< Job 4 >
1 Entonces intervino Elifaz temanita:
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Si intentamos razonar contigo te será molesto. Pero, ¿quién puede refrenarse de hablar?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Ciertamente tú enseñabas a muchos y fortalecías las manos débiles.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Tus palabras levantaban al que tropezaba y afirmabas las rodillas decaídas.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 Pero ahora te sucede a ti. Te desalientas, te tocó a ti y te turbas.
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 ¿No es tu temor a ʼElohim tu confianza, y la integridad de tus procedimientos tu esperanza?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 Te ruego que recuerdes: ¿Quién pereció jamás por ser inocente? ¿Dónde fueron destruidos los rectos?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Según veo, los que aran iniquidad y siembran aflicción, las cosechan.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9 Por el aliento de ʼElohim perecen, y por el soplo de su ira son consumidos.
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 El rugido del león, la voz fiera de la leona y los dientes de sus cachorros son quebrados.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 El león viejo perece por falta de presa, y los cachorros de la leona se dispersan.
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 Entonces un mensaje me llegó a hurtadillas, y mi oído percibió un susurro de él
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 en inquietantes visiones nocturnas, cuando el sueño profundo cae sobre los hombres.
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Un terror se apoderó de mí, y todos mis huesos se estremecieron.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Al pasar un espíritu frente a mí se eriza el pelo de mi cuerpo.
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 Se detiene, pero no distingo su semblante. Una apariencia está delante de mis ojos, hay silencio… y oigo una voz reposada:
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 ¿Será el hombre más justo que ʼElohim? ¿El hombre, más puro que su Hacedor?
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Ciertamente en sus esclavos no confía, y a sus ángeles atribuye insensatez.
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 ¡Cuánto más los que viven en casas de barro cimentadas en el polvo serán desmenuzados por la polilla!
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Entre la mañana y la tarde son destruidos, y sin que alguno se dé cuenta, perecen para siempre.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 ¿No les son arrancadas las cuerdas de sus tiendas? En ellas mueren, pero no adquirieron sabiduría.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."