Job 7
1 ¿No es el destino del hombre en la tierra una lucha? ¿No son sus días como los de un jornalero,
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Como el esclavo que anhela la sombra o como un jornalero que espera su pago?
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 Así yo heredé meses sin provecho y me fueron asignadas noches de aflicción.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Cuando estoy acostado digo: ¿Cuándo me levantaré? Y la noche se alarga, y me lleno de inquietudes hasta el alba.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mi carne está cubierta de gusanos y de costras de polvo. Mi piel se agrieta y supura.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Mis días se me van más veloces que la lanzadera y se me acaban sin esperanza.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Acuérdate que mi vida es un soplo. Mis ojos no volverán a ver el bien.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 El ojo del que me ve ya no me verán. Tus ojos se fijarán en mí, pero no existiré.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 No regresa a su vivienda y ya no lo reconoce su lugar.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Por tanto, no refrenaré mi boca. Hablaré en la angustia de mi espíritu. Me quejaré en la amargura de mi alma.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 ¿Soy yo el mar o el monstruo marino para que asignes guardia sobre mí?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Si digo: Me consolará mi lecho, mi cama aliviará mi queja,
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 entonces me aterras con sueños y me turbas con visiones.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 De manera que mi alma prefiere la asfixia, la muerte más bien que mis huesos.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Repugno la vida. No voy a vivir para siempre. Déjame, mis días son vanidad.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 ¿Qué es el hombre para que lo engrandezcas, para que te preocupes por él,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 para que lo examines cada mañana y lo pruebes en todo momento?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 ¿Hasta cuándo no apartarás tu mirada de mí, ni me soltarás para que trague saliva?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Si pequé, ¿cuál [daño] te hago a Ti, oh Guardián de los hombres? ¿Por qué me pones como blanco tuyo hasta convertirme en una carga para mí mismo?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 ¿Por qué no quitas mi rebelión y perdonas mi iniquidad? Porque ahora me acostaré en el polvo. Tú me buscarás, pero no estaré.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
