< Job 30 >

1 Pero ahora se ríen de mí personas mucho más jóvenes que yo; personas a cuyos padres no pondría a trabajar con mis perros pastores.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Son demasiado débiles para serme útiles y están agotados.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Adelgazados por el hambre y la necesidad, tratan de comer la tierra seca en el desierto oscuro y desolado.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Allí recogen hierbas del desierto y las hojas de los arbustos, y comen las raíces de las retamas.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Fueron expulsados de la comunidad.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 La gente gritaba tras ellos como si fueran ladrones. Tienen que vivir en barrancos peligrosos, en cuevas y entre las rocas.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Gritan como animales entre los arbustos; se acurrucan entre la maleza para refugiarse.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Son gente insensata, sin nombre, que ha sido expulsada de la tierra.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Pero ahora se burlan de mí en sus cantos; ¡me he convertido en un chiste para ellos!
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Me desprecian y rehúyen; no dudan en escupirme a la cara.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Dios ha aflojado la cuerda de mi arco y me ha humillado.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 La chusma se levanta contra mí, y me hace correr; como una ciudad sitiada planifican formas de destruirme.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 Cortan mi vía de escape; provocan mi caída y lo hacen sin ayuda de nadie.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Entran por una amplia brecha; se precipitan mientras el muro se derrumba.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Me invaden los terrores; mi honor se lo lleva el viento; mi salvación se desvanece como una nube.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Y ahora mi vida se desvanece; cada día la desesperación me atenaza.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Por la noche mis huesos agonizan; el dolor me roe y no cesa.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Dios me agarra bruscamente por la ropa; me tira del cuello de la camisa.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Me ha arrojado al barro; me ha humillado como polvo y ceniza.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Dios, clamo a ti, pero no respondes; me presento ante ti, pero ni siquiera te fijas en mí.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Te has vuelto cruel conmigo; usas tu poder para hacerme sufrir.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Me levantas y me llevas en el viento; me arrojas en el torbellino.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Sé que me llevas a la muerte, al lugar donde van todos los vivos.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 ¿Quién querría dar una patada a un hombre cuando está abatido, cuando claman por ayuda en su momento de dificultad?
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 ¿No lloré por los que pasaban por momentos difíciles? ¿No me afligí por lo que sufrían los pobres?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Pero cuando busqué el bien, sólo vino el mal, y cuando esperé la luz, todo lo que vino fue oscuridad.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 En mi interior hay confusión, nunca se detiene; me enfrento a días de desesperación.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Estoy tan deprimido; ver el sol no ayuda. Me pongo de pie en la asamblea y clamo por ayuda.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 Soy como un hermano de los chacales, un compañero de los búhos.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Mi piel se ennegrece sobre mí; y mis huesos arden dentro de mí.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Mi lira sólo toca canciones tristes, y mi pipa es la voz de los que lloran.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!

< Job 30 >