Job 19

1 Y respondió Job, y dijo:

Men Job svarede og sagde:

2 ¿Hasta cuándo angustiaréis mi alma: y me moleréis con palabras?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Ya me habéis avergonzado diez veces: no tenéis vergüenza de afrentarme.

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Sea así, que de cierto yo haya errado: conmigo se quedará mi yerro.

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Mas si vosotros os engrandeciereis contra mí, y redarguyereis contra mí mi oprobrio:

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 Sabéd ahora, que Dios, me trastornó, y trajo al derredor su red sobre mí.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 He aquí, yo clamaré agravio, y no seré oído: daré voces, y no habrá juicio.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Cercó de vallado mi camino, y no pasaré; y sobre mis veredas puso tinieblas.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Quitóme mi honra, y quitó la corona de mi cabeza.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 Arrancóme al derredor, y me fui; e hizo ir, como de un árbol, mi esperanza.

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 E hizo inflamar contra mí su furor; y contóme a sí entre sus enemigos.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 Vinieron sus ejércitos a una, y trillaron sobre mí su camino; y asentaron campo en derredor de mi tienda.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Mis hermanos hizo alejar de mí, y mis conocidos ciertamente se extrañaron de mí.

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Mis parientes se detuvieron; y mis conocidos se olvidaron de mí.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 Los moradores de mi casa, y mis criadas, me tuvieron por extraño: extraño fui yo en sus ojos.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 Llamé a mi siervo, y no respondió; de mi propia boca le rogaba.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 Mi aliento fue hecho extraño a mi mujer, y por los hijos de mi vientre le rogaba.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Aun los muchachos me menospreciaron: en levantándome, luego hablaban contra mí.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Todos los varones de mi secreto me aborrecieron; y los que yo amaba, se tornaron contra mí.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 Mi hueso se pegó a mi piel y a mi carne, y he escapado con el cuero de mis dientes.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 ¡Oh vosotros mis amigos tenéd compasión de mí, tenéd compasión de mí! porque la mano de Dios me ha tocado.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 ¿Por qué me perseguís como Dios, y no os hartáis de mis carnes?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 ¿Quién diese ahora que mis palabras fuesen escritas? ¿Quién diese que se escribiesen en un libro?

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 ¿Qué con cincel de hierro y con plomo fuesen en piedra esculpidas para siempre?

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Yo sé que mi Redentor vive, y que al fin se levantará sobre el polvo.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Y después, desde este mi roto cuero, y desde mi propia carne tengo de ver a Dios:

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 Al cual yo tengo de ver por mí, y mis ojos le han de ver, y no otro, [aunque] mis riñones se consuman dentro de mí.

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 ¿Por qué no decís: Por qué le perseguimos? pues que la raíz del negocio se halla en mí.

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 Teméd a vosotros delante de la espada; porque la ira de la espada de las maldades viene: porque sepáis que hay juicio.

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.