< Cantar de los Cantares 2 >

1 Soy la rosa de Sarón Y el lirio de los valles.
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
2 Como el lirio entre los espinos, Así es mi amada entre las doncellas.
Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3 Como el manzano entre los árboles del bosque, Así es mi amado entre los jóvenes. A su sombra deseo sentarme y comer sus dulces frutos.
Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4 Él me lleva a la sala del banquete, Y su estandarte sobre mí es amor.
Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5 ¡Susténtenme con pasas, Confórtenme con manzanas, Porque estoy enferma de amor!
Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6 ¡Su izquierda esté bajo mi cabeza, Y su derecha me abrace!
Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7 ¡Oh hijas de Jerusalén, Las conjuro por las gacelas y por los venados del campo, Que no despierten ni hagan velar al amor hasta que quiera!
Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8 ¡La voz de mi amado! ¡Allí salta sobre las montañas, Brinca sobre las colinas!
Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9 Mi amado es como un venado o un cervatillo. ¡Miren! Está tras nuestro muro y mira por las ventanas. Observa por las celosías.
Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10 Mi amado habló: ¡Oh amada mía, hermosa mía, levántate y sal conmigo!
Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
11 Porque pasó el invierno. La lluvia cesó y se fue.
Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12 Las flores aparecen en la tierra, El tiempo de la poda llegó Y la voz de la tórtola se oye en nuestra tierra.
Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13 La higuera ya madura sus brevas, Y las vides en flor exhalan su aroma. ¡Levántate, oh amada mía, Hermosa mía, y ven!
Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
14 ¡Oh paloma mía! Tú, que anidas en las grietas de la peña, En los escarpados parajes: ¡Muéstrate! ¡Hazme oír tu voz! Porque dulce es tu voz y hermoso tu rostro.
min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15 Cácennos las zorras, Las zorras pequeñas que echan a perder las viñas, ¡Nuestras viñas en flor!
Fang os de Ræve, de Ræve små, som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16 ¡Mi amado es mío y yo suya! Él pastorea entre los lirios
Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
17 Hasta que refresque el día y huyan las sombras. ¡Vuelve, oh amado mío! Sé como el venado o el cervatillo sobre las montañas de Béter.
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!

< Cantar de los Cantares 2 >