< Job 29 >

1 Entonces Job respondió:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Ojalá volviera a ser como en meses pasados, como en los días cuando ʼElohim me vigilaba,
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 cuando su lámpara estaba sobre mi cabeza y a su luz yo caminaba en la oscuridad,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 aquellos días de mi vigor cuando la amistad íntima de ʼElohim velaba sobre mi vivienda,
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 cuando ʼEL-Shadday aún estaba conmigo, y mis hijos alrededor de mí,
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 cuando mis pasos eran lavados con mantequilla y la roca me derramaba ríos de aceite,
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 cuando iba a la puerta de la ciudad y en la plaza preparaba mi asiento.
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Los jóvenes me veían y se escondían. Los ancianos se levantaban y permanecían en pie.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Los magistrados detenían sus palabras y ponían la mano sobre sus bocas.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 La voz de los nobles enmudecía y su lengua se les pegaba al paladar.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 Los oídos que me escuchaban me llamaban bienaventurado, y los ojos que me miraban daban testimonio a mi favor.
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Porque yo libraba al pobre que clamaba y al huérfano que no tenía ayudador.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 La bendición del que iba a perecer caía sobre mí, y daba alegría al corazón de la viuda.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Me vestía de rectitud y con ella me cubría. Mi justicia era como un manto y un turbante.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Yo era ojos para el ciego y pies para el cojo.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 Era padre de los menesterosos. Me informaba con diligencia de la causa que no entendía.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Rompía las quijadas del perverso y de sus dientes arrancaba la presa.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Me decía: En mi nido moriré, y como la arena multiplicaré mis días.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Mi raíz se extendía hacia las aguas, y el rocío pernoctaba en mi ramaje.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Mi honra se renovaba en mí, y mi arco se fortalecía en mi mano.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Me escuchaban, esperaban y guardaban silencio ante mi consejo.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Después de mi palabra no replicaban. Mi razón destilaba sobre ellos.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 La esperaban como a la lluvia temprana, y abrían su boca como a la lluvia tardía.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Si me reía con ellos, no lo creían, y no tenían en menos la luz de mi semblante.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Yo les escogía el camino, y me sentaba entre ellos como su jefe. Yo vivía como un rey en medio de su tropa, como el que consuela a los que están de duelo.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.

< Job 29 >