; porque peregrino soy contigo; advenedizo, como todos mis padres.

Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

13 Déjame, y tomaré fuerzas, antes que me vaya y perezca.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!