Job 7
1 ¿No es el destino del hombre en la tierra una lucha? ¿No son sus días como los de un jornalero,
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Como el esclavo que anhela la sombra o como un jornalero que espera su pago?
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 Así yo heredé meses sin provecho y me fueron asignadas noches de aflicción.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Cuando estoy acostado digo: ¿Cuándo me levantaré? Y la noche se alarga, y me lleno de inquietudes hasta el alba.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Mi carne está cubierta de gusanos y de costras de polvo. Mi piel se agrieta y supura.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mis días se me van más veloces que la lanzadera y se me acaban sin esperanza.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Acuérdate que mi vida es un soplo. Mis ojos no volverán a ver el bien.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 El ojo del que me ve ya no me verán. Tus ojos se fijarán en mí, pero no existiré.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 No regresa a su vivienda y ya no lo reconoce su lugar.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Por tanto, no refrenaré mi boca. Hablaré en la angustia de mi espíritu. Me quejaré en la amargura de mi alma.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 ¿Soy yo el mar o el monstruo marino para que asignes guardia sobre mí?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Si digo: Me consolará mi lecho, mi cama aliviará mi queja,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 entonces me aterras con sueños y me turbas con visiones.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 De manera que mi alma prefiere la asfixia, la muerte más bien que mis huesos.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Repugno la vida. No voy a vivir para siempre. Déjame, mis días son vanidad.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 ¿Qué es el hombre para que lo engrandezcas, para que te preocupes por él,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 para que lo examines cada mañana y lo pruebes en todo momento?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 ¿Hasta cuándo no apartarás tu mirada de mí, ni me soltarás para que trague saliva?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Si pequé, ¿cuál [daño] te hago a Ti, oh Guardián de los hombres? ¿Por qué me pones como blanco tuyo hasta convertirme en una carga para mí mismo?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 ¿Por qué no quitas mi rebelión y perdonas mi iniquidad? Porque ahora me acostaré en el polvo. Tú me buscarás, pero no estaré.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
