< Job 19 >

1 Entonces Job respondió:
Men Job svarede og sagde:
2 ¿Hasta cuándo afligen mi alma y me muelen con palabras?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Ya me insultaron diez veces. ¿No se avergüenzan de ultrajarme?
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Si en verdad yo erré, mi error recae sobre mí.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Pero si ustedes se engrandecen contra mí, y alegan mi oprobio contra mí,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 sepan que ʼElohim me trastornó y me envolvió en su red.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Ciertamente grito: ¡Violencia! Y no se me escucha. Doy voces, y no hay justicia.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Él bloqueó mi camino para que no pase. Puso oscuridad sobre mi senda.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Me despojó de mi honor y quitó la corona de mi cabeza.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Me destroza por todos lados y perezco. Arrancó mi esperanza como un árbol.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 Su ira se encendió contra mí. Me considera su enemigo.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Llegaron sus tropas unidas, se atrincheran contra mí y acamparon alrededor de mi vivienda.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Alejó a mis hermanos de mí. Mis conocidos, como extraños, se apartaron de mí.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Me fallaron mis parientes, me olvidan mis amigos.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Los que viven en mi casa y mis esclavas me miran como extraño. Soy forastero ante ellos.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Llamo a mi esclavo, y no responde. Con mi propia boca tengo que rogarle.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Mi aliento fue repulsivo a mi esposa y odioso ante mis propios hermanos.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Hasta los niños me desprecian, y al levantarme hablan contra mí.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Todos mis amigos íntimos me aborrecen. Los que yo amaba se volvieron contra mí.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Mi piel y mi carne se pegan a mis huesos, y quedé solo con la piel de mis dientes.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Ustedes, amigos míos, tengan compasión de mí. Porque me golpeó la mano de ʼElohim.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 ¿Por qué me persiguen como ʼElohim, y no se sacian de escarnecerme?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 ¡Ojalá mis palabras fueran escritas! ¡Ojalá fueran escritas en un rollo!
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 ¡Que fueran talladas con cincel de hierro y plomo para siempre en la roca!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Yo sé que mi Redentor vive, y al fin se levantará sobre el polvo,
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Después de deshecha mi piel, en mi carne veré a ʼElohim,
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 a Quien veré por mí mismo. Mis ojos lo verán, y no los de otro. Mi corazón desfallece dentro de mí.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Porque si la raíz de mi situación está en mí mismo, entonces, ¿por qué dicen ustedes: Persigámoslo?
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 ¡Teman ustedes ante la espada! Porque llenos de ira están los castigos de la espada, para que sepan que hay un juicio.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.

< Job 19 >