< Job 30 >

1 “Pero ahora los que son más jóvenes que yo se burlan de mí, cuyos padres consideré indignos de poner con mis perros pastores.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 ¿De qué me sirve la fuerza de sus manos? hombres en los que la edad madura ha perecido?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Están demacrados por la carencia y el hambre. Roen la tierra seca, en la penumbra del desperdicio y la desolación.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Arrancan hierbas saladas junto a los arbustos. Las raíces del árbol de la retama son su alimento.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 Son expulsados de entre los hombres. Lloran tras ellos como tras un ladrón,
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 para que vivan en valles espantosos, y en agujeros de la tierra y de las rocas.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Rebuznan entre los arbustos. Están reunidos bajo las ortigas.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Son hijos de locos, sí, hijos de malvados. Fueron expulsados a latigazos de la tierra.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 “Ahora me he convertido en su canción. Sí, soy un sinónimo para ellos.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Me aborrecen, se alejan de mí, y no duden en escupirme a la cara.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Porque ha desatado su cuerda y me ha afligido; y se han desprendido de la restricción ante mí.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 A mi derecha se levanta la chusma. Me apartan los pies. Ellos lanzan sus caminos de destrucción contra mí.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Marcan mi camino. Promueven mi destrucción sin la ayuda de nadie.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Como a través de una amplia brecha llegan. Se enrollan en medio de la ruina.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Los terrores se han vuelto contra mí. Persiguen mi honor como el viento. Mi bienestar ha pasado como una nube.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 “Ahora mi alma se derrama dentro de mí. Los días de aflicción se han apoderado de mí.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 En la estación nocturna mis huesos están calados en mí, y los dolores que me roen no tienen descanso.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Mi vestimenta está desfigurada por una gran fuerza. Me ata como el cuello de mi túnica.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Me ha arrojado al fango. Me he convertido en polvo y cenizas.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Clamo a ti, y no me respondes. Me pongo de pie, y tú me miras.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Te has vuelto cruel conmigo. Con la fuerza de tu mano me persigues.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Me alzas al viento y me conduces con él. Me disuelves en la tormenta.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Porque sé que me llevarás a la muerte, a la casa designada para toda la vida.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 “Sin embargo, ¿no se tiende la mano en su caída? ¿O en su calamidad, por tanto, clamar por ayuda?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 ¿No lloré por el que estaba en apuros? ¿No se afligió mi alma por los necesitados?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Cuando buscaba el bien, vino el mal. Cuando esperaba la luz, llegó la oscuridad.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Mi corazón está turbado y no descansa. Me han llegado días de aflicción.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Voy de luto sin el sol. Me pongo de pie en la asamblea y pido ayuda.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Soy hermano de los chacales, y compañera de los avestruces.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Mi piel se ennegrece y se desprende de mí. Mis huesos están quemados por el calor.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Por eso mi arpa se ha convertido en luto, y mi pipa en la voz de los que lloran.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

< Job 30 >