Job 7

1 “¿No es la vida de los seres humanos como una condena a trabajos forzados? ¿No pasan sus días como los de un jornalero?

Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?

2 Como un esclavo que anhela un poco de sombra, como un obrero que espera ansiosamente el día de la paga,

Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,

3 me han tocado meses de vacío y noches de miseria.

saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.

4 Cuando me acuesto me pregunto: ‘¿Cuándo me levantaré?’ Pero la noche sigue y sigue, y doy vueltas en la cama hasta el amanecer.

Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.

5 Mi cuerpo está cubierto de gusanos y sucio; mi piel está agrietada, con llagas que supuran.

Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.

6 Mis días pasan más rápido que la lanzadera de un tejedor y llegan a su fin sin esperanza.

Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.

7 Recuerda que mi vida es sólo un soplo; no volveré a ver la felicidad.

Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.

8 Los que me miran ya no me verán; sus ojos me buscarán, pero yo me habré ido.

Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.

9 Cuando una nube desaparece, se va, al igual que quien baja al Seol no vuelve a subir. (Sheol h7585)

En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)

10 Nunca volverán a casa, y la gente que conocían los olvidará.

Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.

11 “Entonces no, no me callaré; hablaré en la agonía de mi espíritu; me quejaré en la amargura de mi alma.

Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.

12 ¿Acaso soy el mar, o soy un monstruo marino para que ustedes tengan que cuidarme?

Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?

13 Si me digo a mí mismo: ‘Me sentiré mejor si me acuesto en mi cama’, o ‘me servirá recostarme en mi sofá’,

Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,

14 entonces me asustas tanto con sueños y con visiones

da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,

15 que prefiero ser estrangulado; prefiero morir antes que convertirme en un simple saco de huesos.

saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.

16 “¡Odio mi vida! Sé que no viviré mucho tiempo. Déjame en paz porque mi vida es sólo un soplo.

Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!

17 ¿Por qué los seres humanos son tan importantes para ti? ¿Por qué te preocupas tanto por ellos

Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?

18 que los vigilas cada mañana y los examinas a cada momento? ¿No dejarás nunca de mirarme?

og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?

19 ¿No me dejarás nunca en paz el tiempo suficiente para recuperar el aliento?

Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?

20 ¿Qué he hecho mal? ¿Qué te he hecho, Vigilante de la Humanidad? ¿Por qué me has convertido en tu objetivo, de tal modo que soy una carga hasta para mí mismo?

Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?

21 Si es así, ¿por qué no perdonas mis pecados y quitas mi culpa? Ahora mismo voy a tumbarme en el polvo, y aunque me busques, me habré ido”.

Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.