Salmos 69

1 Sálvame, oh ʼElohim, porque las aguas amenazan mi vida.

Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.

2 Estoy hundido en lodo profundo, Y no hay donde asentar pie. Entré en aguas profundas, Y un diluvio me inunda.

Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.

3 Estoy cansado de llamar. Mi garganta enronqueció. Mis ojos desfallecen mientras espero a mi ʼElohim.

Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.

4 Aumentaron más que los cabellos de mi cabeza los que me odian sin causa. Son fuertes los que quieren destruirme. Se declararon enemigos míos sin causa. Y tengo que pagar lo que no robé.

Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.

5 Oh ʼElohim, Tú conoces mi insensatez. Mis pecados no te son ocultos.

Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.

6 No sean avergonzados por mi causa los que en Ti esperan, Oh ʼAdonay Yavé de las huestes. No sean avergonzados por mi causa los que te buscan, Oh ʼAdonay Yavé de las huestes. Que los que te buscan no sean deshonrados por mí, Oh ʼElohim de Israel.

Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.

7 Porque por tu causa he sufrido afrenta. Vergüenza cubrió mi semblante.

Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.

8 Me volví extraño para mis hermanos, Y extranjero para los hijos de mi madre.

Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.

9 Porque el celo de tu Casa me consume, Y las ofensas de los que te reprochan Cayeron sobre mí.

Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.

10 Me afligí a mí mismo con ayuno. Y esto fue mi afrenta.

Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.

11 Usé tela áspera como ropa, Y fui para ellos un refrán.

Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.

12 Los que se sientan en la puerta murmuran contra mí, Y soy el canto de los borrachos.

Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.

13 Pero yo elevo mi oración a Ti, oh Yavé, en el tiempo aceptable. Oh ʼElohim, por la grandeza de tu misericordia, Respóndeme con la verdad de tu salvación.

De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.

14 Sácame del lodo, Y no dejes que me hunda. Que yo sea librado de los que me aborrecen Y de las aguas profundas.

Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!

15 Que no me ahogue el diluvio de agua, Ni me sorba el abismo, Ni la fosa cierre sobre mí su boca.

Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!

16 Respóndeme, oh Yavé, Porque tu misericordia es buena. Vuélvete a mí conforme a la grandeza de tu misericordia.

Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!

17 No escondas tu rostro de tu esclavo, Porque estoy en angustia. Respóndeme prontamente.

Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!

18 Acércate a mi vida y redímela. Rescátame a causa de mis enemigos.

Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!

19 Tú conoces mi afrenta, mi vergüenza y mi oprobio. Delante de Ti están todos mis adversarios.

Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!

20 La afrenta quebrantó mi corazón, Y estoy enfermo. Busqué compasión, y no hubo, Y consoladores, pero ninguno hallé.

Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.

21 Me dieron además hiel como alimento, Y en mi sed me dieron a beber vinagre.

Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.

22 Vuélvase su mesa delante de ellos una trampa. Y cuando ellos estén seguros en paz, Se convierta en trampa para ellos.

Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.

23 Sean oscurecidos sus ojos para que no vean, Y que sus cinturas tiemblen continuamente.

Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.

24 Derrama tu indignación sobre ellos, Y alcánzalos con tu ardiente furor.

Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!

25 Sea su campamento desolado, Que nadie viva en sus tiendas.

Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!

26 Porque persiguen al que Tú mismo mataste, Y comentan el dolor de los que Tú heriste.

Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.

27 Añade iniquidad a su iniquidad, Y no entren ellos en tu justicia.

Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.

28 Sean borrados del rollo de la vida, Y no sean inscritos con los justos.

Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!

29 Pero yo estoy afligido y adolorido. Que tu salvación me ponga en alto, oh ʼElohim.

Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!

30 Yo alabaré el Nombre de ʼElohim con canto, Y lo exaltaré con acción de gracias.

Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.

31 Y agradará a Yavé más que el sacrificio de un buey, O un novillo con cuernos y pezuñas.

Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.

32 Lo ven los humildes y se alegran. Ustedes, los que buscan a ʼElohim, Que reviva su corazón.

Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.

33 Porque Yavé oye a los menesterosos, Y no desprecia a sus prisioneros.

De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!

34 ¡Alábenlo los cielos y la tierra, Los mares, y todo lo que se mueve en ellos!

Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.

35 Porque ʼElohim salvará a Sion, Y edificará las ciudades de Judá Para que vivan allí y las posean.

Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!

36 Los descendientes de tus esclavos la heredan, Y los que aman tu Nombre habitarán en ella.

Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.