< Job 29 >

1 Entonces Job respondió:
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ojalá volviera a ser como en meses pasados, como en los días cuando ʼElohim me vigilaba,
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 cuando su lámpara estaba sobre mi cabeza y a su luz yo caminaba en la oscuridad,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 aquellos días de mi vigor cuando la amistad íntima de ʼElohim velaba sobre mi vivienda,
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 cuando ʼEL-Shadday aún estaba conmigo, y mis hijos alrededor de mí,
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 cuando mis pasos eran lavados con mantequilla y la roca me derramaba ríos de aceite,
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 cuando iba a la puerta de la ciudad y en la plaza preparaba mi asiento.
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8 Los jóvenes me veían y se escondían. Los ancianos se levantaban y permanecían en pie.
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 Los magistrados detenían sus palabras y ponían la mano sobre sus bocas.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10 La voz de los nobles enmudecía y su lengua se les pegaba al paladar.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 Los oídos que me escuchaban me llamaban bienaventurado, y los ojos que me miraban daban testimonio a mi favor.
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12 Porque yo libraba al pobre que clamaba y al huérfano que no tenía ayudador.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 La bendición del que iba a perecer caía sobre mí, y daba alegría al corazón de la viuda.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Me vestía de rectitud y con ella me cubría. Mi justicia era como un manto y un turbante.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Yo era ojos para el ciego y pies para el cojo.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Era padre de los menesterosos. Me informaba con diligencia de la causa que no entendía.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Rompía las quijadas del perverso y de sus dientes arrancaba la presa.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Me decía: En mi nido moriré, y como la arena multiplicaré mis días.
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
19 Mi raíz se extendía hacia las aguas, y el rocío pernoctaba en mi ramaje.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 Mi honra se renovaba en mí, y mi arco se fortalecía en mi mano.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 Me escuchaban, esperaban y guardaban silencio ante mi consejo.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22 Después de mi palabra no replicaban. Mi razón destilaba sobre ellos.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
23 La esperaban como a la lluvia temprana, y abrían su boca como a la lluvia tardía.
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24 Si me reía con ellos, no lo creían, y no tenían en menos la luz de mi semblante.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
25 Yo les escogía el camino, y me sentaba entre ellos como su jefe. Yo vivía como un rey en medio de su tropa, como el que consuela a los que están de duelo.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

< Job 29 >