Job 6

1 Entonces Job respondió:

Men Job svarede og sagde:

2 ¡Oh, si se pesara mi angustia, y se pusiera igualmente en balanza juntamente con mi ruina!

Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!

3 ¡Pesarían ahora más que la arena del mar! Por eso mis palabras fueron precipitadas,

Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

4 porque en mí están clavadas las flechas de ʼEL-Shadday. Mi espíritu sorbe su veneno, y terrores de ʼElohim me combaten.

Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

5 ¿Rebuzca el asno montés junto a la hierba? ¿Muge el buey junto a su pasto?

Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?

6 ¿Se comerá lo insípido sin sal? ¿Hay sabor en la clara del huevo?

Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?

7 Las cosas que mi alma rehusaba tocar son ahora mi alimento nauseabundo.

Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.

8 ¡Quién me diera obtener mi petición, y que ʼElohim me otorgue lo que tanto anhelo!

Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!

9 ¡Que ʼElohim se digne aplastarme, que suelte su mano y acabe conmigo!

og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!

10 Eso sería mi consuelo, y aun en medio de mi dolor que no da tregua, saltaría de gozo, porque no negué las Palabras del Santo.

Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

11 ¿Cuál es mi fuerza para seguir esperando? ¿Cuál es mi propósito para que tenga aún paciencia?

Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?

12 ¿Es mi fortaleza como la de las piedras, o mi cuerpo es de bronce?

Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?

13 ¿Puedo sostenerme sobre nada? ¿No fue todo auxilio alejado de mí?

Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!

14 Para el hombre desconsolado debe haber bondad de su amigo, a fin de que no abandone el temor a ʼEL-Shadday.

Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.

15 Mis hermanos me traicionaron como un torrente. Pasan como corrientes impetuosas

Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,

16 que van turbias a causa del deshielo, y la nieve que se deshace en ellas.

de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.

17 En el tiempo del calor se desvanecen. Al calentarse desaparecen, se extinguen de su lugar.

Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.

18 Se apartan de la senda de su rumbo, van menguando y se pierden.

Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.

19 Las caravanas de Temán fijan su mirada en ellas, los viajeros de Sabá tienen su esperanza en ellas,

Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.

20 pero son avergonzados en su esperanza, pues llegan hasta ellas y quedan defraudados.

De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.

21 En verdad ustedes son ahora como ellos. Ven un terror y temen.

Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.

22 ¿Yo les dije: Tráiganme algo? ¿O: Paguen de su hacienda por mí?

Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?

23 ¿O: Líbrenme de la mano del enemigo? ¿O: Rescátenme del poder del opresor?

eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?

24 Instrúyeme y me callaré. Hazme entender en qué erré.

Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.

25 ¡Cuán dolorosas son las palabras honestas! ¿Pero qué prueba su reprensión?

Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?

26 ¿Piensan ustedes censurar palabras y los dichos de un desesperado que son como el viento?

Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?

27 Ustedes aun echan suertes sobre los huérfanos y regatean con su amigo.

Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.

28 Ahora pues, dígnense mirarme y opinen si miento delante de ustedes.

Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?

29 Les ruego que desistan. Que no haya iniquidad. Sí, que mi justicia aún permanezca.

Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!

30 ¿Hay iniquidad en mi lengua? ¿Mi paladar no distingue lo destructivo?

Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?